Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Fra Kessler til AALBORG AWARDS: Han skal være vært på den store aften

Af Michael Qureshi

Det er de færreste, der kan prale af at have gået tre omgange i bokseringen med selveste Mikkel Kessler.

Det kan Aalborg-drengen Nicolaj Lange faktisk. Det var lige præcis det moment i ringen med den daværende verdensmester i boksning, hvor Nicolaj Langes liv ændrede kurs.

Det vender vi tilbage til.

For det er på lørdag den 24. marts, at Nicolaj Lange trækker i jakkesættet og kommer i centrum, når han skal være vært på den allerførste og ikke mindst totalt udsolgt udgave af AALBORG AWARDS.

MigogAalborg hylder byens bedste, sejeste, modigste og vildeste i en række forskellige kategorier lige fra restaurant til arbejdsplads.

Har været vært og konferencier til store events

Det er slet ikke uvant for Nicolaj Lange at stå i rampelyset på scenen. Ud over at være en af Aalborgs bedste stand up komikere er han adskillige gange hyret som vært og konferencier til store events.

Blandt andet har han været vært til Årets Brøl, den nordjyske reklamebranches prisfest, to år i træk.

Derudover har både AaB og Aalborg Pirates også brugt ham til events. Nu venter endnu en stor aften for Nicolaj Lange på scenen i Aalborg Kongres & Kultur Center til AALBORG AWARDS.

Han skal også sørge for, at popstjernen Burhan G får en varm velkomst af de feststemte gæster.

“Jeg glæder mig helt vildt. Jeg er sikker på, at det bliver en rigtig god aften, hvor der både er plads til at rose og anerkende dem, der gør det godt for Aalborg. Det er lidt min opgave at styre det hele i mål og sikre, at folk får en god aften, og så bliver det da fantastisk at præsentere et navn som Burhan G,” forklarer Nicolaj Lange.

Solgte alt for dyre kontorartikler

Som knægt var Nicolaj Lange lærernes skræk. Krudt i røven og en entertainer der elskede at være i centrum. Han elskede at få andre til at grine. Var god til de rappe replikker og til at synge med bas i stemmen.

Men Nicolaj Lange var ikke ham, der sled scener op eller arbejdede gratis det meste af døgnet i komikerbranchen for at få et gennembrud efter gymnasiet.

I stedet brugte han talegaverne til at sælge kontorartikler, da han flyttede fra Aalborg til København.

“Oprindeligt skulle jeg læse økonomi derovre. Men jeg takkede i stedet for ja til et job som sælger for kontorudstyr. Det viste sig så, at jeg skulle ud og sælge kuglepenne og andet til kontoret, der kun skilte sig ud ved at være cirka 20 gange dyrere end konkurrenterne. Så der lærte jeg at sælge på den helt hårde måde,” fortæller Nicolaj Lange og griner højlydt.

Det var dog også her, at han første gang stod på scenen i det notoriske Comedy Zoo i København, hvor mange store komikere har optrådt.

“Der var egentlig lukket ned for flere, der skulle optræde. Jeg endte på scenen ved at bestikke DJ’en til at tænde lyset på scenen igen. Så gik jeg op og sang lidt Poul Dissing. Men det var nok mest til morskab for de kolleger, jeg havde med derinde,” forklarer Nicolaj Lange.

Finanskrisen tog pengene og det gode humør

Derfra skulle der gå 15 år, før Lange for alvor begyndte at tage drømmen om at optræde professionelt seriøst. I årene imellem nåede han at drive sin egen tøjvirksomhed med agentur på mærker som Fubu, Karl Kani og Dolomitte.

“Så kom finanskrisen og tog min penge og gode humør,” siger Nicolaj Lange og smiler, mens han tydeligt reflekterer.

Og så er vi tilbage til dagen i 2014, hvor Nicolaj Lange med bind for øjnene til sin polterabend blev smidt ind i ringen mod Mikkel Kessler.

“Det var et skelsættende øjeblik for mig. Jeg så frygten i øjnene. Hvis jeg kunne gå tre omgange med Kessler og få nogle tæv, så kunne jeg også stå på en scene og se publikum i øjnene. Det var der, at jeg for alvor besluttede mig for, at jeg ville den vej. Man kan sige, at det er sent at “springe ud af skabet” som 38-årig på den front,” forklarer Nicolaj Lange.

“I 2014 solgte jeg min del af mit firma, jeg blev gift og jeg fik debut med stand up. Så det var et vigtigt år for mit vedkommende,” fortæller han.

Kvinden han i øvrigt giftede sig med senere samme år er den kendte Aalborg-blogger Josefine Valentin. Han har en datter på 11 år og en søn på 11 dage, så der er nok at se til på alle fronter.

Satser fuldt ud på scenelivet

Debuten som komiker kom på Thorups Kælder i Århus, hvor publikum grinede af hans punchlines. Siden er det gået slag i slag, og Nicolaj Lange har blandt andet optrådt på samme scene til Open Mike’s som Frank Hvam og Sebastian Dorset. Han har også siden optrådt mere end 20 gange på Comedy Zoo scenen.

“Jeg har nogle agenturer, hvor jeg sælger møbler i dag. Men det drosler jeg ned på. I stedet satser jeg fuldt ud på at leve af at være på scenen. Som vært, komiker og i andre sammenhænge hvor man har brug for en med noget rutine og som kan være sjov. Jeg har heldigvis mærket en god efterspørgsel, og det er jeg utrolig taknemmelig for,” forklarer han.

“I 2019 skal jeg på en turné, som jeg kalder stegt flæsk og verbale tæsk. Der skal jeg optræde på forskellige steder som kroer eksempelvis, hvor man ikke er så vant til stand up comedy.

Jeg elsker at være ude og optræde, om det er på en stor scene eller til en 50 års fødselsdag. Og selv om jeg aldrig selv har prøvet Tinder, det ville nok give dårlig stemning på hjemmefronten, ja så forsøger jeg med jokes, som også den yngre generation kan relatere til,” forklarer Nicolaj Lange.

Der er ingen tvivl om, at Nicolaj Lange kun vil være med til at gøre AALBORG AWARDS endnu festligere.

Hvis du vil læse mere om ham og hvordan du eventuelt booker ham selv, så læs med her

Del artikel

Andre læser også