Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Storslået aften i vente: Prisvindende orkester lægger vejen forbi Aalborg

Af Nathalia Hentze Nielsen
Foto: Musikkens Hus
Foto: Musikkens Hus

Musikkens Hus byder som de eneste i Danmark indenfor til en storslået aften med klassisk musik fra øverste internationale hylde, når Chamber Orchestra of Europe fra London lægger vejen forbi Aalborg søndag den 20. februar.

Besøget bliver samtidig det første i rækken af otte eksklusive klassiske satsninger, som Musikkens Hus præsenterer i 2022.

Orkestrets tour runder kun Aalborg og Oslo i Skandinavien, og det er dermed en unik mulighed for at opleve lyden af Mozarts Ouverture til operaen Don Giovanni, Violinkoncert i d-mol af Schumann og Beethovens Symfoni nr. 3 – Eroica. 

Verdenskendt, prisvindende orkester 

Det internationalt anerkendte orkester, som i dag tæller 60 medlemmer, blev dannet i 1981 af en gruppe unge musikere, der mødtes gennem European Community Youth Orchestra. 

Med en diskografi på mere end 250 værker har Chamber Orchestra of Europes musikalske udgivelser vundet adskillige internationale priser, herunder to Grammys og tre Gramophone Record of the Year.

Chamber Orchestra of Europes identitet er skabt gennem samarbejdet med førende dirigenter og solister.

Det var frem for alt Claudio Abbado, der fungerede som en vigtig mentor i de tidlige år. Han dirigerede Chamber Orchestra of Europe i operaer såsom Rossinis’ Rejsen til Reims, Barberen i Sevilla og Mozarts’ Figaros Bryllup og Don Juan og talrige koncerter med værker af Schubert og Brahms. 

Musikkens Hus satser på klassisk kvalitet af stor variation  

Besøget fra et af verdens fremmeste kammerorkestre bliver startskuddet på en række af klassiske koncerter af høj, international kvalitet, som Musikkens Hus præsenterer i 2022.

I alt otte publikumsoplevelser i denne genre er offentliggjort indtil videre, og til sammenligning har den nordjyske kulturinstitution de seneste år haft omkring tre årlige koncerter af denne kaliber.  

Tecwyn Evans, kunstnerisk chef i Musikkens Hus fortæller: 

”Vi har et stort ønske om at blive ved med at højne kvaliteten af koncerter og kulturelle aktiviteter i huset. Som en del af en større satsning vil vi have mulighed for at tilbyde de allerbedste klassiske artister og ensembles, og de nye bookinger vil give publikum musikalske oplevelser af høj international kvalitet – eksklusivt i Aalborg.” 

Læs mere og køb billet her.

Hvad: Koncert med Chamber Orchestra of Europe fra London
Hvor: Musikkens Hus
Hvornår: Søndag den 20. februar kl. 19.30

Del artikel

Andre læser også