Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Aalborg Lufthavn mere populær end København og Billund

Af Michael Qureshi

Aalborg Lufthavn har netop afsluttet sin bedste november nogensinde i lufthavnens historie.

Med massiv vækst i udenrigstrafikken er Aalborg Lufthavn inde i en rivende udvikling.

Det er også et kæmpe skulderklap, at lufthavnen for andet år i træk er blandt Danmarks mest anbefalede brands ifølge analysebureauet YouGov.

Aalborg Lufthavn er på en syvendeplads på en liste, der ellers tæller giganter som Netflix, Mobile Pay og Lego. Det er også ret bemærkelsesværdigt, at de to større lufthavne som Københavs Lufthavn og Billund ikke er at finde på Top 10 listen.

Stor anerkendelse for lufthavnen

YouGov BrandIndex har set nærmere på, hvilke virksomheder og brands, der er gode til at skabe ambassadører, altså kunder, der vil anbefale deres brands.

Her spørger man tilfældige danskere, hvilke mærker de vil anbefale til venner, familie eller kolleger. Det er her, at Aalborg Lufthavn er med i Top 10 som toppes af Lærerstandens Brandforsikring og MobilePay.

Det skaber enorm stolthed i ledelsen i Aalborg Lufthavn.

“Det er en stor anerkendelse for os at ligge nummer syv på den prestigefyldte liste, faktisk for andet år i træk. Det er ikke hvem som helst, der er placeret på listen med kæmpe internationale brands som også er repræsenteret.

Vi har gennem en årrække arbejdet meget målrettet med strategisk branding og positionering af Aalborg Lufthavn såvel internt som eksternt. Derfor er det for os en kæmpe succes, når vores passagerer proaktivt anbefaler os som brand. Større anerkendelse kan vi vel ikke få,” siger Rikke Mølgaard, salgs- og marketingsdirektør i AAL til MigogAalborg.

Aalborg kys

Snart kan flyene lande i al slags vejr

Det er ikke den eneste gode nyhed, som man kan glæde sig over i den hastigt voksende lufthavn. En opgradering af landingssystemet er netop blevet godkendt og igangsat.

Det nye system vil sikre, at fly kan lande i al slags vejr i Aalborg Lufthavn, hvor især tåge tidligere har drillet rigtig mange afgange og landinger. Systemet ventes klar i maj 2018, og det kan faktisk betyde flere nye internationale ruter til Aalborg.

“Når det gælder systemet ILS CAT III så rykker vi op i Superligaen. Hidtil har det kun været Cph og Billund, der har haft systemet her i Danmark. Det er meget vigtigt for flyselskaberne, og det har selvfølgelig også den betydning for passagerne, at der kommer færre forsinkelser og aflysninger, da man nu kan lande uagtet vejrlige forhold,” siger Rikke Mølgaard.

Her er listen med Danmarks 10 mest anbefalede brands ifølge YouGov

  1. Lærerstandens Brandforsikring
  2. MobilePay
  3. Thai Airways
  4. Skoda
  5. Lego
  6. Netflix
  7. Aalborg Lufthavn
  8. Det Kongelige Teater
  9. Rema 1000
  10. Løgismose

Del artikel

Andre læser også