Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Nanna fra Frejlev i kategori med Jimmy Choo: Nomineret til toppris

Af Michael Qureshi
Nanna Liv fra Frejlev designer de populære Sargossa-stiletter
Nanna Liv fra Frejlev designer de populære Sargossa-stiletter

Der er pænt stykke vej fra lille Frejlev til toppen af Londons modeindustri.

Ikke desto mindre er det den kategori, Nanna Liv nærmer sig med hastige skridt.

Internationale Hollywood-stjerner og modeikoner er allerede blevet fotograferet mange gange i de store engelske medier i Sargossa-stiletter.

Og nu er kvinden bag de trendy stiletter Nanna Liv nomineret til Footwear Designer of the Year. Her er hun blandt andet oppe imod Sandra Choi fra det verdensberømte sko-brand Jimmy Choo.

Det fortæller hun til MigogAalborg i en længere snak om det at være fra Nordjylland og pludselig være med i toppen af en af verdens hårdeste brancher.

Hvordan bliver en Frejlev-pige til en top fashion shoe designer i London?

”Jeg turde at gøre noget, uden jeg havde erfaringen og kendskabet. Jeg satte mig selv et mål og tog det step for step. Det er ikke let, og det kræver hårdt arbejde. Nok også hårdere, end jeg troede. Man skal blive ved med at holde fokus, på hvad man gerne vil opnå, og huske sig selv på, hvorfor det er vigtigt for en, og hvorfor det er man bliver.”

Du er shortlisted til Footwear Designer of the Year? Kan du fortælle lidt om, hvad det er for en pris?

”Drapers Footwear Awards er meget prestigefyldt i England. Jeg er én af tre finalister i kategorien Footwear Designer Of The Year, hvor jeg bl.a. konkurrerer mod Sandra Choi fra Jimmy Choo. Det betyder meget for mig som person at få sådan en blåstempling af mit arbejde. Jeg er også finalist i kategorien ”Best Innovation in Footwear”, og det er dejligt både at blive anerkendt for mit design og min udvikling af produktet. Som firma giver det os seriøsitet, og det giver respekt i branchen, når vi konkurrerer med nogle af de mest veletablerede brands.”

Hvad har været det hårdeste ved at starte op og trænge igennem? 

”Jeg har været på udebane. Jeg har startet uden erfaring fra skobranchen, uden kendskab til processerne og uden et netværk i branchen. Ingen havde hørt om mig, så alt stod og faldt med produktet. Til gengæld har det været et drive, at detaljen virkelig skulle være i orden, så kunderne kunne forelske sig med det samme.”

Nanna Liv fra Aalborg
Nanna har knoklet hårdt for at nå til tops i en kynisk branche.
Foto: Sargossa

Hvordan er det pludselig at se internationale celebrities gå i de stiletter du har opfundet?

”Det gør mig rigtig glad og stolt. Specielt når de ikke kun har dem på én gang, men vender tilbage og spørger om sko til nye events. De har alt at vælge imellem, men kommer tilbage og vælger Sargossa. Det viser, at de virkelig kan mærke forskellen.”

 Kan man stadig være nordjyde, når man bor i en metropol og er i toppen af den industri?

”Nemt. Jeg er jyde og jeg vil altid være jyde. Da jeg mødte Dronningens hofdame, spurgte hun som det første, hvor jeg var fra i Nordjylland – så min nordjyske accent er helt klar skarp, intakt og ikke til at tage fejl af.”

 Er der nogle gange hvor den nordjyske del af dig kommer op til overfladen? 

”Ja, der har helt sikkert været episoder, hvor jeg tydeligt kan mærke, at jeg er nordjyde. Som da jeg stod og vaskede bil i hånden på gaden. Der fik samtlige naboer hold i nakken af at kigge, da det bestemt ikke er noget, man gør selv her. Min generelle holdning til, at ”det gør vi selv” har jeg haft svært ved at komme af med, men jeg er ved at indse, hvor befriende det faktisk kan være at lade andre om det.

Du har fået Sargossa ud i Aalborg-butikker – var det sværere at trænge igennem i Nordjylland end eksempelvis København? 

Nej, det har det faktisk ikke. Vi har oplevet en fin interesse fra alle byer. De nordjyske medier har været dygtige til at fortælle min historie på en interessant måde, og det har helt sikkert været positivt for interessen.

 Din bror Lasse er nu også startet som selvstændig med Din Mægler – hvad er det I er blevet fodret med på hjemmefronten, siden I begge er blevet iværksættere?

”Det er en helt speciel multivitamin! Vi har altid fået en god opbakning fra vores forældre. De har været gode til at gøre sig relevante, i forhold til hvor vi er i vores liv, og selv hvis de syntes, vi har en ekstrem dårlig ide, så er der altid hjælp at hente. De har helt sikkert givet os et fundament af drivkraft og givet os troen på os selv. Vores morfar havde sin egen købmands forretning og arbejdede stort set altid. Hans arbejde var hans liv og hans identitet, og mine forældre har bestemt heller aldrig været kede af at arbejde. Det har altid været et meget åbent hjem, hvor vi altid har haft plads til at være os selv.”

Hvor hård er den branche du er i?

”Der er super hård konkurrence, og du skal hele tiden være oppe på tæerne. Men sådan er det jo. Det er motiverende og inspirerende, at der er så mange, der gerne vil nå succes. Forbrugerne bliver mere og mere kræsne og forvænte. Derfor forsøger vi også hele tiden at forbedre vores service. Så det er let og hurtigt for kunder at købe vores sko.”

Er der overhovedet tid til andet end at arbejde konstant, når man starter et så kæmpe brand op?

”Ambitionen er stor, og jeg brænder for det, som jeg laver. Så derfor arbejder jeg også hele tiden. Der er ikke tid til meget andet. Jeg føler mig privilegeret og er super glad for at have en livsstil, hvor omdrejningspunktet er mit firma. Og så er jeg også et familiemenneske. Jeg behøver ikke gå til drinks arrangementer hele tiden. Det er vigtigt for mig, at jeg nyder min hverdag og har tid til de personer, som er tættest på mig.”

 Kunne du nogensinde se dig selv rykke tilbage til Aalborg? 

Sargossa sælges i Aalborg
De populære Sargossa-stiletter er sexede men behagelige at gå i.
Foto: Sargossa

“Nej, det tror jeg ikke. Men hvis det var tilfældet, er jeg sikker på, at Lasse ville stå klar med et godt huskøb på hånden til mig.”

Er der noget du savner ved Aalborg? 

“Jeg savner min familie, altid!”

 Byen har rykket sig utrolig meget på mange fronter de seneste år – har du kunne fornemme det fra sidelinjen? 

“Ja, det er helt sikkert blevet ”større” i Aalborg med populære universiteter og havnemiljøet. Det er som om, at byen er blevet mere ambitiøs. Jeg kan også læse mig til, at iværksættermiljøet blomstrer som aldrig før. Det er meget positivt.”

Hvad er dit mål med Sargossa på længere sigt? 

“Mit mål er at vi får skabt et brand som bliver et at de fortrukne stiletbrands for kvinder.”

 

Fem Aalborg-spørgsmål

Yndlingsrestaurant?

Pingvin

Bedste hyggested i byen

Cafe Vi 2

Favoritsted i byen 

Havnefronten

Bedste shopping i byen?

Huset Pico / Salling

Det bedste ved Aalborg er..

Hygge

Sargossa-stiletterne forhandles i Huset Pico Slotsgade 9 og Salling

Læs mere om Sargossa her

Del artikel

Andre læser også