Fart på væksten: Nikolajsen Advokatfirma vokser med endnu en ny advokat
Der er fart på væksten hos Nikolajsen Advokatfirma, der netop har ansat advokat Stig Jørgensen i Aalborg-afdelingen.
Det er dermed anden gang i år, at det unge advokatfirma udvider.
“Den 1. oktober sagde vi velkommen til advokat Stig Jørgensen, der kommer fra en stilling som advokat hos Advokatfirmaet Dyrberg & Partnere i Hjørring, hvor han har været i ca. fire år.
Vi er utroligt glade for, at Stig bliver en del af vores hold. Hans viden og erfaring inden for især fast ejendom vil hjælpe vores klienter til professionel og jordnær juridisk rådgivning, når de køber hus, lejlighed eller er havnet i en nabostrid.
Med Stigs erfaring bliver vi også endnu bedre til at rådgive fx landmænd og virksomheder, der står foran generationsskifte – det er noget vi har manglet specialviden om,” siger advokat og indehaver, Jesper Nikolajsen.
Det er anden gang i år, at det unge advokatfirma udvider – 1. januar blev advokat og tidligere senioranklager ved Nordjyllands Politi, Peter Rask, en del af holdet hos Nikolajsen Advokatfirma.
Født som nordjyde – opvokset i Esbjerg
50-årige Stig Jørgensen bor i Aalborg med sin kæreste på 24. år – sammen har de tre voksne børn. Han er født i Frederikshavn og opvokset op i Esbjerg, hvor hans far var direktør for Valsemøllen.
“Det var faktisk min fars idé at jeg skulle være advokat, fordi det ville han gerne selv have været. Hans idé satte åbenbart tanker i gang hos mig, for jeg endte jo med en juridisk embedseksamen i 1997 fra Aarhus Universitet.
Min far var resultatorienteret og pragmatisk i sin måde at tænke og drive forretning på, og det har jeg forsøgt at tage med mig ind i juraen og i den approach jeg har til centrale juridiske områder som fast ejendom, personskade og arbejdsskadesager,” fortæller Stig Jørgensen.
Efter endt studie blev han ansat som advokatfuldmægtig ved Advokat Flemming Høgdahl i Aalborg efterfulgt af ansættelser hos lokale advokatfirmaer i Aalborg, Randers og Hobro.
“I 2011 blev jeg selvstændig advokat under navnet Jørgensen, Lindberg & Nørby i Hobro. Jeg solgte dog forretningen igen i 2016, og efter en kort ansættelse hos Ankestyrelsen, blev jeg ansat hos Dyrberg & Partnere, hvor jeg primært har beskæftiget mig med ejendomshandler, familieret, skelsager og inkassosager,” oplyser Stig Jørgensen.
Han har desuden været konstitueret landsdommer i 2010.
Skal tilknyttes både Aalborg og Aarhus
“Stig skal befinde sig fast på vores kontor med adresse Ved Stranden i Aalborg. Dermed er det især vores nordjyske klienter, der får daglig glæde af Stig – dog er han også tilknyttet vores Aarhus-afdeling, så han også kan rådgive vores klienter i det midtjyske,” siger Jesper Nikolajsen og fortsætter:
“Tanken er at blive ved med at udvide Nikolajsen Advokatfirma i samme hurtige tempo og med det mål, at vi skal være et allround advokatfirma med alle privatjuridiske specialer i samme hus. Samtidig er det vigtigt for mig, at vores vækst er organisk og bygger på, at vi har succes og får flere og flere klienter.”
Aalborg-kontoret er med Stig oppe på tre jurister og to sekretærer.
Fortsat jura i øjenhøjde
Nikolajsen Advokatfirma har kun oplevet vækst siden etableringen den 1. maj 2016. Advokatfirmaet er landsdækkende med nu fem jurister, fire sekretærer, tre studentermedhjælpere og kontorer i Aalborg, Aarhus, Odense og Roskilde.
“Jeg plejer at sige, at hemmeligheden bag den hurtige vækst er, at vi fra begyndelsen har valgt at være et advokatfirma, der møder mennesker i øjenhøjde. Vi forsøger at praktisere jura, så alle – også den helt almindelige jævne dansker – kan få hjælp, der er til at forstå,” siger Jesper Nikolajsen.