Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Vejarbejde starter snart: Giver store trafikale ændringer i det centrale Aalborg

Af Emil Kjær Jørgensen
Arkivfoto Boulevarden
Arkivfoto Boulevarden

Det skal være skidt, før det bliver godt.

Det ordsprog passer nok meget godt på den trafikale situation i Aalborg lige for tiden.

Årsagen hedder Plusbus, som bliver Aalborgs nye busforbindelse, der vil køre på den 12 km lange strækning fra Væddeløbsbanen gennem midtbyen til Nyt Aalborg Universitetshospital.

Strækningen forventes at åbne i 2023, og det helt specielle ved Plusbus er blandt andet, at den har egen busbane og altid er prioriteret i lyskryds. Det kræver selvsagt en masse ændringer i infrastrukturen.

Der bliver allerede arbejdet på højtryk mange steder i byen og fra næste mandag, d. 2. marts, er der udsigt til endnu flere trafikale ændringer på tre centrale strækninger i byen.

Det skriver Plusbus.dk.

Her får du overblikket over ændringerne på Boulevarden, Sohngårdsholmsvej og Jyllandsgade:

Trafikale ændringer på Boulevarden

Som det fremgår af billedet nedenfor, bliver arbejdet på Boulevarden delt op i 3 etaper, så generne bliver så minimale som muligt.

Etape A varer fra 2. marts – 30 marts, Etape B fra 2. marts til 26. april og Etape C fra 27. april til 27. juli.

Vejarbejde starter snart: Giver store trafikale ændringer i det centrale Aalborg
Foto: Plusbus

Anlægsarbejdet vil naturligvis påvirke trafikken på flere måder.

De to signalregulerede kryds ved henholdsvis Vingårdsgade og Danmarksgade opretholdes for kørsel på tværs af Boulevarden.

Trafiksituationen i anlægsperioden vil svare til den fremtidige trafiksituation.

Der opretholdes forgænger- og cykelforbindelser i begge retninger. Der henvises til orienteringstavler med omkørsler for biltrafik.

Parkeringspladser langs Boulevarden nedlukkes i forbindelse med, at de forskellige etaper afspærres. Parkering i afmærkede båse langs vestsiden tillades igen efter afslutning af de pågældende etaper.

I forbindelse med anlægsarbejdet vil der i etape A være omkørsler for den kollektive trafik, og der placeres midlertidige stoppesteder langs denne.

“Vi gør os umage for at opretholde gode forhold for borgere og erhvervsdrivende langs Boulevarden under anlægsarbejdet.

Der arbejdes som hovedregel på hverdage i tidsrummet fra kl. 7.00-18.00. Når der arbejdes, vil der i perioder være støv, støj og vibrationer.

Vi opfordrer under anlægsperioden til, at omkringliggende overordnede veje anvendes, således kørsel på mindre veje minimeres mest muligt.” skriver Plusbus.

Sådan bliver trafiksituationen på Boulevarden fremover

Trafikken på langs af Boulevarden vil ændre karakter efter renoveringen.

Der gennemføres restriktioner for biltrafik for Boulevarden.

Sankelmarksgade og adgangen til Borgmesterens Forvaltning og Skat lukkes mod Boulevarden. Adgang til Sankelmarksgade skal ske via Jernbanegade og adgang til Borgmesterens Forvaltning og Skat skal ske via Rantzausgade.

Varetransport vil fortsat være muligt, og der laves vareafsætningspladser flere steder på strækningen.

Mulighed for parkering langs østsiden af Boulevarden syd for Danmarksgade fjernes fra d. 2. marts 2020. Der henvises til nærliggende offentlige parkeringspladser.

Du kan se et principkort for trafiksituationen fremover her:

Vejarbejde starter snart: Giver store trafikale ændringer i det centrale Aalborg
Foto: PlusBus

Trafikale ændringer på Sohngårdsholmsvej

Men det er ikke kun i centrum af Aalborg, at der er udsigt til trafikale ændringer.

Arbejdet på Sohngårdsholmsvej vil foregår i 4 etaper, som det fremgår af grafikken:

Vejarbejde starter snart: Giver store trafikale ændringer i det centrale Aalborg
Foto: Plusbus

Under anlægsarbejdet er etaperne A og C spærret for gennemkørsel. Ved Øster Allé etableres fast spærring.

Ejendomme med indkørsler i etape A har adgang fra krydset ved Bernstoffsgade og Kridtsløjfen. Når etaperne A og C er afsluttede, åbnes disse for trafik.

I forbindelse med anlægsarbejdet vil der være omkørsler for den kollektive trafik og der placeres midlertidige stoppesteder langs denne. Omkørslerne vil være gældende frem til 1. december 2020.

