God mad og seneste nyt om Aalborgs fremtid: Kom med til MigogAalborg Live
I tirsdags fremlagde Magistraten i Aalborg Kommune forslag til budgettet for 2020-2023.
I budgetforslaget er der lagt op til flere nye børnehaver på vej, et helt nyt børne- og ungeunivers på det nye Stigsborg Brygge og så er der i den helt sjove ende sat 1 mio. kr. af til at hente et verdensnavn som koncert til Aalborg.
I kontrast hertil er et af de centrale punkter blandt andet, at man skal afsætte endnu flere midler til overførselsindkomster.
Umiddelbart kan et budgetforslag virke tørt og kedeligt på papiret.
Det forsøger vi på MigogAalborg nu at gøre noget ved.
Derfor afholder vi for første gang MigogAalborg Live som er et slags talkshow.
Det sker på torsdag d. 10. oktober kl. 18.30-21.00. Du kan tilmelde dig lige her
Lokationen er Aalborgs nye store iværksætterhus GrowAAL, som ligger meget centralt.
Mød Aalborgs toppolitikere ganske uformelt
Her kommer Aalborgs toppolitikere som Thomas Kastrup-Larsen, Vibeke Gamst og Lasse P. N. Olsen og flere i den varme stol, hvor de fortæller om seneste nyt omkring Aalborgs fremtid, og hvordan det hænger sammen med budgetforslaget.
Vi har også inviteret stærke erhvervsprofiler fra Aalborg med på scenen.
Man kan bl.a. møde Aalborg Pirates-direktør Thomas Bjuring, Peter Ditlev Nødbak fra Nødbak, der har mange års erfaring i telekommunikationsbranchen og Carsten Helmuth, der er en skarp produktlederprofil med mange års erfaring.
Flere danske medier er begyndt at lave denne slags sessioner for at sætte spændende profiler sammen med læserne. Mediet Zetland har blandt andet haft stor succes med Zetland Live på bl.a. det Kongelige Teater.
Lækker mad fra MEAT
Til MigogAalborg Live krydrer vi den spændende aften med lækker tapas-tallerken fra MEAT til en særpris på bare 99 kr.
Det er dog absolut ikke tanken, at man blot skal sidde og høre på svar. Man er nemlig selv meget velkommen til at skyde ind med input og spørgsmål til debatten omkring budgettet for 2020-2023.
Det bliver MigogAalborgs chefredaktør Michael Qureshi, der skal styre snakken på scenen og sikre, at man kan få stillet sine spørgsmål og dermed aktivt få en stemme i processen omkring budgettet.
For der er en grund til, at man kalder det budgetforslag.
Aalborgs politikere ønsker nemlig at inddrage kommunens indbyggere i debatten omkring budgettet, og derfor kan man rent faktisk med gode ideer få indflydelse på budgettet.
Her er aftenens program
Kl.18.30 Velkomst ved redaktør Michael Qureshi og borgmester Thomas Kastrup-Larsen. To minutters taletid til hver af de fremmødte politikere om, hvilke vinkler i budgetforslaget som optager dem mest.
Kl. 19.00 -19.30 Spisning fra MEAT, hvor politikerne og de tre erhvervsfolk er ”spredt ud” ved bordene, så der er mulighed for at få en uformel snak med gæsterne.
Kl. 19.30 – 20.30 Fem runder spørgsmål, som Michael Qureshi stiller til panelet inkl. Facebook live studiet.
Kl.20.30 – 21.00 Spørgsmål fra salen.
Kl. 21.00 Tak for i aften v. Michael Qureshi.
Menuen
Menuen består af en tapas-tallerken med 4 slags ristet brød serveret med pulled pork, laks fra egen rygeovn, grillede tigerrejer og tomat med friske krydderurter samt en drikkevare pr. person.
Tilmelding er nødvendig – det kan du gøre her
MigogAalborg er arrangør af MigogAalborg Live – vi benytter os af NemTilmeld systemet.