Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Nu er lokalerne indviet: Capio Privathospital har slået dørene op i Kennedy Arkaden

Af Nathalia Hentze Nielsen
Regionsrådsformand Mads Duedahl og hospitalschef hos Capio, Mette Toftdahl.  Foto: Mogens Thomsen – TME Air-view.dk
Regionsrådsformand Mads Duedahl og hospitalschef hos Capio, Mette Toftdahl. Foto: Mogens Thomsen – TME Air-view.dk

Fredag den 7. januar var en glædens dag i Kennedy Arkaden.

Her fejrede Aalborgs nye privathospital Capio nemlig deres åbning med en intim åbningsreception i deres flotte, nyrenoverede lokaler på 5. og 6. sal i arkaden.

Privathospitalet hed tidligere Skørping Privathospital og er en del af en landsdækkende kæde, der har fokus på høj kvalitet i trygge rammer. Som et led i deres vækstrejse besluttede de sig for at flytte tættere på der, hvor de fleste nordjyder bor.

Flytningen til de moderne lokaler i Aalborg skete også for at opfylde deres vision om at være mere klimavenlige, fortalte hospitalschef Mette Toftdahl under sin velkomsttale.

I talen fokuserede hun også på det gode samarbejde med hospitalets største samarbejdspartner i Nordjylland, Region Nordjylland, som i dagens anledning var repræsenteret af den nye regionsrådsformand, Mads Duedahl, samt koncerndirektør i Region Nordjylland, Anne Bukh.

“Vi er utrolig glade for vores samarbejde, og de to store udbudsaftaler vi har med Region Nordjylland. Jeg kan fortælle, at vi i 2021 har haft 3600 unikke CPR numre i kliniske behandlinger og 2800 MR-scanninger efter omvisitering.

Det gør jer til vores suverænt største kunde, og vi ser frem til at fortsætte samarbejdet,” sagde Mette Toftdahl.

Nu er lokalerne indviet: Capio Privathospital har slået dørene op i Kennedy Arkaden
Repræsentanter fra Capios ledelse i selskab med Regionsrådsformand Mads Duedahl og koncerndirektør i Region Nordjylland, Anne Bukh. Foto: Mogens Thomsen – TME Air-view.dk

Privathospital med større kapacitet

Glæden over det gode samarbejde var bestemt også gengældt fra regionens side, lød det fra Mads Duedahl.

“Tak fordi I har valgt at åbne her. Det er nogle fantastiske lokaler, I har fundet her i Aalborg,” sagde regionsrådsformanden inden, han klippede den røde snor over.

Efter de første taler blev det tid til en rundvisning i lokalerne, der huser ni ambulatorierum, fire operationsstuer og 14 sengepladser. Kapaciteten er dermed øget gevaldigt på den nye lokation for at understøtte de mange specialer privathospitalet tilbyder.

Udover den type kirurgi Capio Privathospital allerede er kendt for som ortopædkirurgi og sport samt MR-scanninger, tilføjer de også organkirurgi, urologi, plastikkirurgi, dermatologi og reumatologi for blot at nævne nogle af de nye specialer.

Nu er lokalerne indviet: Capio Privathospital har slået dørene op i Kennedy Arkaden
Foto: Mogens Thomsen – TME Air-view.dk

Netop ortopædkirurgi og MR-scanninger er to af de store udbud fra Region Nordjylland som Capio Privathospital har vundet, men det kendetegner generelt partnerskabet, at de to parter hinanden hjælper, hvor der er brug for det.

“Vi har haft et rigtigt godt samarbejde i mange år med Region Nordjylland. Størstedelen af de patienter vi ser er henvist fra regionen, og vi har også et partnerskab, hvor vi i fællesskab drøfter, hvordan kan vi hjælpe og understøtte hinanden.

Det vi kan som privat leverandør er skrue relativt hurtigt op for forskellige specialer, hvis det er det, der bliver efterspurgt. Det samarbejde har fungeret godt i mange år, og det glæder vi os til at fortsætte – også i større kapacitet, fordi vi får mere plads og flere operationsstuer end vi havde i Skørping,” forklarer Mette Toftdahl til MigogAalborg.

Nu er lokalerne indviet: Capio Privathospital har slået dørene op i Kennedy Arkaden
Foto: Mogens Thomsen – TME Air-view.dk

Mads Duedahl supplerer:

“For regionen har det stor betydning, at vi har gode samarbejdspartnere. Vi har et ønske om at gøre det så godt som muligt for nordjyderne, når det handler om at øge deres sundhed, men også at gøre det så hurtigt som muligt, så man ikke bliver tabt på en venteliste.

Det er vigtigt at have både et stærkt offentligt sundhedsvæsen, men også et stærkt privat sundhedsvæsen. Heldigvis har vi et fantastisk samarbejde med Capio i Region Nordjylland, så vi er rigtig glade for, at de kommer til Aalborg inde i centrum, hvor det er let at komme til for rigtig mange nordjyder,” forklarede han.

Den grønne vinkel

Vigtigheden i at være der, hvor nordjyderne bor og samles er én af grundene til, at Capio Privathospital nu er flyttet ind til Aalborg, men det grønne aspekt er mindst lige så vigtigt.

Under åbningsreceptionen tog vi fat i Janni Strøm, der er kvalitets- og bæredygtighedschef, for at høre nærmere om deres bæredygtige visioner.

“Det er nærliggende, når man har en stor drift, som vi har på vores hospitaler, at vi kan rykke på bæredygtighed.

Nu har vi flyttet Skørping ind til Aalborg, og det har gjort det muligt for os at træffe nogle valg, der gør det til et mere bæredygtigt hospital. Vi har eksempelvis skiftet al ventilation i de nye lokaler, og så har vi også meget fokus på håndtering og sortering af affald,” udtalte hun.

Derudover har Capio også samarbejdet med den socialansvarlige og bæredygtige virksomhed Råt&Godt, der har bygget skranke og møbler lavet af rest- og genbrugsmaterialer til hospitalet.

“Vi har slået pjalterne sammen med Christian Helweg fra Råt&Godt, fordi vi gerne vil arbejde for en grønnere dagsorden samtidig med, at vi også samarbejder lokalt,” fortalte Mette Toftdahl om samarbejdet.

Læs mere om Capio Privathospital her.

Del artikel

Andre læser også