Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Tæt på målet: Stor kampagne har sikret næsten 400 nye praktikpladser

Af Michael Qureshi

I foråret 2018 blev kampagnen Kampen for 400 nye praktikpladser i Region Nordjylland søsat.

Bag projektet står de syv nordjyske erhvervsskoler TECHCOLLEGE, EUC Nord, SOSU Nord, Aalborg Handelsskole, EUC Nordvest, Erhvervsskolerne Aars og Tradium Hobro – der er gået sammen i et fælles projekt: “Praktikpladser giver vækst”.

Her tæt på årets slutning kan man konstatere, at det i den grad har været en succes. Siden projektets start har man indtil videre fået aktiveret 350​ ​praktikpladser.

Ifølge Knud Dal, der er projektleder i “Praktikpladser giver vækst”, er det et godt resultat for erhvervsskolerne.

“At flere virksomheder har fået øjnene op for faglært arbejdskraft betyder, at færre unge mennesker mangler en elev- eller læreplads.

Det er derfor en god udvikling for det nordjyske arbejdsmarked, hver gang en ny virksomhed træder til,” siger Knud Dal.

Tæt på målet: Stor kampagne har sikret næsten 400 nye praktikpladser

Praktikpladser giver vækst

“Praktikpladser giver vækst” har ikke kun til formål at hjælpe de faglærte, men også at vise virksomheder, at det rent faktisk kan betale sig at indgå uddannelsesaftaler med de unge.

Ifølge Knud Dal viser erfaringerne nemlig, at faglærte bidrager til vækst i virksomheder.

“Et praktikforløb er et utroligt godt rekrutteringsværktøj. Under et praktikforløb kan man vurdere om eleven eller lærlingen er et godt match eller ej, og om der​ ​skal tilbydes fastansættelse efter uddannelse,” forklarer han og tilføjer;

“En veksel mellem praktik i virksomheder og teori på erhvervsskolerne er desuden ret unikt og kan ikke få​s​ mange andre steder, og det betyder, at en virksomhed kan udvikle den faglærtes kompetencer til virksomhedens behov”.

Den personlige kontakt er altafgørende

Ifølge Knud Dal er en årsag til manglende praktikpladser i Nordjylland i høj grad, at mange virksomheder stadig ser det som en vanskelig proces at skulle ansætte deres første elev eller lærling.

“Papirgange, regler og praktikplaner kan godt virke kompliceret, hvis man ikke har prøvet det før. Dette gælder især for små og mellemstore virksomheder, men også for større virksomheder hvor et praktikforløb kan virke som en fremmed verden. Disse udfordringer ønsker vi at komme til livs”, siger Knud Dal.

For at kunne hjælpe virksomheder med at komme godt i gang, har de syv nordjyske erhvervsskoler udviklet en fælles webportal​: ​www.praktikpladsergivervækst.dk​

Erhvervsskolerne har desuden brugt flere ressourcer på at​ ​opsøge virksomhederne og skabe gode relationer med dem.

Dette har især haft en god effekt, mener Knud Dal.

“Den personlige kontakt er altafgørende for at kunne etablere et godt samarbejde med virksomhederne.

Vi gør derfor en stor indsats for ikke blot at sidde bag computeren eller telefonen, men at sende vores praktikkonsulenter ud i marken, så de kan møde virksomhederne i øjenhøjde,” slutter han.

Hvis du som virksomhed er interesseret i at høre mere om, hvordan du hurtigt kan få den rette elev eller praktikant, så kan du klikke her og komme hurtigt i gang

Del artikel

Andre læser også