Poppens dronninger indtog Gigantium: ANNE SANNE LIS leverede elskede hits

Torsdag aften skete det endelig.

For første gang i 38 år trådte de tre musikalske legender Anne Linnet, Sanne Salomonsen og Lis Sørensen ind på scenen i Gigantium – ikke som solister – men sammen om den nye hybrid: ANNE SANNE LIS.

Nostalagitrip. Det er den mest rammende måde at beskrive genforeningen på, og det på trods af, at undertegnede kun er 27 år og slet ikke var født, da hits som “Smuk og dejlig”, “Sui Sui” og “Mine Øjne De Skal Se” indtog Danmark.

Men det føltes nostalgisk at være der blandt 8000 mennesker; langt størstedelen af hvem, der dansede og skrålede med til sange, som har været soundtracket til deres ungdom.

Jeg skal ærligt indrømme, at jeg ikke kendte de første otte sange, som blev fremført, og det var også som om, at resten af Gigantium var afventende.

Sangene var absolut fint fremført. The Antonelli Orchestra var i topform. Poppens førstedamer virkede veloplagte. Men det lå mellem linjerne, at det ikke var derfor, at vi var der.

Ikonisk anden halvleg

Og så skete det endelig.

Lis Sørensen og Anne Linnet forlader scenen, og Sanne Salomonsen står alene under lysene, som vi kender hende: Lange lyser lokker, sort eyeliner og masser af selvtillid.

Så snart de første toner af “Det Er Ikke Det, Du siger” lyder, liver publikum – mig selv inklusiv – gevaldigt op.

Endelig en af de store klassiskere, vi alle kan synge med på – og synge det gør både vi og Sanne.

Jeg nåede at få gåsehud flere gange til rock-mama, mens jeg svajede i takt med mænd og kvinder, unge og gamle, og det fortsatte under anden halvleg af koncerten, hvor vi lige så entusiastisk tog imod “Glor på Vinduer”, “Indtil Dig Igen” og “Tusind Stykker”.

Både Sanne, Lis og Anne fik hver deres chance som solist igen under deres fælles projekt, og det var som om, at de strålede allerklarest, når de ikke delte rampelyset med andre.

Anne Linnets bløde, eftertænksomme stemme stod klarere frem, når den kun var i selskab med keyboard og guitar i stedet for et helt husorkester.

Sanne Salomonsen karakteristiske hæse stemme blev meget mere indbydende, meget mere hende, når hun kun behøvede koncentrere sig om publikum.

Og Lis Sørensens karisma skinnede om takt med hendes metalliske og pallietpyntede tøj, når hun ikke behøvede skrue ned for sin stærke vokal af hensyn til de andre.

Lis Sørensen fortjener faktisk en ekstra linje, fordi hun var i en klasse for sig.

Hun virkede utrolig veltilpas på scenen, og jeg behøvede ikke at smuglytte på folks reaktioner efter koncerten, for at høre de mange komplimenter hendes stemme fik med på vejen.

Jeg ved hva, jeg vil ha’

Da koncerten er ved at gå på hæld, og trioen har vinket farvel første gang, får publikum selvfølgelig de vanlige to minutter til at råbe på et ekstra nummer.

Det bliver til fire ekstra numre, hvor et af aftenens højdepunkter må siges at være den næstsidste sang, publikumsfavoritten “Den Jeg Elsker”.

Lydniveauet i Gigantium stiger væsentligt og på andet omkvæd retter alle tre af poppens dronninger deres mikrofoner mod folkemængden som får mulighed for at synge deres kærlighed mod scenen og det 80’er band, de aldrig troede, de skulle opleve samlet igen.

Anne, Sanne og Lis bukker deres sidste farvel til Aalborg i selskab med bandet. Næste stop på deres Danmarksturné er Ceres Park i Aarhus.

På trods af at man sagtens kan finde flere kritikpunkter at hænge sig op på (den lidt sløve start på koncerten værende én af dem), synes jeg, at det var festligt at være i sangerindernes selskab og opleve de hits, der gjorde dem landskendte.

Jeg fornemmer, at mine medpublikummer er enige, og mens vi strømmer ud af salen og forlader, hvad der må siges at være et historisk dansk musikøjeblik, er humøret højt og pludselig bryder flere ud i spontan sang:

Kærligheden kalder
Kærligheden kalder på mig – igen