Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Hjælp i en svær tid: Endnu et aalborgensisk bageri indfører energitillæg

Af Emil Kjær Jørgensen

Energikrisen rammer store dele af det danske samfund i disse uger, og på landsplan er der mange bagere, der har været nødsaget til at dreje nøglen om på grund af de stigende energipriser.

I weekenden måtte vi desværre dele den sørgelige nyhed, at det gamle bageri Hasseris Bageri er taget under konkursbehandling og derfor lukker.

Lukningen kom som resultat af ikke blot en hård corona-periode, men altså også de stigende råvare- og energipriser.

I går meddelte Vejgaard Bageri, at de var nødsaget til at indføre et energitillæg på 2 kroner pr. ekspedition fra i dag, mandag d. 26. september.

Nu følger endnu en aalborgensisk bager trop.

Et modsvar på at hæve priserne

Surdejsbageren på Budolfi Plads meddeler, at de fra i morgen, tirsdag d. 27. september, opkræver 2 kr. i energitillæg pr. ekspedition.

De forklarer, at det er med til at betale en tredjedel af deres elregning.

“Vi håber, at det bliver taget godt imod. Det er en svær tid for hele bagerbranchen, og vi sætter pris på jeres forståelse og opbakning,” skriver de på Facebook.

“Vi ser dette, som et modsvar på at hæve vores priser i bageriet. Så vi en dag igen kan vinke farvel til vores tiltag og holde vores priser, så alle kan være med,” afslutter de.

Den “perfekte” storm rammer bagerier

Hos brancheorganisationen Bager- og Konditormestre i Danmark (BKD), der har 600 bagerier under sig, har man kunnet mærke, at de stigende fødevare- og energipriser har presset nogle af deres bagerier til at dreje nøglen om.

“Det har været den perfekte storm, både med udhulingen af købekraften og de stigende priser, som har givet et markant forhøjet omkostningsniveau for bagerierne,” siger direktøren hos BKD Henrik Mühlendorph til Finans om det generelle billede.

Forleden måtte en af Aarhus absolut bedste bagerier Briancon også lukke og melde konkurs.

Del artikel

Andre læser også