Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Sensationelt fund: Nu bliver middelaldersværdet udstillet

Af Stine Kjølby Christensen
Foto: Nordjyllands Historiske Museum
Foto: Nordjyllands Historiske Museum

Det var lidt af en sensation, da et sværd fra middelalderen pludselig stak op af jorden i Algade midt i Aalborg i februar måned.

Sværdet var ikke alene intakt, det var usædvanligt velbevaret, og da konservatoren fra Bevaringscenter Nord indledte afrensningen af sværdet, dukkede spor af en mulig inskription også frem på klingen.

Nu fortsætter konservator Nanna Braunschweig Hansen arbejdet med sværdet, og i to dage vil det foregå foran publikum på Aalborg Historiske Museum.

Tirsdag og onsdag op til påske sidder hun mellem kl. 11 og 15 og arbejder på sværdet i udstillingen på første sal.

Det koster kun almindelig entré til museet at følge arbejdet på tæt hold.

Nu skal sværdet udstilles

Hele påsken udstilles sværdet så i en speciel sikkerhedsmontre.

Helt ekstraordinært vælger Aalborg Historiske Museum at holde åbent påskedag og 2. påskedag, selv om museet normalt er lukket på søndage og mandage.

Sværdet vil være udstillet frem til 1. juni, hvor det skal tilbage til Bevaringscenter Nord, så konservatorerne kan afslutte arbejdet med det.

Sensationelt fund: Nu bliver middelaldersværdet udstillet

Inskription dukker op

I februar kunne de ved den første afrensning af sværdets klinge konstatere, at der faktisk ser ud til at være spor efter en indskrift i sværdets blodrille.

Vi kender til flere eksempler på indlagte bogstaver og tegn på sværdklinger fundet rundt omkring i Europa, men også fra danske fund kender vi til denne detalje.

Der er i mange tilfælde tale om mestermærker, dvs. navnet eller logoet fra de våbensmedjer, som i sin tid producerede klingerne.

I 800-1000 produceres der f.eks. talrige klinger med inskriptionen +VLFBERHT+, der har fungeret som et slags varemærke eller en typebetegnelse for disse klinger.

I højmiddelalderen skifter tendensen dog mere til, at der nu bliver indlagt religiøse sætninger som f.eks. ”in nomine domini” eller længere vilkårlige forløb af bogstaver, som ikke giver nogen umiddelbar mening.

På sværdet fra Algade i Aalborg kan man se, at der har været indlagt en indskrift på adskillige centimeters længde, og på enkelte af tegnene er der oven i købet rester af et gyldent metal.

Guld er der ikke tale om, men nok nærmere en kobberlegering.

Det bliver utroligt spændende at se, hvad der står, når hele klingen er renset. 

Hvad: Oplev konservatoren arbejde med sværdet
Hvor: Aalborg Historiske Museum, Algade 48, 9000 Aalborg
Hvornår:
Tirsdag 16. og onsdag 17. april kl. 11-15

Sværdet udstilles:

Fra Skærtorsdag 18. april til 1. juni – tirsdag-lørdag kl. 10-17 samt påskesøndag 21. og mandag 2. påskedag 22. april.

Del artikel

Andre læser også