Vil højne kvaliteten: BreadByKaerup udvider kaffebaren
I de seneste to år har William Kærup serveret lækre kager, brød og kaffe fra sit lille mikrobageri på Kastetvej.
Kvaliteten har været i top fra starten, især inden for bageridelen, hvor William har fokuseret på et begrænset udvalg af produkter af høj kvalitet. Og det må man sige er lykkes.
Mens bagværket altid har været Williams store fokus, har kaffen derimod været en del af bageriet, der løbende har udviklet sig. Men også her er man nu ved at nå toppen.
I bageriet har William valgt at udvide kaffebaren med en ekstra disk, så der i fremtiden bliver endnu bedre muligheder for at eksperimentere med kaffen – og ikke mindst det nye udstyr, der er blevet købt i samme anledning.
“Jeg har valgt at udvide kaffebaren, så vi får mere plads at arbejde på og dermed bedre mulighed for at udfolde os,” forklarer William til MigogAalborg, mens han viser den nye “afdeling” frem.
Den består blandt andet af en nyindkøbt kværn og en ny bryggestation.
Toppen af kaffepoppen
Da BreadByKaerup startede op, blev der serveret filterkaffe og “et standard skud espresso”, som han selv udtrykker det.
Dengang var det eneste, der skulle holdes styr på, den såkaldte løbetid, mens William – og hans barista Katja – nu måler, vejer og tager tid på alt, der skal igennem maskinerne.
“Hvis vi ser på det kvalitetsmæssige, så sker der utrolig meget inden for kaffeverdenen sammenlignet med vores brød og kager.
Vi vil hele tiden gerne optimere og forbedre os, og det gælder især også kaffen,” forklarer han.
Indtil nu har William og Co. brugt bønner fra det lokale firma Bentax, men også her er der nyheder.
“Jeg blev dybt forelsket i Prolog, der i øjeblikket er blandt de bedste inden for Third Wave Coffee (red. se forklaring her) i Danmark.
De holder til i Kødbyen i København, og de importerer og rister deres egne bønner, som de derefter sender til små bagerier og kaffebarer.
Når jeg modtager dem om fredagen, er de blevet ristet om torsdagen, så de er helt friske.”
Nu skal der eksperimenteres!
BreadByKaerup er de eneste i Aalborg, der har fået lov til at servere Prolog-kaffe – på landsplan er det anerkendte bagerier som Juno og Heart Bageri, der også har fået adgang til “klubben”.
“Vi er meget stolte over at have fået lov til at servere det. Det er også en af grundene til, at vi har opgraderet vores udstyr – sådan en kaffe forpligter,” siger William, mens Katja i baggrunden lovpriser Prolog som “en af de bedste i hele Europa”.
William udvælger selv bønnerne fra Prolog ud fra et sortimentkatalog, der ændrer sig løbende efter sæsonen.
Lige nu bruger han blandt andet de aktuelle bønner til den nye Espresso Tonic – en kaffedrik, som han ikke selv var fan af … i hvert fald ikke før Katja insisterede på at servere den for ham.
“Den smagte simpelthen fantastisk. Og jeg havde jo selv sagt, at vi skulle eksperimentere mere, hvilket resulterede i noget virkelig lækkert,” siger han med et smil.
“Vi har aftalt, at tonic’en skal udvikle sig henover sommeren baseret på de bønner, vi får.
Lige nu bruger vi en kenyansk bønne til espressoen, der har en blomsteragtig smag med noter af bær. Den bliver så blandet med vores tonic med rabarber og hindbær, hvilket giver en frisk og sommerlig smag,” siger han.
Der er ingen tvivl om, at BreadByKaerup har vundet aalborgensernes hjerte, og mange dage må William da også melde udsolgt før åbningstiden rinder ud.
Men trods de beskedne 54 kvadratmeter i Aalborg Vestby, som det lille hold har at arbejde på, er der ingen planer om at udvide.
“Vi vil ikke udvide, nej. Til gengæld vil vi gerne hele tiden blive bedre. Og det fortsætter vi med,” slår han fast.