Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Nu skal der rykkes: 3. Limfjordsforbindelse over Egholm er topprioritet

Af Michael Qureshi

Region Nordjylland har vedtaget kursen for Nordjyllands udvikling i de kommende år.

Regionsrådet har vedtaget en ny Regional Udviklingsstrategi 2020-2023.

Her står det klart, at man har en 3. Limfjordsforbindelse over Egholm som topprioritet, og så skal det nordjyske tognet styrkes.

Strategien vil være rammen for Regionsrådets samarbejde med kommuner, organisationer og borgere om at skabe dynamik og bæredygtig udvikling i hele Nordjylland i de kommende år.

Som noget nyt i forhold til tidligere strategier har Regionsrådet udpeget nogle få af initiativerne inden for hvert af strategiens indsatsområder som særligt centrale for udviklingen i Nordjylland.

Disse kaldes kerneinitiativer og er følgende:

  • Etablering af en 3. Limfjordsforbindelse
  • Styrkelse af det nordjyske jernbanenet
  • Forbedring af vejforbindelsen Hanstholm-Skive-Herning (rute 26/34)
  • Teknologipagt om stærke tekniske kompetencer
  • Styrkelse af uddannelsesmuligheder og kompetenceudvikling i alle dele af Nordjylland
  • Strategisk energiplanlægning
  • Cirkulær økonomi

Kerneinitiativerne er omdrejningspunkter for det arbejde som Regionsrådet de kommende år vil gennemføre i partnerskaber med bl.a. de nordjyske kommuner, organisationer og borgere.

Regionsrådet har modtaget mange relevante og konstruktive input, der har været med til at styrke den endelige strategi.

” Vi har mange initiativer, der peger i retning af en mere bæredygtig udvikling, og vi har mange initiativer, der går på at skabe øget aktivitet i alle dele af Nordjylland.

Det fornemmer jeg en stor opbakning til. Men vi er også nødt til at træffe valg, der deler vandene. 3. Limfjordsforbindelse er et af de initiativer, men her holder vi fast og peger på Egholmforbindelsen, som er fastlagt politisk,” siger regionsrådsformand Ulla Astman (S).

Alle skal trække i samme retning

Den Regionale Udviklingsstrategi lægger den kurs, som Regionsrådet de kommende år vil følge, når der skal træffes politiske beslutninger om alt lige fra uddannelse og kollektiv trafik til kultur og miljø m.m.

“Vi sætter ikke blot strategien ind på hylden. Vi vil følge op med konkrete initiativer og investeringer både hos Regionen selv og sammen med vores partnere.

Strategien skal sikre, at vi alle trækker i samme retning til gavn for et stærkt Nordjylland, og målsætningerne som vi har opstillet, vil vi løbende følge op på for at sikre, at der er den nødvendige fremdrift,” siger Ole Stavad (S), som er formand for Regionsrådets Udvalg for Regional Udvikling.

Et eksempel på målsætning i strategien er, at den kollektive trafik i Nordjylland skal være endnu mere grøn.

Derfor arbejder Regionsrådet for, at 95 pct. af kørslen med regionale busser er fossilfri i 2025. I dag er det omkring 12 pct., der er fossilfri.

Del artikel

Andre læser også