Tager afsked: Heino Hansens nye one-man show kommer til Aalborg
Med sit nye one-man show, tager Heino Hansen afsked med sit publikum – men heldigvis kun “for første gang”.
Han er nemlig nu klar med showet “Heino Hansens Første Afskedsshow”, som kommer til Skråen fredag den 27. september.
Men hvad betyder et afskedsshow så? Skal vi ikke se mere til den geniale komiker, der med sit sidste one-man show stjal titlen som Årets Komiker?
Sidste skud i bøssen
Da Heino Hansen sidste gang var aktuel med et one-man show, turnerede han landet tyndt med sit ultra-populære ”Heino Hansen’s Første Comedy Show”.
Et show der sidenhen sikrede ham prisen som ”ÅRETS KOMIKER” ved ZULU Comedy Galla 2022.
”Jeg har lavet 141 shows på 10 måneder, og det har været en stor oplevelse. Men jeg vil også sige, at min hjerne er gået lidt i stykker efterfølgende.
Det er lidt et chok som komiker at finde ud af, at man kan blive mør på den måde, så jeg er glad for den her pris, for jeg tror faktisk, det var sidste skud, jeg havde i bøssen,” lød det i hans takketale.
Og hele salen grinede. Men spørgsmålet var, om det overhovedet var en joke?
I 15 år havde han jagtet drømmen og var nu pavestolt over at have nået denne store milepæl i sit liv. Men lige der – på toppen af dansk comedy – var der dog en særlig tvivl, der begyndte at spire i ham.
Ambitiøst, modigt og ærligt
I 2024 får “Heino Hansen’s Første Afskedsshow” premiere, og Skråen skulle hilse fra Heino og sige, at det gider du godt at se!
”Det bliver ikke gammel vin på nye flasker. Det bliver ikke engang vin. Hvis det sidste gang var vin, så er det her champagne. Eller i hvert fald som minimum cava. Cava smager ærligt også bedre end champagne – ja du betaler for navnet, hvis man spørger mig.
Jeg ved ikke en skid om vin eller pagne. Hvis sidste show var en lager-øl, er det her en porter. En gammel bitter porter, der virkelig hader Knud Brix fra Ekstra Bladet. Det korte af det lange – jeg er i gang med at udvikle et ambitiøst, modigt, lidt for ærligt – og ikke mindst virkelig sjovt show til jer.
Glæder mig til at se jer igen – jeg har savnet jer!”
Så nu skal chancen gribes for at opleve et comedy-show af højeste kaliber, når den prisvindende og folkekære Heino endnu en gang vil være at finde på Skråen og på mange flere af de skrå brædder landet over på sin nye comedy tour.