Humørekspressen laver bodega-tour: Holder koncert på værtshus i Aalborg

Skrevet af: Simone Vestergaard

Dansktop-musikken har fået en helt ny klang..

I hvert fald hvis man har hørt Humørekspressens musik.

Det ligger lidt i navnet, at det danske band leverer meget mere end blot musik til deres publikum.

De fire medlemmer: Frandsen (aka Pharfar), Peber (aka. Peter Lützen fra Panamah), Krølstrup (aka Klumben) og Strejferen (aka Chapper) er dedikerede kunstnere, der laver humør musik inspireret af traditionerne fra guldalderen i Dansk Toppen fra 70’erne.

Og ja, hvem havde lige set den komme?

De synger om de gode tider – men også de hårde. Livets glæder og sorger, med positive emner som fest og kærlighed, familie og venner, samt ensomhed og skilsmisse.

Besøger Danmarks afkroge

Konstellationen af de fire forskellige personligheder har gjort, at de i 2018 turnerede rundt i Danmark – fra Smukfest til den lokale bodega i København.

Den 4. april besøger de legendariske Café Buddha i forbindelse med deres ”Tour Bodega”.

De gamle og traditionsbundne bodegaer rundt omkring i Danmark, er ikke så tiltrækkende som de var engang, og ender med at dø stille ud.

Mange kæmper for livet, mens nye moderne barer skyder op med cocktails og ingen-rygning-politik.

Det synes Humørekspressen er trist, og derfor vil de, med deres bodega-turné, hylde de danske værtshuse i Danmark.

Alle afkroge i landet besøges

På deres Facebook skriver de, at alle afkroge af landet bliver besøgt med en munter koncert – og turneen startede allerede i går fredag 11. januar.

“De gamle bodegaer kæmper for livet mens smarte og moderne barer med deres fancy cocktails, hipster-øl og ingen-rygning-politik åbner på stribe. Derfor hylder vi de danske værtshuse rundt omkring i Danmark med en bodega-turné.

Vi tager rundt i alle afkroge af landet for at besøge en række historiske beværtninger og samle folk fra alle aldre og lag til en munter koncert, der minder os alle om, hvorfor vi elsker de gode gamle beværtninger.

Tour Bodega blev sparket i gang på Nanok Bodega i Valby og Jagtstuen Bodega i København.

Nå ja, og der er selvfølgelig gratis entré!”

Du kan læse mere om Humørekspressen bodega-turné her.

Hvad: Humørekspressen mini-koncert
Hvor: Café Buddha i Aalborg
Hvornår: 4. april

Se Dødsruten med Zjakalen og Mads Duedahl, hvor de også får en øl med sidevogn på Buddha

Scooter lagde Næstved ned: Vi Elsker 90’erne kommer snart til Aalborg

Skrevet af: Michael Qureshi

Der er nu under 14 dage til Vi Elsker 90’erne kommer til Aalborg 31. august, og der er i den grad noget at se frem til.

Som mediepartner var vi med i Næstved, da verdens største 90’er fest kom forbi i går lørdag. Lad os bare konstatere. 90’erne stjernerne er i absolut topform.

Især kronen på værket Scooter var magisk, og fik festen på kogepunktet. En kæmpe oplevelse for nostalgiske 90’erne fans.

I det hele taget leverede 90’erne stjernerne virkelig varen, og der var på intet tidspunkt, hvor man ikke lige stod og rykkede kroppen 13 timer i streg.

Selv regnen først på dagen forstyrrede ingenting, og solen kom da også frem og sikrede en festdag.

Scooter gav den gas i går i Næstved

Vi Elsker 90’erne kommer til Mølleparken i Aalborg lørdag d. 31. august, og billetsalget tordner mod udsolgt.

Faktisk har årets 90’er Tour i både Danmark og Sverige fået navnet The Sold Out Tour. Alle steder har der været totalt udsolgt på dagen, og i Aalborg regner man med udsolgt mindst et par dage før.

Hvis man kigger lidt på den langsigtede vejrudsigt lyder den på tørt med solskin og 20 grader. Så vi krydser fingre for, at det bliver en fed dag på alle punkter i Mølleparken.

90’er stjernerne skal i hvert fald nok gøre sit. Så håber vi, at vejret følger med.

Alice Deejay på scenen i Næstved

Her er plakaten for årets Line Up til Vi Elsker 90’erne

 

  • Daze
  • Scooter
  • Cascada
  • Eiffel 65
  • Right said Fred
  • Johnny Deluxe
  • Londonbeat
  • N-trance
  • Snap
  • Boyzlife
  • Real McCoy
  • DJ Quicksilver
  • Rob’n Raz feat
  • DJ Flex
  • DJ Giorgio Prezioso
  • Vengaboys
  • HIT N’HIDE
  • Vengaboys
  • Real McCoy
  • DJ Quicksilver
  • Rob’n Raz feat. DJ Flex
  • DJ Giorgio Prezioso
  • Voice of KLF
  • Danny Kool
  • Alice Deejay
  • Dario von Slutty
  • Da Buzz
  • D-Devils

Hvad: Vi Elsker 90’erne
Hvor: Mølleparken, Aalborg
Hvornår: Lørdag d. 31. august 2019

Køb billetter her.

Aalborg Forsyning etablerer tappesteder: Her kan du hente rent vand

Skrevet af: Stine Kjølby Christensen

Mens vandet siler ned fra himlen, er situationen en anden i hanerne i Aalborgs midtby.

Tidligere i dag meldte Aalborg Forsyning ud, at forureningen i drikkevandet skyldtes colibakterier.

Noget, som naturligvis tages meget alvorligt.

