Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Helmuth nytænker konceptet: Vil lave Aalborgs bedste pizza

Af Michael Qureshi
Lars Helmuth nytænker konceptet og kommer med helt nyt menukort på Helmuth
Lars Helmuth nytænker konceptet og kommer med helt nyt menukort på Helmuth

Succes i en kynisk restaurationsbranche er ualmindeligt svært at opnå. Konkurrencen er benhård. Der er mange om buddet.

Men hvad så hvis man rent faktisk har ramt rigtigt. Tør man så ændre på noget, der fungerer? Og i så fald hvornår skal det være?

Det er de spørgsmål, som restauratør Lars Helmuth har stillet sig selv det seneste halve år.

Helmuth åbnede på Boulevarden i maj 2014, og det blev lynhurtigt et populært spisested.

Derudover har Helmuth vist sig at være et af få steder i Aalborg, der har haft appel til en målgruppe der hellere vil cocktails i topklasse end pumpende diskorytmer i Gaden.

Men nu slutter Helmuth med menukortet, som vi har kendt det de seneste to år. Det er velovervejet og gennemtænkt.  For Lars Helmuth er det et offensivt træk i en hård branche, hvor der hele tiden kommer nye spillere på markedet. Især i Aalborg.

”Jeg har hele tiden været klar til at omstille mig. Jeg tror, at det traditionelle menukort er ved at uddø. Med forret, hovedret og dessert. Det vil jeg ikke gå og vente på. Jeg vil ikke komme for sent om et år eller to. Så hellere komme det i forkøbet og være nytænkende. Jeg har ladet mig inspirere især af København. Aalborg er også blevet langt bedre til hurtigt at tage imod, hvad der kommer fra især hovedstaden,” fortæller Lars Helmuth.

Man kan mærke på ham, at han brænder for at fortælle om sit nye projekt. Han har brugt mange timer på at planlægge det nye kapitel for Helmuth, og han kommer til at investere mange penge i at ændre konceptet.

Det nuværende menu-kort skrottes. Slut med burger og sandwich på Helmuth. Nu er der nye ambitioner. Det lyder måske af store armbevægelser, men det fornemmes, at det mere er seriøsitet og professionalisme, når Lars Helmuth præsenterer et af projekterne.

”Vi vil lave Aalborgs bedste pizza i det fedeste miljø og i den bedste stemning. Det er ikke for at træde nogen over tæerne, men jeg synes virkelig, at der mangler et sted i byen, hvor der er kræset for en pizza, og hvor der er kvalitetsråvarer i tilbehøret. Og ikke mindst omgivelserne til at nyde sådan en pizza. Vi kommer til at lave stort set alt tilbehøret selv,” siger den populære aalborgenser.

Helmuth i Aalborg
Foto: Helmuth Facebook

Men den nok største revolution i Helmuths tankegang er storsatsningen på no gluten vejen, der kommer til at tilgodese en masse af byens allergikere.

”Glutenfri er utroligt kompliceret at kunne tilbyde på en restaurant. Der er en masse regler fra fødevarestyrelsen. Så vi indgår et samarbejde med et bageri i Storvorde, som laver vores bunde og andet brød glutenfri. De er specialister i det. Det er ikke sådan, at al vores mad bliver no gluten, men det er et tilbud til allergikerne. Mit håb og tro er, at sidder der tre veninder og overvejer hvor de skal spise, så vil de vælge Helmuth fremover, hvis den ene er allergiker. Vi har også haft en del forespørgsler på det,” forklarer Lars Helmuth.

Med tiden vil der også komme en glutenfri særskilt afdeling til brunchen. For det er sådan, at det overhovedet ikke må komme i nærheden af almindeligt brød.

En tredje vigtig del af det nye menukort på Helmuths bliver to rustikke menuer. De er opkaldt efter Lars Helmuths to børn. Helmuth er på ni serveringer, og Hollie er på seks serveringer.

”Planen er, at man går ud og spiser, som man egentlig gør derhjemme. Her bare i en speciel atmosfære. Jeg tror på konceptet med delemad, hvis man er ude og spise med venner, familie eller forretningsforbindelser. Man får serveringerne ind lidt af gangen. Det kan være et helt stykke torsk, som man så selv sidder og skærer ud og deler,” lyder det fra Lars Helmuth.

Prisniveauet bliver også fordelagtigt, lover Lars Helmuth.

”Vi kommer til at ligge på priser, hvor det bredeste publikum er, og så køber folk måske en ekstra cocktail efter maden,” siger han med et skævt smil.

Og det er vigtigt, at han får nævnt de cocktails. For er der to ting, som der ikke fjernes fra Helmuth, så er det netop de berømte cocktails og så den ekstremt populære brunch.

”Dem rører jeg slet ikke ved. Det kører videre i samme stil. Vi får nyt cocktail-kort til efteråret, og det bliver stadig en del af Helmuths dna,” siger Lars Helmuth.

Mange ved det måske ikke, men det er også ham, der ejer Café Spiret hundrede meter længere oppe af Boulevarden. Ligesom Helmuth i Skive er en forrygende succes, der netop er rykket i større lokaler i byen.

Det nye menukort er netop blevet færdigt, og han håber, at Aalborg vil tage rigtig godt imod det.

”Der er kommet mange nye steder i Aalborg, og det bliver ved, kan man jo se. Det er spændende for branchen, og man skal jo helst ikke drukne i alle de nye steder. Men jeg er faktisk ikke i tvivl om, at folk der kommer ind og prøver de nye ting hos os vil komme igen.”

Vi kan kun sige herfra, at vi har store forventninger til det ”nye” Helmuth.

Se her det nye menukort på Helmuth

Fik du læst?

Bølge af nye restauranter i Aalborg: Her er de hotte steder du skal kende

price i Aalborg
Hele holdet bag Brdr. Price i Aalborg

Del artikel

Andre læser også