Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Kendt ansigt er med: Kreaheltene rykker ind på Aalborg Universitetshospital

Af Stine Kjølby Christensen

Inaktivitet, ensomhed og ventetid er desværre noget af det, børn ofte oplever, når de indlægges på hospitalet.

Derfor skal Børneulykkesfondens initiativ Kreaheltene nu invitere børn på Aalborg Universitetshospital inden for i et kreativt værksted, hvor der er plads til leg, fordybelse og fantasi.

I september 2020 blev Kreaheltene lanceret på H.C. Andersen Børne- og Ungehospital i Odense for bringe mere kreativitet, fantasi og fordybelse ind i de indlagte børns hverdag.

Siden har der været stor efterspørgsel på udvidelse af konceptet, og Aalborg Universitetshospital bliver nu det andet hospital med sin helt egen Kreahelt.

”Efter en utrolig varm velkomst til Kreaheltene i Odense, er det helt fantastisk, at vi nu har mulighed for at bringe vores kreative univers ind på endnu et hospital.

Med Kreaheltene er det vores mål at skabe rammerne for kreative lege og aktiviteter. Det er nemlig noget af det, børn og familier med sygdom og diagnoser tæt inde på livet ofte kan have svært ved at finde tid til,” siger generalsekretær i Børneulykkesfonden, Henriette Madsen.

”Nybyggerne”-vinder er Kreahelt

Når Kreaheltene rykker ind på Aalborg Universitetshospital er det med den 26-årige Kreahelt, Lise Vandborg, i spidsen.

Hvis navnet lyder bekendt er det nok fordi, at Lise sammen med kæresten Michael vandt TV2-programmet ”Nybyggerne” tilbage i 2016.

Herudover står Lise også bag flere bøger om kreative projekter til børn.

”Jeg glæder mig enormt til at give de indlagte børn et kreativt frirum, hvor sygdommen for en stund kan glemmes. Når vi starter op på Aalborg Universitetshospital, kommer jeg til at drive kreaværkstedet, hvor børnene og deres familier kan komme og klippe, klistre, tegne, male, lave små figurer og meget andet.

Vi skal give fantasien fuld gas og lave både skøre og sjove kreationer,” fortæller Lise Vandborg. Kreaheltene er startet op på Aalborg Universitetshospital i denne uge.

Kendt ansigt er med: Kreaheltene rykker ind på Aalborg Universitetshospital

Et frirum med fantasi og fordybelse

Målet med Kreaheltene er at skabe et frirum og et fællesskab for de 60.000 børn i alderen 1-14 år, der hvert år bliver indlagt på et hospital i Danmark.

I Kreaheltenes værksted kan børn og deres familier komme og lege med forskellige inspirerende materialer og være en del af et fællesskab, der ikke handler om sygdom eller diagnoser.

I værkstedet skabes der trygge, støttende og inspirerende rammer for, at børnenes fantasi og idéer kan afprøves, udfordres og leges med.

”Når børn lever livet med kroniske diagnoser og gentagende behandlinger og indlæggelser som følgesvend, kan hverdagen være præget af anvisninger og begrænsninger.

Kreaheltenes opgave er at skabe et rum, hvor barnets egne valg og motivationer er i centrum,” fortæller Henriette Madsen.

Kreaheltene udspringer af projektet Legeheltene, der siden 2016 har skabt aktiv leg og bevægelse på børneafdelinger landet over – nu på 13 hospitaler i Danmark og Færøerne.

Del artikel

Andre læser også