Kendt for sine gourmet-øl: Her åbner pop-up ølbar i Aalborg
Hvad siger du til en friskskænket Berliner Weisse, en Amarillo IPA eller en baltisk porter?
Det lokale Aalborg-baserede bryggeri Hjort Beer har brygget øl siden 2017 og vundet adskillige priser for deres kvalitets-øl i gourmetklassen.
Og nu er Hjort Beer klar til at slå dørene op som ølbar midt i Aalborg.
Det kan du glæde dig til
Timingen er perfekt, for fra i morgen – når The Tall Ships Races officielt åbner – kan du slå dig ned og nyde kolde øl bare få skridt fra havnefronten.
Som ny pop-up ølbar på Stjernepladsen åbner ølbaren Hjort Beer i morgen, torsdag den 4. august kl. 11.00-22.00.
Carsten Hjort Bjerre er manden bag – og lige nu ved at gøre ølbaren klar til, at du kigger forbi.
“Jeg glæder mig til at invitere alle indenfor til gourmet-øl, som vi laver af den bedste kvalitet, og vidt forskellige slags,” siger Carsten Hjort Bjerre.
Du kan nyde syv forskellige øl, blandt andet deres classic Wiener-Walser og en Orange Weisbier. Og selvfølgelig rigtig god pilsner fra fad.
Der serveres salte snacks til alle øl, når du nyder øllene enten indendøre i de hyggelige lokaler – eller på den udendørs terrasse på Stjernepladsen.
Award winning craft beer
Du har måske set navnet ‘Hjort Beer’ før. For i år 2020 var bryggeriets Brown Bella én af 24 udvalgte øl i Natholdets Julekalender.
Øllene finder du også i udvalgte butikker. Og efterhånden så efterspurgte, at tiden var inde til deres egen ølbar.
Jazz og øl alle lørdage i august
Fortvivl ikke, når The Tall Ships Races er ovre. For selvom Hjort Beer indtil videre er en pop-up ølbar, holder de åbent alle lørdage i august kl. 11.00-22.00.
Der er endda jazz på Stjernepladsen, når Aalborgs jazzbassist Kenneth Dahl Knudsen hver lørdag i august fra 12-16 giver minikoncert lige ud for ølbarens terrasse.
Med åbningen af Hjort Beer på Stjernepladsen får iscaféen Isværftet, kunstner Betina Jung og bagel-caféen Baco ny nabo – for ikke at sige barbershoppen Frederiks Hector og Restaurant Textur.
Hvad: Den nye ølbar Hjort Beer åbner, med egne gourmet-øl
Hvor: Stjernepladsen, tæt på havnefronten
Hvornår: Åbner i morgen, torsdag den 4. august og resten af ugen kl. 11.00-22.00. Herefter åbent alle lørdage i august kl. 11.00-22.00.