Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Nye forhandlinger i dag: Der ventes flere ændringer i genåbningsaftale

Af Michael Qureshi
Arkivfoto Statsministeriet
Arkivfoto Statsministeriet

Folketingets partiledere mødes i dag klokken 15.00 i en ny runde forhandlinger om den store genåbningsaftale.

Her er mundbind og Corona-pas blandt de store emner.

Forleden viste en rundspørge hos TV 2, at Folketingets partier udenom regeringen ønsker at afskaffe mundbind så snart, at alle danskere er færdigvaccineret.

Det er der i første omgang ikke lagt op til hos regeringen eller i genåbningsaftalen.

Corona-pas kommer også på den store dagsorden i løbet af mandagens forhandlinger.

Corona-pas kan blive lempet

TV 2s politiske analytiker Jesper Vestergren forventer, at partilederne bliver enige om en stor genåbning, hvor blandt andet coronapasset vil ændre sig til en såkaldt “kørekortsordning”.

“Jeg tror, at vi vil se, at coronapasset bliver lempet, så det fremover kommer til at fungere efter en kørekortmodel. Så det er op til den enkelte fremover at sikre, at man har en negativ test, og ikke længere en opgave for virksomhederne,” vurderer Jesper Vestergren.

Blandt andet har mange mindre fitnesscentre svært ved at kunne opfylde kravet om, at alle bliver tjekket for et gyldigt Corona-pas i hele åbningstiden.

Omkring de kommende forhandlinger blev Mette Frederiksen spurgt om, hvorvidt det ikke er meget for at regeringen fortsat kræver, at man bærer mundbind og skal fremvise Corona-pas alle vegne.

Lang vej endnu for flokimmunitet

“Vi skal kun have restriktioner, hvad angår covid-19, så længe der er behov for dem, og det er jo myndighederne, der kommer med nogle vurderinger henad vejen.

Vi har en bred politisk aftale på det her område. Det fundament, den aftale står på, det er jo, at vi arbejder os hen mod et normaliseret Danmark, det vil sige, et Danmark som vi kendte det før covid-19, uden mundbind, uden restriktioner i forhold til hvor mange vi kan være sammen og den slags,” siger Mette Frederiksen til B.T.

Hun tilføjer, at der stadig er lang vej endnu op til flokimmunitet.

“Vi er ikke i nærheden af flokimmunitet. Vi skal op omkring 70 procent. Vi forsøger at finde balancepunktet mellem at flere bliver vaccineret, vi genåbner mere og stadig færre restriktioner.”

Del artikel

Andre læser også