Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Konceptet er globalt: Trendy café udfordrer Aalborgs bedste

Af Michael Qureshi
Restaurantchef Tinna Bøgeskov Schultz Foto: Veronika Popova
Restaurantchef Tinna Bøgeskov Schultz Foto: Veronika Popova

Der er fuld smæk på café-livet i Aalborg. Byen byder på rigtig mange gode steder, og flere der i mange år har formået at bevare et højt niveau.

Men café-hygge forbinder mange i Aalborg ofte med at være inde i centrum. Ude på Eternitten i kort gå- og cykelafstand fra midtbyen finder man en café, som mange måske ikke kender endnu.

Men Delimarché er en café, der med sin størrelse og indretning uden problemer kan matche mange af de bedste i Aalborg, Aarhus og København.

Det er den globale food virksomhed Compass Group, der har skabt konceptet Delimarché – et internationalt cafébrand, der kan opleves i mange af verdens storbyer og lufthavne.

Compass Group er blandt verdens største inden for food og catering, og har specialiseret sig i at skabe madoplevelser, der giver ekstra energi i løbet af en arbejdsdag, hvad enten det er på kontoret eller i studiemiljøet.

Delimarché konceptet er netop kendetegnet ved, at man godt ved, at der er fart på i hverdagen. Men selvom man har travlt, kan man jo godt spise sundt og lækkert – og måske endda få et velfortjent pusterum i Delimarchés hyggelige omgivelser.

Og så er Aalborgs Delimarché den første i Danmark, der ikke begrænser sig til kun at have åbent for virksomheders ansatte eller studerende.

Veronicca
Foto: Veronika Popova

Delimarché Café i Aalborg har flere forskellige ingredienser til den store succes. Heriblandt lækker mad – lavet helt fra bunden, gode priser og en stor rummelig café.

Som overbo til caféen nyder vi på migogaalborg.dk-redaktionen godt af deres bagels, sandwich, burgere og salater. Og prismæssigt ligger de i den helt billige ende, uden det kan smages på kvaliteten.

Men der er udfordringer for den rummelige café. Lokationen på Eternitten begrænser kundestrømmen.

Lige nu er Eternitten stadig midt i en rivende boligudvikling, og derfor har man ikke den strøgtrafik, som caféerne inde i byen nyder godt af.

Veronicca
Foto: Veronika Popova

Og så har man heller ikke været gode nok til at brande sig selv, erkender restaurantchef Tinna Bøgeskov Schultz. Hun overtog driften for fire måneder siden, og knokler for at øge kendskabsgraden til Delimarché.

”Siden jeg kom til, har vi haft øget fokus på at få flere til at komme herud på Eternitten og prøve at spise hos Delimarché. Vores erfaring er, at har man først været her, så kommer man igen”, forklarer Tinna.

”Havde vi ligget inde i byen, så havde vi haft fuldt hus hver eneste dag. Det er jeg slet ikke i tvivl om. Jeg kan bare se, hvordan vi med få ændringer har fået mange flere gæster, og vi kan se det enorme potentiale på den lange bane,” siger Tinna.

Restaurantchefen peger blandt andet på, at der stadig mangler at blive opført flere hundrede boliger, hvoraf mange er studieboliger. Så det kommer til at vrimle med unge caféglade mennesker.

Veronicca
Foto: Veronika Popova

Delimarché Café har nogle ret billige priser, hvor man blandt andet kan få en sandwich for 39 kr. Det skyldes udelukkende konceptet, at det kan gøres så billigt.

”Man bestiller oppe ved baren, og man henter selv sit bestik og så videre. Så kompenserer vi på priserne, og det får vi ingen klager for”, smågriner Tinna.

”Jeg plejer at sige, at vi har byens laveste priser på byens bedste sandwich. Man må godt prale, når man har noget at have det i, og vi har byens bedste sandwich. Så håber jeg, at folk tør tage os på ordet og komme ud og prøve selv”, forklarer restaurantchefen.

Et af de helt store hits er lørdagsbrunch den første lørdag hver måned og så deres fredagsburger.

Veronicca
Sådan så det ud, da vores blogger Veronicca var forbi Delimarché til lækker morgenmad. Foto: Veronika Popova

”Det er virkelig et trækplaster, at man kan få lækker brunchbuffet for 165 kr. inklusiv kaffe og friskpresset juice. Og så laver vi snildt omkring de 100 burgere hver eneste fredag, så det er noget, som mange har opdaget”, fremhæver Tinna.

Delimarché har også den store fordel i forhold til mange andre caféer, at de har et solidt og veletableret fundament under forretningen.

Compasss Group har i mange år været blandt de førende leverandører af mad, og med over 170 restauranter i virksomheder og på studier rundt omkring i Danmark, så skinner deres store erfaring og viden om mad altså igennem hos Delimarché.

”Hver eneste hverdag laver vi mad til 50 gæster i huset og til 200 ud af huset som catering. Og så har vi vores store flotte lokaler ovenpå, som kan lejes ud til bryllupper, fester, barnedåb og meget mere. Her i december har der selvfølgelig været rigtig mange julefrokoster”, uddyber Tinna.

Veronicca
Foto: Veronika Popova

Tinna har arbejdet i restaurationsbranchen siden hun var 16 år. Hun var blandt andet med til at starte Pingvin op i 00’erne i de lokaler, hvor Restaurant Rusk ligger i dag.

”Det var en sjov og lærerig tid. Der var fyldt konstant, og så snart vi havde sendt gæsterne ud af døren, så havde vi fyldt bordet igen med nye. Jeg elsker den her branche, hvor man møder gæsterne i øjenhøjde og mærker pulsen i byen,” forklarer Tinna.

Hvis hun selv skal pege på en kollega inde i byen, som gør det godt, så er hun imponeret af Café Peace.

”Jeg kan godt lide det, Café Peace gjorde, da Anne (Kønig) åbnede. De laver megalækker mad, og så er der noget personlighed i deres tjenere, ligesom vi bestræber os på herude. Vi går meget op i et personale, der har smil på læben og er serviceminded. Det samme gælder på Peace.”

Veronicca
Foto: Veronika Popova

Til trods for at Tinna har den erfarne virksomhed Compass Group i ryggen, så har hun fået meget frirum rent ledelsesmæssigt.

”Jeg har skruet på flere forskellige knapper, og det har jeg fået lov til fra start. Vi har for eksempel fået menukort. Det var slet ikke en del af det oprindelige koncept”, forklarer Tinna.

”Så alt i alt er det bare et fedt job og en fed café – så tingene går ligesom op i en højere enhed. Og så har jeg hjertet med i caféen, fordi jeg bare ved, at den kan blive et kæmpe hit i Aalborg”, slutter Tinna.

 

Del artikel

Andre læser også