Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Game Scope: Danmarks største spilfestival åbner torsdag i Nordkraft

Af Emil Kjær Jørgensen

Spilbranchen boomer for tiden, og igen i år afholdes Game Scope, som er Danmarks største spilfestival. Sidste år besøgte mere end 4000 mennesker festivalen, og den rekord satser Game Scope på at slå i år. Det hele foregår i Nordkraft og er gratis for alle.

Du kan helt eksklusivt opleve Troldspejlet LIVE, fordybe dig i Virtual reality, prøve de nyeste spil før alle andre og ikke mindst blive klogere på den nye populære sportsgren i Danmark, esport.

Vi tør godt love, at Game Scope har noget for enhver smag. Der vil være foredrag, som henvender sig mest til udviklere og interessenter inden for spilbranchen, mens den store EXPO-udstilling er stedet, hvor ALLE kan prøve de forskellige spil – lige fra de helt nye, til Subway Surfers, der er blevet downloadet mere end 1 milliard gange.

Du kan tage en snak med udviklerne og måske blive inspireret til at udvikle dit eget spil i fremtiden.

Game Scope: Danmarks største spilfestival åbner torsdag i Nordkraft
Sidste års Game Scope festival havde over 4000 besøgende.

På festivalen kan man også stifte bekendtskab med den helt nye dille inden for spil – nemlig Virtual Reality. Ligesom alt andet på festivalen, er det ganske gratis at prøve.

”Sidste år var der en kæmpe interesse for Virtual Reality, så i år har vi opgraderet med endnu flere stande, hvor man kan prøve det her nye populære fænomen i spilbranchen” fortæller Stine Lund, projektkoordinator for Game Scope.

Trænger man til en pause fra den digitale verden, tilbyder Game Scope også gratis områder med brætspil, hvor man kan hygge sig med vennerne.

Troldspejlet går live

Torsdag eftermiddag vil den legendariske vært på Troldspejlet, Jakob Stegelmann lave en LIVE-version af Troldspejlet, hvor de anmelder nogle af de spil, som er udstillet på EXPO’en.

Game Scope: Danmarks største spilfestival åbner torsdag i Nordkraft
Jakob Stegelmann er en yderst populær herre til Game Scope festivalen og sidste år var Troldspejlet LIVE en stor publikumsucces

”Publikum kommer nærmest med til et redaktionsmøde på Troldspejlet, og ser hvilke kriterier, der bliver lagt vægt på, når spillene skal anmeldes.” siger Stine Lund.

Troldspejlet plejer at være en kæmpe succes, og vi anbefaler folk at komme i god tid, da salen var propfyldt sidste år.

Esport og store pengepræmier

Esport er også rigt repræsenteret på festivalen. Det har taget hele Verden med storm i løbet af de seneste år og budskabet fra Game Scope er klart:

”Vi vil gerne vise, at esport sagtens kan være en del af et foreningsliv, som man ser det med eksempelvis fodbold.” siger Stine Lund. Derfor vil der også i samarbejde med AaB esport og GO esport blive afholdt foredrag, hvor interesserede kan få et indblik i, hvad det vil sige at gå til esport.

Det hele kulminerer med to store esports-turneringer, i henholdsvis fodboldspillet FIFA og det online kortspil Hearthstone.

Game Scope: Danmarks største spilfestival åbner torsdag i Nordkraft
Fuld koncentration under sidste års turnering i FIFA.

FIFA har plads til 128 deltagere, hvor den samlede præmiepulje er på 10.000 kroner. Dygtige FIFA-spillere har allerede meldt sin ankomst, så der bliver kamp til stregen.

Hearthstone har plads til 64 deltagere og her kan Game Scope prale af at have den største danske præmiepulje i år, nemlig hele 15.000 kroner. Fristet? – tilmelding til esport kan findes her.

”Vi opfordrer alle til at tilmelde sig, men især også fans, nysgerrige og skeptikere til at komme og overvære en esports-turnering. Der er virkelig gang i den og stemningen er helt i top!” siger Stine Lund.

DM i spiludvikling

Om lørdagen vil DM i spiludvikling blive afholdt i samarbejde med Gamelab og UNG Aalborg. Unge spiludviklere har haft mulighed for at indsende deres spil, hvor en jury finder en vinder blandt over 20 indsendte spil.

✨?✨ Game Scope Award is ON! ? #gamescopeaward16 #gamescopefestival16

Et opslag delt af Game Scope Festival (@gamescopedk) den


”Det er helt unikt, at vi i Aalborg støtter amatørudviklere og sidste år var juryen nærmest skræmte over det høje niveau som spillene havde. I år har vi også en publikumspris, hvor publikum kan være med til at vurdere hvilket spil, der er deres favorit” siger Stine Lund.

Der er alt mulig grund til at støtte de nye danske talenter. I 2015 eksporterede den danske spilbranche for over 1,2 milliarder kroner til udlandet, og det tal ser kun ud til at stige, netop på grund af den støtte, som den danske spilbranche oplever.

Game Scope: Danmarks største spilfestival åbner torsdag i Nordkraft
Game Scope har et stort netværk af frivillige, som sørger for Game Scope er en stor succes.

Game Scope ligger helt ideelt placeret i Nordkraft i centrum af Aalborg. Restauranterne i Nordkraft har åbent under hele festivalen, mens resten af Aalborgs pulserende restaurantliv er placeret et stenkast fra festivalen.

Game Scope er en del af Aalborg Festivals, som foregår fra 16-27. august. MigogAalborg dækker festivalen tæt og du kan allerede nu læse vores guide til de første dage.

Del artikel

Andre læser også