I forbindelse med omkørsel af den kollektive trafik er det nødvendigt midlertidigt at fjerne fartdæmpende helleanlæg på Riishøjvej mellem Petersborgvej og Enghavevej for at give plads til busser.

Det påpeges, at hastighedsgrænsen fortsat vil være 40 km/t. Disse etableres på ny i forbindelse med afslutning på anlægsarbejdet på Sohngårdsholmsvej.

Under anlægsperioden opfordres der til, at omkringliggende overordnede veje anvendes, således kørsel på mindre veje minimeres mest muligt.

I hele anlægsperioden vil det være muligt at benytte Sohngårdsholmsvej som gående eller cyklist.

Sådan bliver trafiksituationen på Sohngårdsholmsvej fremover

Trafikken på Sohngårdsholmsvej vil i store træk foregå på samme vis som i dag, hvor de tre signalanlæg på strækningen vil sikre fri bevægelighed.

Øvrige sideveje og ejendomme med udkørsler direkte til Sohngårdsholmsvej vil i fremtiden grundet busbanerne blive pålagt venstresvingsforbud.

Fremkommeligheden for busserne vil forbedres, og der vil fortsat være gode forhold for øvrige køretøjer.

De bløde trafikanter tilgodeses med nye fortov og etablering af cykelstier i begge sider på hele strækningen. Samtidig bliver forholdene for svagtseende og dårligt gående forbedret i krydsene. Principkort for trafiksituationen i fremtiden er vist nedenfor.

Hastigheden på Sohngårdsholmsvej vil fortsat være 50 km/t med undtagelse af kortere strækninger bagom de nye Plusbus-perroner, hvor hastighedsgrænsen sænkes til 40 km/t.

Du kan se et principkort for trafiksituationen fremover her:

Vejarbejde starter snart: Giver store trafikale ændringer i det centrale Aalborg
Foto: Plusbus

Trafikale ændringer på Jyllandsgade

Der vil også ske en række ændringer på Jyllandsgade i den kommende tid, og vil arbejdet også blive delt ind i etaper.

Vejarbejde starter snart: Giver store trafikale ændringer i det centrale Aalborg
Foto: Plusbus

Under anlægsarbejdet i etaperne A, B og D er disse spærrede for gennemkørsel.

Ejendomme med indkørsler i disse punkter har adgang fra øst ved Sønderbro. Dog er der valgfri retning for Beredskabscenter Aalborg.

Når etaperne er afsluttede, åbnes disse for trafik. I forhold til etape C og E vil ét spor i hver retning være farbar i anlægsperioden.

I forbindelse med anlægsarbejdet vil der være omkørsler for den kollektive trafik, og der placeres midlertidige stoppesteder langs denne. Omkørslerne vil være gældende frem til 1. december 2020.

Under anlægsperioden opfordres der til, at omkringliggende overordnede veje anvendes, således kørsel på mindre veje minimeres mest muligt.

Sådan bliver trafiksituationen på Jyllandsgade fremover

Trafikken på Jyllandsgade og Karolinelundsvej vil i store træk foregå på samme vis som i dag, men der vil i fremtiden være begrænsninger i krydset ved Dag Hammarskjølds Gade, hvor venstresving ikke vil være tilladt.

Desuden vil venstresving fra Jyllandsgade mod Kjellupsgade heller ikke være tilladt. Fremkommeligheden for busserne vil forbedres, og der vil fortsat være gode forhold for øvrige køretøjer.

De bløde trafikanter tilgodeses med nye fortove og nye cykelstier i begge sider på hele strækningen.

Samtidig bliver forholdene for svagtseende og dårligt gående forbedret i krydsene.

Hastigheden på Jyllandsgade vil fortsat være 50 km/t med undtagelse af kortere strækninger bagom de nye Plusbusperroner, hvor hastighedsgrænsen sænkes til 40 km/t.

Mulighed for parkering langs Jyllandsgade fjernes 2. marts 2020. Der henvises til den offentlige parkeringsplads på Sauers Plads.

Principkort for trafiksituationen i fremtiden er vist nedenfor.

Vejarbejde starter snart: Giver store trafikale ændringer i det centrale Aalborg
Foto: Plusbus

FAKTA OM PLUSBUS

  • har egen busbane og er altid prioritet i lyskryds
  • ruten tager ca. 30 min at køre
  • rævn overflade uden huller og bump
  • hurtig ind- og udstigning – typisk under 20 sekunder
  • komfortable og støjsvage
  • plads til 150-200 passagerer
  • kører op til 50 km/t – i gennemsnit 21-22 km/t
  • op til 25 meter lange
  • ca. 7,5 minutter mellem busserne
  • barnevogne kan medbringes i busserne
  • miljøvenlig transportform
  • forventes at åbne i 2023

Du kan holde dig opdateret om Plusbus her.

Del artikel

Andre læser også