Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Nyt fan-initiativ fra AaB-fans: Støtter dem der ikke har råd til billetter

Af Emil Kjær Jørgensen
ArkivFoto: AaB Tifo Kaos
ArkivFoto: AaB Tifo Kaos

AaB.

Bare man siger ordet, vækker det store følelser blandt mange fodboldfans i hele Nordjylland.

Regionens største fodboldklub har skabt store resultater og oplevelser for mange generationer, hvor mesterskaberne i 1995, 1999, 2008 og 2014 står som nogle af de største minder i nyere tid.

Nu skal et nyt initiativ, #FanstilFansAaB, være med til at få de mennesker på stadion, som ikke har de økonomiske ressourcer til at støtte AaB på hjemmebane.

”AaB er for mig både en glæde, en kærlighed, et sammenhold, og ikke mindst også et fællesskab, hvor vi støtter hinanden.

Det gælder selvfølgelig også dem, som ikke lige har midlerne til eksempelvis at betale 500-1000 kr. for at komme på stadion,” fortæller Tore Lindvang, initiativtageren bag #FanstilFansAaB, til MigogAalborg.

Nyt fan-initiativ fra AaB-fans: Støtter dem der ikke har råd til billetter
Foto: AaB Tifo Kaos

Næste generation skal have oplevelserne med

 #FansTilFansAaB har til formål at give økonomisk trængte mulighed for at se udvalgte AaB-kampe på Aalborg Stadion.

Det fungerer ved, at alle kan donere penge til en indsamlingskonto.

Dernæst bliver pengene gjort op, og for donationerne indkøbes der så billetter til de udvalgte kampe.

Man kan søge om billethjælp ved at sende en mail til fanstilfansaab@gmail.com forud for de udvalgte kampe.

”Jeg har nedsat et udvalg af mangeårige, dedikerede og aktive AaB-fans med hjertet på det rette sted.

De vil træffe en beslutning om, hvem der skal i betragtning til billetterne. Vi prioriterer børnefamilier og børn/unge mellem 15-18 år først, ” siger Tore og fortsætter:

”Alle statistikker viser, at der bliver flere fattige børn i Danmark og flere familier, der har det stramt med økonomien.

Så er det jo klart, at det er de basale behov, der kommer forrest. Dermed bliver en tur på stadion noget, som bliver prioriteret lavt.

Det kan vi fans være med til at ændre.”

Det bliver til udvalgte hjemmekampe, at folk kan søge om billetter. Den første indsamlingskamp bliver hjemmekampen mod FCK d. 11. november.

Det kan du læse mere om her.

#FanstilFansAaB beder ikke om økonomisk indsigt hos ansøgere. Det hele er baseret på et tillids- og samvittighedsprincip, der beror på tillid til, at man kun ansøger, hvis behovet er reelt.

”Alt er gjort efter bogen, og jeg har sat mig grundigt ind i lovgivningen.

Vi er netop blevet godkendt af Indsamlingsnævnet, og et eventuelt overskud vil hvert år gå til AaB Tifo Kaos, som om nogen sørger for, at stadionoplevelsen er uforglemmelig.”

Nyt fan-initiativ fra AaB-fans: Støtter dem der ikke har råd til billetter
Fans der søger om billethjælp kan blandt andre se frem til at opleve Lucas Andersen på stadion.
Foto: AaB LIVE via Facebook

En tur på stadion skaber sammenhold

Tore har selv været tilskuer på stadion siden slutningen af 1980’erne, og de oplevelser, han har haft, vil han gerne give videre til den næste generation af AaB-fans.

”Følelsen af at gå ind igennem porten, dufte græsset og ikke mindst mærke suset.

Det er noget, som jeg gerne vil give videre til dem, som ikke har ressourcerne til at købe billet. At komme på stadion er et fællesskab.

Man træder ud af de sædvanlige roller, og danner venskaber på kryds og tværs af alle skel.”

Tore forklarer MigogAalborg, at de første donationer allerede er tikket ind på indsamlingskontoen.

Han understreger, at ingen donationer er for små, og du kan allerede donere nu på:

Reg. nr.: 9684
Kontonummer: 0000336068

Ønsker du at søge om billethjælp, skal du sende en mail fanstilfansaab@gmail.com med en kort beskrivelse af, hvorfor du søger billethjælp.

Overførsel via MobilePay er lige på trapperne, og du kan følge Tores projekt lige her.

Del artikel

Andre læser også