Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Efter stor politiaktion i Aalborg i aftes: Melder ud om drama

Af Michael Qureshi
Presse-fotos.dk
Presse-fotos.dk

Torsdag aften var politiet massivt til stede i to områder i Aalborg.

Det var på Annebergvej i Vestbyen samt i Vejgaard.

Tidligt fredag morgen har Nordjyllands Politi udsendt en pressemeddelelse med detaljer om aktionen.

Nordjyllands Politi fik i aftes, d. 18. februar 2021 ca. kl. 20.30, en anmeldelse om, at der skulle være udbrudt uro mellem flere personer på Annebergvej i det centrale Aalborg, ligesom der også indgik melding om muligt afgivet skud.

Adskillige patruljer blev omgående afsendt til stedet.

Det oplyser lederen af politiets efterforskning af sagen, politikommissær Kenneth Rodam, der indledningsvist slår fast, at ingen personer er kommet til skade i forbindelse med episoden.

Politiets patruljer, der hurtigt ankom til gerningsstedet på Annebergvej 173, fik af vidner oplysninger om, at en forurettet person var blevet tvunget ind i et køretøj, ligesom der var set våben i den forbindelse.

Denne forurettede person – en 21-årig ung mand – kom dog kort efter tilbage til stedet, hvorpå politiet indtransporterede pågældende til afhøring på politigården i Aalborg.

Efter stor politiaktion i Aalborg i aftes: Melder ud om drama
Presse-fotos.dk

Ufarlig signalpistol

Nordjyllands Politis øjeblikkelige efterforskningsskridt på stedet, ledte politiet på sporet af køretøjet, der hurtigt blev standset af patruljer inde i Vejgaard.

“Her blev to personer anholdt, og vi fandt kniv og jernrør, ligesom vi fandt en ufarlig signalpistol lidt derfra,” siger politikommissær Kenneth Rodam, der understreger, at det knald borgere kan have hørt stammer fra denne, og der er således ikke tale om skarpe skud.

Opgør i kriminelt miljø

Politikommissæren understreger, at man efterforsker sagen som en overtrædelse af straffelovens § 288, røveri, og man betragter episoden som en narkohandel, der er gået galt.

“Der er formentlig tale om et narkotikasalg, der udvikler sig til røveri,” siger Kenneth Rodam, der godt kan forstå, hvis det for borgerne kan give anledning til bekymring – navnlig hvis man bor i området i nærheden af episoden.

“Man der er efter vores opfattelse tale om et opgør i et kriminelt miljø, så den almindelige borger behøver ikke at være bekymret for at færdes i området.”

Efter stor politiaktion i Aalborg i aftes: Melder ud om drama
Presse-fotos.dk

Tryghedspatruljering – ring 114 med oplysninger

Politiets patruljer vil fortsat være særligt synlige i og omkring Aalborg i den kommende tid. Både for at skabe tryghed, men også som en del af det videre efterforskningsarbejdet.

“Vores efterforskning i sagen fortsætter, og derfor vil borgerne i Aalborg i det næste stykke tid kunne se flere uniformerende patruljer end normalt,” siger Kenneth Rodam.

Han opfordrer til, at man ringer til politiet på 114, hvis man har gjort sig observationer eller har relevante oplysninger til politiet. Man kan ringe hele døgnet.

Skal i Grundlovsforhør

De to anholdte personer – en 18-årig og 19-årig mand – skal fremstilles i grundlovsforhør i Retten i Aalborg senere i dag, 19. februar 2021, hvor politiet vil kræve dem varetægtsfængslet. Nordjyllands Politi eftersøger i skrivende stund ligeledes en tredje person, der er mistænkt i sagen, og som politiet endnu ikke kender identiteten på.

Del artikel

Andre læser også