Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Historiske tal: 2017 blev rekordår for Aalborg Lufthavn

Af Michael Qureshi

Aalborg Lufthavn har vokseværk, og det kan mærkes på passagertallene.

2017 blev endnu et historisk år for lufthavnen, der blandt andet som eneste i Danmark tilbyder gratis parkering.

1.521.658 passagerer rejste til og fra lufthavnen i hele 2017. Det var blot 0,044 procent flere passagerer end i 2016, men ikke desto mindre markerer 2017 sig stadig som det største år nogensinde i Aalborg Lufthavns historie.

Forrygende fremgang i udenrigstrafikken

Aalborg Lufthavn oplevede især en forrygende fremgang i udenrigstrafikken, men tilbagegang i indenrigs- og chartertrafikken, der ikke levede op til den store vækst i 2016.

“En passagerfremgang på 0,044 procent i 2017 er status quo i forhold til antallet af passagerer i 2016, men en ny historisk passagerrekord, og dermed endnu en milepæl, er nået.

Som helhed markerer 2017 sig som et rigtig godt år i Aalborg Lufthavn. Vigtigst af alt blev september 2017 den største måned nogensinde, men flere månedsrekorder er også at finde i det forgangne år – som for eksempel december 2017, der blev den største december til dato med 107.212 passagerer.

Ydermere, har vi for andet år i træk fået en 7. plads blandt de mest anbefalede brands i Danmark – som den eneste regionale virksomhed i top-10,” siger Aalborg Lufthavns direktør, Søren Svendsen.

Aalborg lufthavn
Direktør i Aalborg Lufthavn Søren Svendsen
Foto: www.aal.dk

Mere kapacitet på Oslo-ruten

Udenrigstrafikken har siden april 2017 været i en forrygende fremgang, hvor nye og eksisterende ruter til blandt andet Oslo, London, Amsterdam og Malaga for alvor har cementeret Aalborg Lufthavns position som en international lufthavn.

Derudover blev det i 2017 meldt ud, at der er udsigt til mere kapacitet på Oslo-ruten, hvorfor lufthavnen forventer et to-cifret væksttal på netop denne rute i 2018.

Endvidere forventes der stor vækst på Antalya-ruten og naturligvis på den nye sommerrute til Athen.

“Den internationale trafik i Aalborg Lufthavn er inde i en rigtig god udvikling, med nye ruter på programmet og eksisterende, der udvides. Det vidner 2017 i høj grad om, hvor vi har fået mere trafik til London med både Norwegian og Ryanair, fire daglige afgange hele året til Amsterdam med KLM og den nye Oslo-rute med SAS, der er kommet rigtig godt fra start.

Vi har, med dette års massive vækst i udenrigstrafikken på 14,3 procent, dermed samlet haft det største antal passagerer til dato, der har rejst med rutefly til udlandet,” siger Søren Svendsen.

Glæder sig til spændende 2018

Aalborg Lufthavns direktør Søren Svendsen glæder sig til et spændende 2018, hvor man forventer yderligere vækst.

Vi går et godt år i møde i Aalborg Lufthavn. Ikke nok med de nye ruter ned til både sol, storby og ski, så kan vi se frem til et fuldt sommerprogram til Bornholm og et godt charterprogram til skønne destinationer i Spanien, Portugal, Grækenland og Tyrkiet, der vinder tilbage som et populært feriested for danskerne.

Derudover får vi i maj opgraderet vores landingssystem, der gør, at fly kan lande i lav sigtbarhed, hvis de har det rette udstyr. Det bliver et vigtigt element i at kunne forhandle om nye og spændende ruter fra Aalborg Lufthavn.

Dette og de stærke udenrigsruter til for eksempel London og Amsterdam giver meget høje forventninger til 2018, hvor vi har en forventning og mål om at nå en passagervækst på 5,0 procent og derved komme over 1,6 millioner passagerer i 2018, slutter Søren Svendsen.

Del artikel

Andre læser også