Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Mere tryghed i nattelivet: På fredag åbner nyt Safe House i Gaden

Af Stine Kjølby Christensen

Siden de forfærdelige hændelser, der ramte Aalborg og aalborgenserne tilbage i februar måned, har der været et ekstra stort fokus på, hvordan vi skaber mere tryghed i nattelivet.

Vi taler selvfølgelig om Mia og Oliver, der på hver deres måde endte livet tragisk efter en tur i Jomfru Ane Gade.

For at undgå lignende situationer i fremtiden, har mange instanser arbejdet på forskellige løsninger, der både kunne genskabe trygheden ved at tage en uskyldig bytur – og ikke mindst sikre, at den også bliver det.

På fredag åbner et helt nyt Safe House i Jomfru Ane Gade, der netop vil have fokus på disse problemstillinger.

SAFEHOUSE er oprettet af en frivillig organisation, der med fem mand pr. vagt vil have fokus på at alle unge kan tage en tur i byen – og komme sikkert hjem.

En af idémændene bag Safe House er Martin Bossen, som til daglig driver et sikkerhedsfirma, der bl.a. har ansvaret for sikkerheden på flere af stederne i Jomfru Ane Gade.

“Vi begyndte at arbejde på det efter sagerne med Mia og Oliver.

Vores dørmænd var nogle af de sidste, der havde kontakt med dem, før de forlod Gaden, så vi har selvfølgelig overvejet, hvad der kunne være gjort anderledes,” forklarer Martin Bossen til MigogAalborg.

To vagter patruljerer Havnefronten hele natten

SAFEHOUSE kommer til at ligge i lokalerne, der senest har huset natklubben Empire – nærmest bestemt i bunden af Jomfru Ane Gade ned mod Ved Stranden.

De fem frivillige er på vagt hver fredag og lørdag fra 23-7, og vil være spredt ud på forskellige poster i og omkring Gaden.

“Hver weekend står vi med rigtig mange, der har brug for sygepleje af den ene eller anden art, og derfor ønsker vi, at det primært er SOSU- og sygeplejerske-studerende, der står klar til at tage imod dem på vores lokation,” siger Martin Bossen, og uddyber:

“Vi har blandt andet mange, der får glasskår op i fødderne – og så oplever vi flere og flere piger få angstanfald i løbet af natten.

Det kræver rigtig mange ressourcer for ambulancerne at komme op gennem Gaden, så her kan vi forhåbentlig spare dem noget tid ved at kunne tage imod dem hos os.”

Mere tryghed i nattelivet: På fredag åbner nyt Safe House i Gaden

Udover sygeplejerne i selve Safe House, vil der også være to vagter ved Havnefronten, der patruljerer hele natten.

“Vi regner med, at det bliver på noget el-løbehjul, så de kan komme nemt rundt ved havnen.

Hvis de så møder nogen, der går alene i løbet af natten, kan de forhåbentlig hjælpe og få dem væk fra vandet,” siger Martin.

Du kan blive frivillig i Safe House

Oprindeligt var ønsket, at det nye Safe House skulle etableres i samarbejde med kommunen – men med lang administrativ ventetid har man nu besluttet at gøre det på egen hånd. I hvert fald indtil videre.

“Selvfølgelig håber vi på noget kommunal opbakning med tiden, men nu vil vi ikke vente mere.

Indtil videre er det derfor udelukkende frivillige, der står for projektet indtil vi forhåbentlig får nogle sponsorater.

Der har allerede været stor opbakning fra alle stederne i Gaden, der gerne vil bidrage med et beløb hver måned, så det er meget positivt,” siger Martin.

Organisationen bag SAFEHOUSE søger også ekstra hænder, der ønsker at hjælpe med at højne trygheden i nattelivet.

“Jo flere vi er, jo bedre.

Vi søger derfor endnu folk, der f.eks. har erfaring med hjertelungeredning eller er villig til at tage kurser i det – eller 2. års sygeplejerske- eller SOSU-elever,” siger han.

Du kan komme i betragtning til jobbet som frivillig ved at skrive på Safe House’s Facebook-side.

Del artikel

Andre læser også