Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Anmeldelse af byVANDring: Få en sanselig teateroplevelse i Aalborgs gader

Af Stine Kjølby Christensen

Byens kulturinstitutioner har haft svære kår det sidste år.

En pandemi går ikke særlig godt i spænd med dét at sidde tæt i en lukket sal – men så kan man jo vælge at lægge sig fladt ned … eller tænke ud af salen.

På Aalborg Teater kan du lige nu deltage i en særlig teateroplevelse, der både foregår udendørs og gør det nemt for dig at undgå store forsamlinger.

På teatrets byVANDring får du lov at besøge grænselandet mellem fantasi og virkelighed, fortid og nutid, himmel og hav.

Forestillingen foregår på gåben rundt omkring i Aalborgs ældste gader, hvor du vandrer rundt både på egen hånd og med hjælp fra de skuespillere, der skal lede dig på vej mod næste møde.

Grænsen mellem fantasi og virkelighed

MigogAalborg deltog i byVANDringen i går, der startede ved Utzon Center.

Herfra blev vi ledt i armene på den første skuespiller – en ung mand iklædt matrostøj, der startede rejsen med en anekdote om hans bedstefar.

Vi indrømmer gerne, at der mere blev fniset end reelt lyttet ved første post. Det var faktisk en udfordring at gå fra virkeligheden og direkte ind i et parallelt univers, mens Aalborg jo stadig susede forbi én.

En udfordring, man ikke møder i en teatersal, hvor man er vant til at træde ind i en fortælling og glemme alt om verden udenfor. Denne gang var man jo i verden udenfor – i hvert fald de første minutter.

Den matrosklædte mand sendte os hurtigt videre i gaderne, hvor vi fik små ledetråde til, hvor næste punkt på rejsen befandt sig.

Det er svært at fortælle om turen uden at afsløre for meget, men vi kan i hvert fald sige, at du både får lov at se helt nye sider af din by, og samtidig får stimuleret alle sanser på en helt ny måde.

At stole på det fremmede

Som publikum blev vi helt uskyldigt involveret i forestillingen – et element, som vi før start havde håbet at kunne slippe udenom – men da man først stod i det, så glemte man altså hurtigt, at folk omkring én ikke forstod en brik af, hvorfor man pludselig stod forstenet midt på gaden med lukkede øjne.

Det føltes ligegyldigt og tilliden til de skuespillere, man aldrig før havde mødt – og endda nogen, man aldrig fik lov at se – blev altafgørende, for at oplevelsen blev god.

Alt imens man aldrig helt vidste, hvem på gaden der var en del af forestillingen og hvem, der blot var en almindelig borger på en aftengåtur – alle døre stod åbne og det var op til én selv, hvilken man ville gå ind af.

Rejsen var både uforudsigelig, forunderlig og spændende.

I takt med, at man glemte alt om virkeligheden og accepterede, at denne aften blev brugt bag en hemmelig bagdør, som kun vi kendte til, blev man også mere og mere ivrig for at se, hvor næste stop ville være – og hvem man ville møde.

byVANDring er med andre ord et virkelig godt bud på en anderledes teateroplevelse, du burde give dig selv i år.  Vandreforestillingen kan opleves til og med d. 30. maj, og du kan købe billet lige her. 

Del artikel

Andre læser også