Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Bobler og kransekage: Kom til sjovt Nytårsløb i Aalborg

Af Nathalia Hentze Nielsen

Til jul og nytår flyder mad og drikke i stride strømme i de danske hjem, og alle tanker om sund livsstil pakkes væk for en stund.

Har du alligevel lyst til at få en enkelt god løbetur presset ind mellem de mange måltider, skal det næsten være Skansens Nytårsløb, der i år er tilbage efter to års corona-pause.

“Vi arbejder hver dag for at kunne hjælpe alle i vores nærområde med at være så aktive som muligt, så at løbe ind i det nye år, falder os helt naturligt,” fortæller Skansens løbeglade fitnessleder Stine Rex i en pressemeddelelse.

Hun er selv kendt for sine mange kilometer i løbeskoene, ofte over flere døgn, men til Nytårsløbet er det den for hende mindre kendte distance 5-kilometer der skal løbes.

“Det bliver en nytårsfest fra morgenstunden, når vi starter. Undervejs på ruten vil der være festklædte monstre, som hepper løberne igennem med stjernekastere og godt humør.

I mål glæder jeg mig til at nyde et glas bobler og et fortjent stykke kransekage, sammen med forhåbentligt mange løbeglade nytårsgæster,” fortæller hun.

Nytårsløb i smukke omgivelser

Skansen er mest kendt for svømmehallen og de varme gus, og dem kan man også få lov til at prøve som deltager i Nytårsløbet med en billig nytårsbillet.

Løbet er dog den primære aktivitet, og det er en folkesport for de ansatte, hvor man finder alt fra tidligere eliteløbere til arrangører af velgørenhedsløb og motionsløberne.

Det er derfor en meget glad direktør, som endelig kan indbyde til Nytårsløb igen.

“Efter vi har måtte aflyse de foregående år, er det med stor glæde, at vi sammen med Aalborg Firmaidræt kan invitere til nytårsløb i de smukke omgivelser ved kridtgraven og igennem vores center igen.

Nytåret er en fest, som vi skal fejre sammen, og findes der bedre måder at starte på end med løb og en skål?” spørger Skansens direktør Lars Dam Møller.

Musik og festlig stemning

Og løbet i år betyder faktisk endnu mere for direktøren. Som tidligere deltager i alt fra 10-kilometers løb til maraton til nu at have holdt syv års pause fra løb, skal han igen i skoene.

“Jeg glæder mig til at løbe sammen med en masse glade løbere og familier og ønske godt nytår til alle. Og ligesom det bliver specielt for mig at være med til at skabe noget specielt for alle, der deltager”, siger direktøren og fortæller videre:

“Ud over boblerne sørger vi for musik og festlig stemning, når vi slutter løbet i Hal 1, så kom ud og vær med,” opfordrer Lars Dam Møller.

Også centerets eventleder Klaus Jaqué, som flere gange har vundet DM-medaljer på atletikbanen, glæder sig.

“At løbe nytårsløb er for mig en tradition helt fra barns ben, og siden jeg flyttede til Aalborg har corona holdt mig fra at holde den i live, så jeg glæder mig til at dele nytårs- og løbeglæden med rigtigt mange aalborggensere og selvfølgelig til et stykke kransekage bagefter,” fortæller han grinende.

Hvad: Nytårsløb med bobler, kransekage og musik
Hvor: Lerumbakken, Skansen, Nørresundby
Hvornår: Nytårsdag, 31. december, kl. 10.00

Nytårsløbet på Skansen starter klokken 10.00, og man kan løbe børneruten på 2-kilometer, 5- eller 10-kilometer på dagen.

Der er præmier til de hurtigste i mål, samt spurtpræmier. 

Køb billet til løbet her.

Del artikel

Andre læser også