Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Kåret til Aarhus’ bedste pizza-sted: Nu åbner populært italiensk pizzeria midt i Aalborg

Af Michael Qureshi

Gode pizza-steder er der nok af her i Aalborg, hvor La Bottega sidste år vandt AALBORG AWARDS for Byens Bedste Pizza, og året forinden var det Azzurra.

Men det betyder ikke, at der ikke er plads til flere gode.

Noget tyder på, at vi godt kan glæde os rigtig meget til, at et helt nye pizzeria slår dørene op i Aalborgs midtby.

Helt nøjagtigt på Boulevarden 7, hvor mexi-restauranten Chidos tidligere lå.

Familie fra Sicilien

Pizzahytten lyder ganske vist meget dansk, men det er faktisk en hel familie fra Sicilien, der for et år siden åbnede deres første pizza-restaurant i Aarhus.

Det gik så godt, at de i 2019 vandt SMAGPRISEN, hvor det var læserne af madsitet SMAG Aarhus, der stemte. Her røg Pizzahytten ind på en klokkeklar førsteplads.

Vores gode venner fra AarhusUpdate har også tidligere rost deres pizzaer, og det er et stort kvalitetsstempel i sig selv.

Facaden er allerede klargjort og er blevet flot. Men der er selvfølgelig bare lige en kæmpe udfordring.

Kåret til Aarhus' bedste pizza-sted: Nu åbner populært italiensk pizzeria midt i Aalborg
Foto: AarhusUpdate

Først efter Corona-krisen

Danmark er stort set lukket ned. Ingen spisesteder må holde åbent for Take Away, så det bliver først efter Corona-krisen, at Pizzahytten åbner dørene i Aalborg.

Det bekræfter ejerne over for MigogAalborg.

“Faktisk var åbningen planlagt til før udbruddet startede, og det meste af Danmark blev lukket ned. Men vi fortsætter med at indrette restauranten og gøre den flot og klar.

Så er vi nemlig klar til åbning, så snart det hele er blevet normalt igen, og vi kan servere pizza for vores gæster både i restauranten og ud af huset,” forklarer ejeren Angelo Zirafi.

33 års erfaring med ægte italiensk mad

Han har 33 års erfaring med ægte italiensk mad lavet til italienerne. Han startede i lære som kok i en alder af 16 år. Konen og datteren er også med i den sicilianske restaurant.

Det meste af kommunikationen foregår på italiensk. Sådan er det.

På spørgsmålet om, hvorfor de vælger at satse på Aalborg, lyder svaret;

“Aalborg er en fantastisk by, og vi ved, at der er mange pizza-elskere der. Vi har hele tiden haft en plan om at udvide til andre byer, og vi synes, at Aalborg var oplagt.”

Gæret til brødet laver Angelo Zirafi selv. Dejen koldhæver i mindst 72 timer. Melblandingen er et blend af italiensk Tipo 00 hvedemel og durum-mel. Angelo Zirafi stammer fra byen, Licata, som er en havneby på Sicilien.

Det har AarhusUpdate tidligere skrevet om.

Her lærte han, hvor meget det betød at bruge de rigtige råvarer blandt andet de italienske tomater. Dem testede han gennem flere år, og før ham sine forældre og bedsteforældre.

Familien har drevet egen restaurant i over 60 år på Sicilien.

Hvad: Pizzahytten åbner
Hvor: Boulevarden 7, 9000 Aalborg
Hvornår: Uvist – efter Corona-krise
Tjek deres menukort her

Del artikel

Andre læser også