Distributionschef Ole Neerup-Jensen hos Aalborg Forsyning oplyser, at man skal have to uafhængige prøver, der påviser, at bakterierne er elimineret, før man kan ophæve varslet. Det sker tidligst tirsdag.

Indtil da skal aalborgenserne, der bor i de berørte områder, afholde sig fra at drikkevandet og altid koge det før brug.

For at gøre den tilspidsede situation mere udholdelig har Aalborg Forsyning nu valgt at etablere otte tappesteder i centrum af Aalborg, hvor borgere og erhversdrivende kan hente rent vand, der er klar til brug.

Bemærk, at det endnu ikke er alle tappesteder, der er etablerede.

Opdatering kl. 14.10:

  • Frederikstorv – er etableret
  • Sønderbro – er etableret
  • Gåsepigen – er etableret
  • Marcuskirken
  • Rendsburgsgade
  • Vesterå/Bispensgade
  • Østre Havnegade
  • Samsøegade – er etableret

Følg med i udviklingen her.

Nostalgisk rejse på Aalborg Teater: Ronja Røverdatter stjal vores hjerter

Skrevet af: Stine Kjølby Christensen

“Hold dig for ørene, Birk – for nu kommer mit forårsskrig!

I går fik Ronja Røverdatter re-premiere på Aalborg Teater, og det var et spændt ensemble, der stod klar i kulissen til at levere deres udgave af Astrid Lindgrens elskede historie – endnu engang.

Historien om Ronja Røverdatter kom til verden i 1981, da et lyn slog ned og delte Mattisborgen i to.

Samme nat kom røverhøvdingen Mattis’, og hans hustru Lovis, første barn til verden.

De fleste af os har vel en form for forhold til fortællingen – måske er du opvokset med den, måske har du læst den i skolen, måske har dine forældre fortalt dig om den?

I hvert fald er Ronja Røverdatter stadig lynende aktuel, så det var da også med høje forventninger, at vi satte os tilrette i de røde sæder.

Det perfekte par

I hovedrollerne som hhv. Ronja Røverdatter og Birk Borkason finder vi Ena Spottag og Sebastian Aagaard-Williams.

Og lad os bare slå det fast med det samme:

Selvom de to måske umiddelbart ligger et stykke fra det “par”, vi kender fra den originale film – og måske naturligt nok også dem, man opfatter som de “originale” – så er det, efter vi har set forestillingen, virkelig svært at forestille sig, at andre, end lige præcis de to, kunne levere rollerne mere troværdigt.

Ena gør det fuldstændig eminent som den 12-årige røverdatter, og hendes overbevisende barnemimik og uskyldsrene facon går lige i ens eventyrhjerte.

Umiddelbart er Ena måske heller ikke én man forbinder med et stort og voldsomt temperament – men netop Ronjas temperament, fik hun leveret både følsomt og troværdigt.

Også Sebastian, som spillede rollen for første gang, gjorde det til UG i rollen som Birk, der i sammenspil med skuespillerens akrobatiske færdigheder og hvalpede charme, faldt helt i hak med det billede, vi i forvejen havde af karakteren.

Selvom udseendet selvfølgelig ikke skal være afgørende for, hvordan han klarer rollen – så var det alligevel en sød detalje, at det store, mørke hår var blevet stylet med krøllede, orange extensions.

Foto: © Lars Horn / Baghuset.
Dato: 12.08.19

Det var netop gennem disse små detaljer, at man hele tiden mærkede hvordan at stykket – trods kreativ frihed – stadig var tro mod den historie, som vi kender og elsker.

Sæbebobler og onde skovhekse

Rent scenografisk levede stykket også i høj grad op til ens forventninger.

Scenen var beklædt med store kampesten – der faktisk netop blev brugt til kamp.

Det kan måske lyde voldsomt … og det var det da egentlig også, da Borka bliver mast under en sten med omkreds som rundetårn.

Heldigvis havde de dygtige scenografer, ved hjælp af skumgummi og en blød, pelset overflade, sørget for, at ingen behøvede at lade livet.

Dato: 27.10.16
Foto: Lars Horn / Baghuset

Forestillingen anbefales fra 7 år – og det skal man lige have med i overvejelserne, inden man kaster sine yngste for de underjordiske.

Flere scener var nemlig præget af både uhygge og ondskab, og det er måske ikke alle, der er lige begejstrede over at have hylende skovhekse flyvende om ørene.

Samtidigt var der også mange publikumsinkluderende elementer med, der gjorde, at salens mindste skreg af grin, fryd og gammen.

Eksempelvis da sneen faldt i Mattisskoven, og store, hvide balloner dalede fra himlen og ud mod salen. En svømmetur i elven udviklede sig ligeså til et fortryllende sæbeboble-show, der kunne få barndommens glæde frem i enhver.

Originalitet og nyskabelse

Alt i alt kan man vel bare konkludere, at Ronja Røverdatter stadig er en fantastisk historie om familierelationer, fjendskab, naturens kræfter og ikke mindst: kærlighed.

Aalborg Teaters udgave formår på én og samme tid at være både tro og nyskabende, hvilket gør, at publikumsoplevelsen både bliver nostalgisk og fuldstændigt nypudset.

Så selvom både Ronja og Birk jo ender med at frasige sig enhver lyst til nogensinde at blive røverhøvdinger – så formåede de altså alligevel at stjæle vores hjerter.

Derfor tildeler vi også velfortjent 5/6 stjerner.

Ronja Røverdatter spiller resten af august og vender retur til skolernes efterårsferie. 

Du kan købe billetter her.

… og hvis du er én af dem, der slet ikke kan få nok af Ronja Røverdatter – eller teater generelt – så husk, at du nu kan få sæsonkort og dermed fri adgang til samtlige forestillinger … igen og igen.