Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Kæmpe triumf: Nordjyske Elisabeth vinder VM for kokke

Af Michael Qureshi

I marts 2022 vandt Søllerød Kro-kokken, Brian Mark Hansen, og hans ungkok, Elisabeth Madsen fra Svinkløv Badehotel, det uofficielle Europamesterskab for kokke, Bocuse d’Or.

Det kvalificerede dem samtidig til verdensmesterskaberne, der netop har fundet sted i Lyon.

Og det er altså gået særdeles godt, for de to har netop vundet førstepladsen.

Andenpladsen gik til Norge, mens Ungarn fik en flot tredjeplads.

Begyndte blot to måneder før

Da Brian Mark Hansen og Elisabeth Madsen vandt guld til Europamesterskabet i 2022, var de begyndt at træne blot to måneder inden da.

Efter den flotte sejr sidste år kan man vist roligt sige, at det danske hold var storfavoritter herhjemme.

Siden da har nærmest alle vågne timer stået på træning, der nu endelig har set målstregen.

Elisabeth Madsen har arbejdet for flere nordjyske restauranter og blandt andet i Musikkens Hus i Aalborg.

Guldmedaljen til Brian Mark Hansen fra Søllerød Kro og hans assistent, Elisabeth Madsen, fra Svinkløv Badehotel, var den tredje til Danmark.

Tidligere har både Rasmus Kofoed og Kenneth Toft-Hansen stået på det øverste trin af podiet ved konkurrencen.

Fantastisk sejr

Pia E. Voss, adm. direktør i HORESTA, kalder sejren fantastisk.

”Det bliver ikke større end Bocuse d’Or-guld, og dagens bedrift skriver endnu et kapitel til historiebøgerne om dansk gastronomis nu 20-årige guldalder,” siger Pia E. Voss, og fortsætter:

”Det kræver utrolig hårdt arbejde at nå dertil, hvor Brian står i dag, og det sker, fordi han er en ildsjæl med et enestående talent.

Men skal vi fremtidssikre gastronomien, er vi nødt til at få skabt flere talenter, flere investeringer og bedre rammer for branchens virksomheder.

Her må politikerne på banen, for ellers risikerer vi, at positionen i gastronomiens absolutte top kun er til låns. Vi kan ikke forvente, at morgendagens stjerner kommer af sig selv.”

HORESTA huser sekretariatet for Bocuse d’Or Danmark, og Pia E. Voss sender roser til hele teamet.

”Selvom det er Brian og Elisabeth, der har været i køkkenet, så er det her en kæmpe holdindsats. Hele Bocuse d’Or Danmark Akademiet fortjener en kæmpe hånd for deres utrættelige indsats,” siger HORESTAs adm. direktør, Pia E. Voss.

Del artikel

Andre læser også