Anmeldelse: Wallmanns Christmas Show leverer over hele linjen
I weekenden kunne Wallmanns for første gang opleves i Aalborg med deres storslåede og populære Christmas Show, der løber af stablen hver fredag og lørdag indtil den 7. december.
Det var samtidig også første gang, at showet kunne opleves uden for København.
Konceptet var dog stadig det samme: et storslået show, lækker fire-retters middag og et festligt afterparty med DJ og dans.
Menuen blev naturligvis leveret af det altid forrygende Papegøjehaven og var nøje tilpasset showet og den søde juletid.
Mad- og showoplevelse i ét
Det helt specielle ved Wallmanns Christmas Show er, at mad- og showoplevelse er flettet sammen i ét.
Der er en perfekt afstemt balance mellem underholdning og mad, så du som gæst blot kan slappe af, nyde showet og den dejlige mad, og lade dig blive ført igennem fantastiske smags- og showoplevelser.
Før, mellem og efter de fire retter mad er der skøn underholdning, der består af alt fra sang, dans og akrobatik i luften til afklædte og veltrænede kroppe, et badekar fyldt med vand samt en helt masse julemænd.
Alt sammen udført af topprofessionelle performers, der udviser enormt meget nærvær, således at man som gæst ikke blot føler sig som en tilskuer, men rent faktisk som en del af showet.
Af sange levereres den ene klassiker efter den anden af det bedste fra dansk og international rock, legendariske boyband-numre, Motown-inspireret musik og ikke mindst et fantastisk julenummer, der får julestemningen til at nå helt nye højder.
Det er svært ikke at rocke med, når de dygtige performers indtager Europahallen – og ikke kun fra scenen, men også syngende blandt publikum.
Det er sjældent, man oplever scenenærvær i den grad, og det er helt sikkert med til at skabe den gode oplevelse.
Wallmanns samler publikum
MigogAalborg gæstede Europa-hallen lørdag aften sammen med en helt masse andre festglade mennesker.
Humøret var højt blandt det fornøjede publikum og de tilkøbte drikkevarepakker blev udnyttet på bedste vis (…).
Der emmede af julefrokost-stemning blandt alle, så selvom folk kom i grupper – store som små – endte festen ud i samtaler og dans på kryds og tværs.
Wallmanns forstår virkelig at sætte en fest i gang, og servicen var helt i top igennem hele aftenen.
Alt i alt var det en luksuriøs og ekstremt underholdende aften.
DJ Thomas Guldhammer holder festen kørende
Efter de professionelle performers havde satte gang i festen holdte DJ Thomas Guldhammer den kørende resten af aftenen.
Thomas har mere end 20 års erfaring med at fyre op under et dansegulv, og han klarede da også jobbet til topkarakter i lørdags.
Wallmanns Christmas Show kan opleves alle fredage og lørdag til og med den 7. december.