Kæmpe nordjysk succes: Etly Klarborg pynter tusindvis af danske hjem – nu også til påske

Af Stine Kjølby Christensen
Hvert år til jul pyntes der op i de danske hjem.
En af de største pyntegenstande i julen er de ikoniske Klarborg-nisser, og det er de færreste danske familiehjem, der ikke har haft en af slagens inden for dørene.
Nissernes hjemstavn ligger blot en halv times kørsel fra Aalborg, hvor designeren bag nisserne, Etly Klarborg, sysler i sit hyggelige værksted og sælger ud i hendes stemningsfyldte gårdbutik.
Klarborg-brandet er blevet en kæmpe succes udsprunget i Nordjylland, og i år storsatses der på nye tiltag. Påsken skal også være en begivenhed, der præges af Klarborg i de mange hjem landet over.
Hygge – kærlighed og eventyrlig fantasi
Etly Klarborg har udvidet med en enestående forårskollektion bestående af nuttede harekillinger, uldne lam og kluntede påskekyllinger.
Som resten er Klarborg-familien, er kollektionen skabt ud fra nøgleord som hygge, kærlighed og et skvæt eventyrlig fantasi.
Etly Klarborg siger til migogaalborg.dk, at hun håber, at påske-kollektionen bliver taget godt imod.
”Jeg hører tit, at folk ikke længere pynter op til påske, og det synes jeg, er ærgerligt. Flere af de store kædebutikker og deres kunder har efterlyst nogle forårs- og påsketing fra mig, og det vil jeg meget gerne give dem.” siger Etly.
Nisserne tog lidt overhånd
Men selvom kollektionen er ny i butikkerne, så er det ikke en nyhed fra Klarborg eller Butik Gammelbo. Mange af dem har eksisteret meget længe.
”Flere af modellerne er født for mere end 30 år siden. Jeg har haft dem i min butik siden starten – og endnu før.
Dem som kommer i butikken, har kendt til dem og spurgt efter dem. Nisserne tog lidt overhånd, og jeg havde svært ved at følge med.” fortæller Etly til migogaalborg.dk.
Og det er ikke tilfældigt, at det netop er Etlys værker, folk efterspørger. Klarborg-kollektionerne er efterhånden blevet et ikonisk samleobjekt, som danskerne ikke kan få nok af.
”Folk vil jo gerne have pynt til deres hjem, men det skal være noget, de kender. Derfor tror jeg, at det er nemt at tage påskekollektionen til sig – fordi de på en måde allerede er en del af familien.” forklarer Etly.
Har sat sit personlige præg på påske-produkterne
Når man tager et kig på forårsnyhederne, så er der ingen tvivl om, hvem kunstneren bag dem er. Som altid er der noget nuttet, kluntet og unikt over de nye familiemedlemmer og sådan skal det også være.
I denne kollektion har Etly dog alligevel gjort lidt ekstra for at sætte sit personlige præg på produkterne. Blandt andet ved at inddrage hendes mellemste søn i designet og derudover bruge hendes egne akvareller til emballageæskerne.
Alt sammen for at sikre, at kollektionen får den bedste velkomst i Klarborg-familien. Kærlighed og respekt er altid en vigtig indgangsvinkel, når Etly designer sine kollektioner.
Støtter Kræftens Bekæmpelse
Men det er ikke kun i designprocessen, at hun har netop disse ord i baghovedet.
I forbindelse med forårsnyhederne har hun indgået et samarbejde med ”Kræftens Bekæmpelse” – og håber, at hendes påskekyllinger også kan gøre en forskel, som andet end ”bare” pynt.
”Jeg vil gerne støtte op om bekæmpelsen af kræft, så der forhåbentligt kan findes en kur mod sygdommen så hurtigt som muligt.” siger Etly og fortæller, at for hvert solgt kylling går 10 kr. ubeskåret til Kræftens Bekæmpelse.
Selv om der satses meget på påske-kollektionen, så er der ingen tvivl om, at det er nisserne, som er hele fundamentet i den enorme succes som det nordjyske brand har oplevet.
”Jeg har haft nisserne i mit liv, siden jeg var en lille pige. Jeg har altid haft hjertet med mig i designet – med et ønske om, at de kan bringe glæde og god stemning, hvor end de kommer. Jeg er meget stolt af alle mine små nissebørn.” fortæller Etly.
Påske-kollektionen finder du i butikker rundt omkring i landet, og Etly håber at de kan bringe foråret med ind i de danske hjem. Du kan også bestille dem på Klarborgs webshop lige her.
Etly Klarborg fortæller desuden, at de afholder Påske i det legendariske Nissehus i Pandrup, hvor man også kan komme i den helt rette påske-stemning ved at kigge inden for i Butik Gammelbo.
Man kan læse om eventet lige her
Læste du?
Daniel Svensson stopper karrieren: Bliver chef for Coolshops nye børnefond
