Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Må til lommerne: Aalborg-diskotek i Gaden får kæmpe bøde

Af Michael Qureshi
Arkivfoto
Arkivfoto

Diskoteket The Gap i Jomfru Ane Gade har accepteret at betale en bøde på 130.000 kr. for ulovlig markedsføring målrettet mod unge under 18 år.

Det skriver Forbrugerombudsmanden i en pressemeddelelse onsdag.

Der er tale om ulovlig reklame i 13 forhold, og derfor er bøden ret høj i forhold til tilsvarende sager.

Diskotekerne Mona i Maribo, TemaBar i Viborg og The Gap i Aalborg har alle reklameret for arrangementer med alkohol rettet mod unge under 18 år på Facebook. Mona har accepteret at betale 10.000 kroner for ét opslag, det samme har TemaBar, mens The Gap har accepteret at betale 130.000 kroner for 13 forhold.

Må ikke reklamere med alkohol rettet mod unge

The Gap havde blandt andet skrevet i et opslag på Facebook:

”The Gap præsenterer – frie sjusser og shots fra 23.00-00.00. For Dronninglund, Brønderslev & Fjerritslev Gymnasium. Book dit bord nu på […] – Denne begivenhed er ikke et samarbejde med hverken festudvalg eller gymnasierne, vi er bare i fest humør – The Gap – Nightclub”.

Ifølge markedsføringsloven er enhver form for omtale af alkohol forbudt i en reklame, hvis den retter sig mod unge under 18 år. Forbuddet gælder både, hvis hensigten er at markedsføre alkoholholdige produkter, og hvis alkohol bliver brugt som virkemiddel til at sælge andre produkter.

Diskotekerne har også et strafansvar, selvom de ikke udskænker alkohol til mindreårige, da det er selve markedsføringen af alkohol til personer under 18 år, der er ulovlig.

Alle har accepteret at betale en bøde

Diskotekerne har alle accepteret at betale bødeforlæg.

Forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen, siger:

”Markedsføringsloven er meget klar. Enhver omtale af alkohol er forbudt, når målgruppen er unge under 18 år. De må ikke opfordres til at feste med alkohol via Facebook eller andre sociale medier.”

Det er foreningen Alkohol og Samfund og Alkoholreklamenævnet, som har klaget til Forbrugerombudsmanden over de tre diskoteker.

Del artikel

Andre læser også