Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Står færdig i juli: Verdens største sandslot opføres i Blokhus

Af Stine Kjølby Christensen

Blokhus er i forvejen kendt for at huse nogle af de smukkeste sandslotte, man kan forestille sig.

I år bliver det dog både endnu større og endnu vildere. Hos Skulpturparken Blokhus er man nemlig ved at opføre, hvad der bliver verdens største af sin slags. Og dét kan du opleve til sommer.

Når det unikke kunstværk står færdig på p-pladsen ved Skulpturparken Blokhus, hvor der selvfølgelig er fri adgang, vil det skyde hele 20 meter og 21 centimeter i vejret – for at symbolisere årstallet – samt have en sokkelbredde på ikke mindre end 27 meter.

Sandslottet og dets størrelse bliver en ny verdensrekord, der overgår den hidtidige rekord sat i Tyskland med en højde på knap 18 meter.

Herved håber man selvfølgelig også på en plads i Guinness World of Records.

Står færdig i juli: Verdens største sandslot opføres i Blokhus

“Vi har det bedste sand i verden, så hvis ikke vi kan nå over verdensrekorden, så er der ingen, der kan,” forklarer John Andersen, indehaver af Skulpturparken.

“Vi søsætter dette helt ekstraordinære projekt, så vi i fællesskab kan sikre vækst, udvikling og fokus på kunst og kultur i Blokhus, Jammerbugten, Nordjylland, ja hele Danmark.

Derfor integrerer vi også kendte destinationspejlemærker fra Blokhus, Jammerbugten og Nordjylland i sandslottet.

Det kan være kutterne fra Thorup strand, dyrene fra Aalborg Zoo, Feriehusene langs vestkysten og Sømærket i Blokhus.

Selvom vi har mange turister i Blokhus om sommeren, så gør vi det her, fordi vi efter disse tider med Corona har brug for at få ekstra store oplevelser.

Vi har behov for noget imponerende, stort og noget der kan vække smilene frem,” siger John Andersen.

Handling slår alt

To sponsorer, som allerede har sagt ja tak til at være med er Destination Nordvestkysten samt Jammerbugt Kommune.

“Handling slår alt. Det er fantastisk, det vi er vidne til,” siger borgmester Mogens Chr. Gade, Jammerbugt kommune.

“Det er et imponerende initiativ, der er til alles bedste i dette område, der er en af perlerne i dansk turisme.

Skulpturparken er derfor det helt rette sted at sætte denne verdensrekord,” fortsætter han.

Opbygning er i gang

Et arbejdsteam bestående af knap 10 stampere er i gang med at stampe sandet, så nogle af verdens bedste sandskulptører får de allerbedste arbejdsbetingelser.

De bliver løbende fløjet ind, så de kan kaste sig over rekord- og kunstværket. Arbejdet startede allerede 3. juni.

Dermed bliver det ikke alene et kunstværk, men også en unik mulighed for at se kunsten udfolde sig. Og initiativet er også også hilst velkommen af Peter Krusborg, direktør for Destination Nordvestkysten.

“Når vi som destination ser på turisme, så er det altafgørende, at vi har nogle stærke aktører i erhvervslivet, og her overgår John Andersen de videste fantasier, sagde han.

Destinationen får et løft

Ikke nok med, at Skulpturparken bliver glad for den kommende kreation – det samme skulle gerne gavne hele Blokhus og omegn, mener man.

“Det her kommer til at løfte os som destination til en anden liga hen over sommeren og efteråret. Det vil skabe en masse trafik til og interesse og gavne ikke alene Blokhus, men hele vores kystområde.

Når vi ser på lignende ting, der er sket andre steder, så taler vi om en international bevågenhed i en helt anden liga. Det er sjældent, man kan tilbyde sådanne oplevelser,” understreger Peter Krusborg.

Står færdig i juli: Verdens største sandslot opføres i Blokhus

Bag talenterne for det 20,21 meter høje kunstværk er også Karsten Nielsen, direktør for sandskulpturfestivalen i Søndervig, som har sagt ja til at stå for opførelsen af det unikke sandslot.

Fakta om kunstværket:

  • Sandslottet vil bestå af mere end 4.860 tons sand
  • Det bliver fragtet af 140 lastvognstræk
  • Sandslottet får en sokkelbredde på 27 meter
  • Det forventes at kunne ses de næste 6 måneder – uanset vejret.
  • Teknikerteam, kunstnerteam og arbejdsteam på godt 30 personer kommer til at arbejde i skiftehold med projektet.
  • Nogle af verdens dygtigste sandskulptører udformer sandslottet.
  • Sandslottet forventes at stå færdig 2. juli
  • Projektet løber op i godt 3 millioner.

Læs mere om projektet her.

Del artikel

Andre læser også