Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Store ændringer på vej: Ikonisk Aalborg-hotel udvider og skifter navn

Af Emil Kjær Jørgensen
Sådan ser de nye værelser på KOMPAS Hotel ud
Sådan ser de nye værelser på KOMPAS Hotel ud

Et af byens ældste og mest benyttede hoteller skifter nu navn.

Det blev oprindeligt grundlagt som sømandshjem i 1905, senere som Hotel Aalborg og nu skal vi vænne os til et helt nyt navn – nemlig KOMPAS Hotel Aalborg.

Hotellet ligger ideelt placeret i byen med både Musikkens Hus og Nordkraft som nærmeste naboer, og den lækre nye havnefront er kun et stenkast fra hotellet.

I 2018 påbegyndte man en markant udvidelse af hotellet, som på én gang fordobler antallet af hotelværelser og mødefaciliteter.

Samtidig har facaden på den gamle hotelbygning fra 1956 og udendørsarealerne gennemgået en større renovering.

Store ændringer på vej: Ikonisk Aalborg-hotel udvider og skifter navn

 

Hotellet går en ny tid i møde

Det er et skridt på vejen i en omfattende og strategisk relancering af hotellet, som har været undervejs i en del år.

Ifølge hoteldirektør Bo Kikkenborg har ledelsen valgt at skifte navn for at markere, at hotellet går en ny tid i møde, og at vise omverdenen – især nordjyderne – at det efterhånden er mange år siden, at hotellet var et sømandshjem med alt, hvad det indebærer.

“Vi vil gerne være kendt for det, som vi er: Et indbydende og moderne hotel med høje standarder, god service og elegante rammer.

Det ved vores stamgæster, men det halter lidt efter med mange nordjyder, som stadig tror, at vi er et slags hostel, siger Bo Kikkenborg, i en pressemeddelelse.

Store ændringer på vej: Ikonisk Aalborg-hotel udvider og skifter navn
Bo Kikkenborg

Det “nye” hotel står helt klar i januar

Om få måneder, i januar 2019, slår Kompas Hotel Aalborg dørene op for den officielle indvielse af det store byggeprojekt, som har været undervejs i over et år.

Den nye hotelvinge på fem etager fordobler antallet af hotelværelser og møde- og konferencelokaler, og den eksisterende bygning og udendørsarealerne har fået et grundigt ansigtsløft.

“Vi går en ny tid i møde. Det bliver spændende at fordoble kapaciteten på én dag, og vi har forberedt os længe på at kunne modtage endnu flere gæster.

Forhåbentlig også flere lokale, når de får øjnene op for, hvor godt et sted vi er,” siger Bo Kikkenborg.

Store ændringer på vej: Ikonisk Aalborg-hotel udvider og skifter navn

Det nye navn viser hotellets værdier 

Selvom hotellet allerede i 1993 sadlede om fra regulært sømandshjem til turist- og forretningshotel, så var det først i 2013, at det daværende ”Aalborg Sømandshjem” skiftede navn til ”Hotel Aalborg”.

Det hjalp en smule med at ændre folks opfattelse, men hotellet er ikke helt i mål endnu, mener Bo Kikkenborg.

For navnet ”Hotel Aalborg” sagde kun noget om geografi og intet om værdigrundlaget eller gæstens oplevelse på hotellet.

“Vi bygger hotellet på fire kristne værdier – nærvær, omsorg, hjertevarme og ligeværdighed – og det er på disse værdier, vi modtager gæsten.

Vi går op i at vise hver enkelt gæst oprigtig interesse, og det gør, at de kommer igen.

Målet er, at vi med nyt navn, logo og hjemmeside også sender dette signal til folk, som ikke kender os endnu, siger han.

100 % non-profit hotel

Han uddyber videre, at hotellets nye fornavn ”Kompas” er blevet valgt, fordi det trækker paralleller til hotellets maritime arv som tidligere sømandshjem – kompasset er i århundreder blevet brugt af sømænd til at finde vej over verdenshavene.

Navnet giver også god mening i rejsebranchen, hvor gæsterne først har udstukket kursen mod Aalborg og dernæst rejst vejen hertil.

Ikke mindst bruger hotellet sine kristne værdier som ”kompas” for den daglige drift.

Vi arbejder hver dag på at være et personligt og hyggeligt hotel, hvor der er rart og hjemligt at være.

Samtidig er vi et 100 procent non-profit hotel, hvor hver en krone af overskuddet går til socialt velfærdsarbejde.

Vi ser det som vores fornemmeste opgave at tage os godt og hjerteligt af vores medmennesker, om det er hotelgæster eller tilrejsende sømænd i Aalborg Havn, siger Bo Kikkenborg.

Kompas Hotel Aalborgs sociale arbejde får på samme tid paraplynavnet ”KOMPASsion”, som på engelsk staves ”compassion” og betyder ”barmhjertighed” og ”omsorg”.

Del artikel

Andre læser også