Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Aalborg-iværksætter på tv i bedste sendetid: Sådan går det i dag

Af Nana Veilov Carlsen

I Aalborg går en iværksætter rundt med is i maven.

Kim Jensen lånte i 2014 en halv million i banken, sagde sin faste stilling op – alt sammen for at føre drømmen om at skabe verdens første håndholdte isterninge-maskine ud i livet.

Alt dette ved du sikkert, hvis du så TV2 i går aftes.

Her fulgte programmet 365 dage til succes nemlig den nordjyske iværksætter Kim Jensen. Igennem et helt år blev både Kims op- og nedture dokumenteret i bedste sendetid.

Men siden programmets optagelser sluttede i sommer, er der sket en masse nyt med virksomheden.

Sådan går det i dag

Siden TV2 programmet har Kim solgt 20.000 produkter, og han er i forhandling med en stor EU-distributør, som forhåbentlig kommer på plads, inden for de næste par uger.

Op til jul har der været så stor interesse for isterningeopfindelsen, at to af farverne faktisk endte i restordre.

Teamet har derfor travlt med at hente ekstra hjem fra produktionen i Kina, som når at komme, inden julehandlen for alvor går i gang.

ICEBREAKER forhandles nu i store kæder som Bahne, Sinnerup, Værsgo og udvalgte Kop & Kande-butikker.

Har udvidet til 70 lande

Det har taget tre år at udvikle den avancerede teknologi og produktet, som i dag udgør ICEBREAKER, og som er et patentbeskyttet varemærke.

ICEBREAKER Urban er det første produkt i serien, som i dag sælges i 70 lande, så ambitionerne er store, og rejsen er først lige begyndt for Kim og co.

Selvom virksomheden holder til i Nordjylland, er der ingen tvivl om, at ambitionerne også ligger udenlands, og Kim ser intet problem i at have virksomhed i Aalborg – det er i Nordjylland, han er opvokset, og det er her, han har udført sine bedste ideer.

Projektet blev første år finansieret via crowdfunding-platformen Kickstarter, hvor Kim hentede 700.000 kroner inden produktet gik i produktion. Siden fik han også økonomisk opbakning af både Borean Invest og Vækstfonden.

Det har kostet Kim og Icebreaker Nordic omkring 10 millioner kroner indtil nu, hvor de endelig kan præsentere ICEBREAKER Urban i land nummer 70.

Fra irritationsmoment til hverdagsluksus

Det er nu cirka et år siden, at Kim Jensen lykkedes med at færdigproducere den håndholdte isterningemaskine. Siden isterningemaskinen blev lanceret 1. november 2017, har Kim knoklet for at få den ud på markedet.

Ideen blev til virkelighed som et led i ambitionen om at gøre isterninger nemmere tilgængelige. Allerede i 2001 startede planerne, da idémanden bag, Kim Jensen boede i Austin Texas og oplevede, hvordan isterninger her var en integreret del af hverdagen.

Det satte refleksioner i gang om, hvordan isterninger kunne blive en hverdagsluksus, der er nem at tilgå – uden besværlige isterningeposer eller dyre løsninger, som fx et amerikanerkøleskab. Målet blev at revolutionere måden, hvorpå isterninger bliver lavet.

Aalborg-iværksætter på tv i bedste sendetid: Sådan går det i dag

Nytænkning på isterningemarkedet

ICEBREAKER Urban nytænker isterningemarkedet og er baseret på tre enkle steps:

1. Fyld med vand

2. Læg på frys

3. Server

Derudover kan ICEBREAKER genfyldes flere gange om dagen.

”Det har været en stor udfordring at få vand til at fryse inde i en mekanisk konstruktion af plastik og at frigive isen ved bare at dreje på et låg,” forklarer Kim Jensen.

Opgaven har derfor været at forsimple et komplekst produkt, så det er nemt og overskueligt at forstå og bruge. Vejen har ikke været nem, og der har været mange udfordringer undervejs, da teknologien er kompliceret, og gentagne produktionsudfordringer har forsinket processen.

”At vi er de første til at lancere en håndholdt isterningemaskine, er ikke uden grund. Der er mange udfordringer med at smide et komplekst produkt i minusgrader.

Mange har sagt til mig, at det ikke kunne lade sig gøre. Sammen med mit team har jeg bevist, at det kunne det”.

Aalborg-iværksætter på tv i bedste sendetid: Sådan går det i dag

Del artikel

Andre læser også