Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Modemekka uden for Aalborg: Her er otte butikker du bør kende

Af Pernille Kjeldgaard Kristensen
Foto: Eline Tychsen
Foto: Eline Tychsen

Aalborg bugner med lækre tøjbutikker og spændende livsstilsforretninger, men til tider kan det måske være tiltrængt at besøge nye modebutikker for at få et skud ny inspiration til garderoben.

Derfor har vi samlet otte skønne modebutikker, som du måske ikke kendte i forvejen, men som du bestemt vil komme til at holde af.

De kræver alle en lille køretur, så det er oplagt at tage veninderne eller manden under armen og gøre en tur ud af det.

By Schøn (cirka 6 km fra Aalborg)

Hos Lone Schøn Oldhøj, der ejer By Schøn på Nibevej, finder du både modetøj og accessories til kvinder samt lækre skønhedsprodukter, interiør og delikatesse-specialiteter.

Her er alt, hvad du behøver for at give både stilen, kroppen og hjemmet et frisk forårspust. By Schøn kan prale med at have det største online-udvalg af det danske brand Neo Noir, og de sælger selvfølgelig også en masse andre brands som Gestuz, Sofie Schnoor og Selected Female.

Hvor: Nibevej 16, Aalborg 9000, på www.byschon.dk eller på Instagram.

Smuk smuk?kjole fra Ichi til kun 400,- #onlineshop #byschoen

Et opslag delt af By Schøn (@byschoen) den

Butik Sirup (cirka 10 km fra Aalborg)

I Gistrup finder vi skattekammeret Butik Sirup. Butikken har eksisteret i 10 år, og her finder du tøj, sko og accessories til kvinder. Over 20.000 følgere har Henriette Svalgaard og Butik Sirup på Instagram, og det er nemt at se, hvorfor så mange følger med.

Her fremviser Henriette Svalegaard nemlig på en personlig og æstetisk måde de nyeste trends og tendenser indenfor modeverdenen, og det er selvfølgelig alt sammen noget man kan købe i butikken.

Hvor: Hadsundvej 346, Gistrup 9260, på www.sirup.dk eller på

Stilkompagniet (cirka 30 km fra Aalborg)

Stilkompagniet befinder sig i Skørping, og her findes der både budgetvenlige priser og high-end brands som Ganni og Heartmade Julie Fagerholt.

Der bliver holdt kundeaftener og modeshows et par gange om året, for det er vigtigt at kunderne ser, at en kjole både kan bruges til konfirmation, men også til hverdag med sneaks, fortæller butiksindehaver Anette Frydensberg:

“Vi gør en dyd ud af at kende vores kunder. Vi mener ikke, at man skal købe en festgarderobe og en hverdagsgarderobe, men at man skal kunne dresse sit tøj op og ned. Den værste situation er jo, at man har tøj hængende, som man aldrig får brugt.”

Hvor: Jyllandsgade 14, 9520 Skørping, på www.stilkompagniet.dk og på Instagram.

Cozy Cottage (cirka 28 km fra Aalborg)

Vi bliver i Skørping, hvor butikken Cozy Cottage også kan findes. Her er der fokus på den personlige stil og hvad der passer til kunden, frem for hvad moden dikterer.

Tøjet du finder i Cozy Cottage kan overleve de skiftende trends, da der er fokus på de klassiske styles og den fremtidsrettede avantgarde stil. Derfor finder du mærker som elegante Trine Kryger Simonsen, danske NÖR og græske Ioanna Kourbela her. Cozy Cottages udvalg kan siges at være unikt, og her er fokus på kvinder, der kender deres smag, da der er leg med materialer, silhuetter og stil.

Hvor: Gerdingvej 12, Fræer, 9520 Skørping, på http://www.cosycottage.dk/ og på Instagram.

Kalstrup (cirka 36 km fra Aalborg)

Denne butik befinder sig godt nok 36 kilometer fra Aalborg centrum, men det kan sagtens betale sig at drøne de sidste kilometer. I Blokhus finder vi nemlig modehuset Kalstrup, der er et 2000 kvm. stort modehus, der indeholder alt, hvad en modebevidst familie mangler.

Her er der mulighed for at få opfyldt sine modedrømme, da de forhandler mærker som Lacoste, Stine Goya og Lala Berlin. Hos Kalstrup finder du også tøjet til børnene, de nyeste trends til boligen og lækre beauty-produkter.

Hvor: Torvet 3, 9492 Blokhus, på www.bykalstrup.dk og på Instagram.

Butik Provoke (cirka 43 km fra Aalborg)

Endnu en gang kommer vi lidt over de 30 km for at finde en perle, men de ekstra kilometer er turen værd.

Vi skal til Hadsund for at finde perlen Butik Provoke. Her forhandles der mærker som Lollys Laundry og Bruuns Bazaar, og butiksindehaver Anne Silke Hjorth beskriver selv butikkens stil således:

“Vi prøver tit at skille os lidt ud når vi køber varer. Vi har altid været kendte for at style anderledes og være lidt mere rå, fordi vi sammensætter outfittene vildt og vovet” fortæller butiksindehaver Anne Silke Hjorth.

Hvor: Storegade 35, 9560 Hadsund, www.provokeshop.dk og på Instagram.

Me and Eliza (cirka 20 km fra Aalborg)

I hjertet af Støvring ligger Me and Eliza, der er et modeunivers, hvor service og en hyggelig atmosfære er i centrum. Butikken bugner med de nyeste varer og butiksindehaver Mette Buus Jensen fortæller, at de har lækre sager i vente til kunderne:

“Forårskollektionerne byder på sprudlende farver, legende mønstre, flæser, søde pasteller og selvfølgelig strik, som jo er den evige klassiker” fortæller Mette Buus Jensen.

Dette forår åbner Me and Eliza i nye lokaler, blot få meter fra deres nuværende butik, da de nye lokaler findes lige på den anden side af vejen, på adressen Jernbanegade 8, 9530 Støvring.

Hvor: Jernbanegade 11, 9530 Støvring, på www.meandeliza.dk og på Instagram.

Butik Blossom (cirka 22 km fra Aalborg)

I Nibe finder vi livsstil-og tøjbutikken Butik Blossom. Her kan man finde alt det nødvendige til et lækkert outfit, men også lidt smukt til hjemmet, da der også forhandles interiør og brugskunst.

Butikken er fyldt med kendte brands, så et outfit fra Butik Blossom kunne sagtens indeholde tøj fra Baum und Pferdgarden, smykker fra Carré og en taske over skulderen fra Núnno.

Her er altså rig mulighed for at opdatere garderoben, og det hele klares i en smuk hjørnebygning fra 1887, der danner rammerne for Butik Blossom.

Hvor: Genboløsgade 2, 9240 Nibe, på www.blossom.dk eller på Instagram.

Del artikel

Andre læser også