Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Enevoldsens blog: Derfor fortjener Aalborg fokus

Af Redaktionen

Kan vi fodboldspillere egentlig andet end at sparke til en bold? Er vi lige så meget professionelle café-gæster eller Playstation-gamere som fodboldspillere har ry for?

Jo vist, der er masser af fritid som fodboldspiller. Midt i sæsonen er jeg ofte færdig på AaBs træningsanlæg ved 13.30 tiden, og har ikke de store pligter før næste træning.

I mine yngre dage brugte jeg også rigtig meget tid på playstation eller tage på cafe og spille kort.

Fritid er også lig med restitution for en fodboldspiller. Du er under et hårdt pres fysisk og mentalt, og i et tæt kampprogram ville det give dårlig mening at holde på os til dobbelt-træninger til aftenmad eller lange træningslejre som man kender det fra Italien.

Det passer slet ikke ind i den danske mentalitet.

Men jeg fornemmer helt klart en stigende tendens blandt holdkammerater, og andre fodboldspillere jeg kender, at man er blevet mere bevidst om at forvalte sin fritid i retning mod tiden efter karrieren.

Da jeg forlod AaB og tog til udlandet, var der ikke rigtig nogen, som studerede ved siden af. I dag er det en helt anden sag, og største delen af truppen i AaB læser ved siden af fodbold.

Rigtig mange tager imod Spillerforeningens mange gode initiativer som eksempelvis Study4Player. Jeg læser selv til finansøkonom, og har to eksamener i juni.

Det kræver faktisk en hel del selvdisciplin at åbne bøgerne efter en formiddagstræning, hvor sofaen mange gange kalder lidt højt. Især når det hele foregår online. Jeg står selv for at tænde computeren og gå i gang med at lave de ting, som lærerne har lagt op.

Men når man får åbnet bøgerne, så giver det indhold.

Det at studere ved siden af fodbolden, og åbne op for en helt anden verden, der ikke handler om hvem vi møder i weekenden, har i den grad givet mig mere kvalitet i hverdagen.

Jeg føler måske endda, at jeg har mere overskud, når det så gælder fodbolden, fordi det ikke kører konstant i hovedet.

Andre fodboldspillere har også valgt at engagere sig som iværksættere ved siden af fodbolden. Min tidligere holdkammerat Jeppe Curth er et blændende eksempel. Han er blandt andet involveret i projektet Tonsser, som jeg synes er et fedt initiativ for unge fodboldspillere, og som har stor succes.

Thomas Enevoldsen interviewes
Interview med TV2 Nord

Det var også den glød, der tændte i mig, da jeg første gang sammen med andre ideudviklede på det her nye medie, som du har klikket dig ind på.

MigogAalborg. Et medie der sætter fuld fokus på Aalborg. På byens mange spændende begivenheder. Events. Spisesteder. Og ikke de mindst de mange positive historier der er i byen, og om folk der kommer fra Aalborg.

Jeg er selv fra Frejlev. Det er en lille by 10-12 kilometer uden for centrum, men jeg tror det er fælles for mange, der kommer fra hele Nordjylland, at man er stolte af Aalborg som centrum for hele regionen.

Jeg har spillet professionel fodbold siden jeg blev færdig med min handelsskole eksamen i 2006, og gennem alle årene har jeg rejst mange steder og mødt mennesker fra hele verden i forbindelse med fodbolden. Jeg har boet 3 år i Holland og to år i Belgien.

Men det er ikke mange, der kender Aalborg, eller ved hvad byen står for.

Aalborg er så meget andet end Jomfru ane Gade, som de fleste i Danmark vel vil nævne som det første, når snakken falder på Aalborg. Da jeg flyttede hjem til byen igen fra Belgien sommeren 2014, kunne jeg næsten ikke kende den igen.

Havnefronten er blevet helt ny moderniseret. Musikkens Hus og Utzon Centeret pryder det, der tidligere bare var gråt og kedeligt.

Der er så mange fede personligheder i byen, som ønsker at sætte Aalborg og Nordjylland på landkortet. Gode eksempler er blandt andet Jacob Risgaard, en af vores bloggere, med Coolshop.

Som hele tiden forsøger at skabe noget for byen senest med gratis koncerter med Medina og Rasmus Seebach. Desuden Cool Car Race, som samler penge ind til kræftramte børn.

Mads Peter Veiby er en anden nordjysk iværksætter, som tør at skille sig ud fra mængden i Nordjylland, og har skabt nogle rigtig succesfulde forretninger. Først med M1 og nu i form af Spilnu. Vi må også godt råbe lidt højt, når vi gør det godt. Det gælder i øvrigt også AaB, hvor vi desværre i foråret mistede pusten fra et fantastisk efterår.

Mads og Anders fra Gastromand også. De startede med at skrive om gastronomi for seks år siden, og har nu opnået stor succes med det de er gode til. Gastromændene er repræsenteret andre steder i landet, men Mads og Anders er fra Aalborg, og vi er stolte over, at de også er med som en del af ejerkredsen omkring Migogaalborg, og desuden vil blogge om, hvad der sker på det aalborgensiske gastro marked.

En af ildsjælene, som også er med i ejerkredsen omkring MigogAalborg, er journalisten Michael Qureshi, der skal være redaktør og skribent. Jeg har kendt ham gennem de seneste 10 år. Han gav mig sjældent under karakteren 10 for mine præstationer på banen, da han arbejdede på BT, så han har altid haft en høj stjerne hos mig, haha.

Michael og jeg har mange fælles bekendte, og han er gode venner med flere andre fodboldspillere jeg kender. Mit indtryk er også, at mange fodboldspillere har været tryg ved ham som journalist.

Ofte er man varsom med, hvad man siger til forskellige journalister, fordi flere skriver det de selv vil høre, og ikke det man siger, og man dermed bliver fejlciteret. Det har jeg oplevet både i Danmark og i udlandet.  Men aldrig med Michael.

Jeg har også lært mennesket Michael at kende, og jeg har blind tillid til, at han er den rette mand i redaktørstolen til at se de gode historier, der udvikler sig i Aalborg, og som vi så kan bringe på det nye medie.

Vi har ambitioner, men først og fremmest er det også, fordi vi vil Aalborg det bedste, at dette medie er blevet født. Vi føler Aalborg har brug for et medie, som sætter byen i et positivt perspektiv.

Jeg håber, at I vil give det en chance og læse med fremadrettet.

Nu gælder det sommerferie fra fodbolden et par uger for mit vedkommende.

Den står på to eksamener og bryllup hos min gode ven og holdkammerat gennem 4 år i udlandet Nicklas Pedersen. Mon ikke også det ender med en ferie i sydens sol:-)


Thomas Enevoldsen

Professionel fodboldspiller i AaB. En Aalborg-dreng fra en ægte fodboldfamilie. Farmand Peter Enevoldsen har selv spillet på AaBs førstehold og været træner i klubben. Enevoldsen har spillet i udlandet, hvor han har repræsenteret både hollandske Groningen og belgiske Mechelen. Han er desuden medstifter af MigogAalborg.

Thomas seneste blogindlæg

 

Del artikel

Andre læser også