Ramt af IT-problemer: Hospitaler advarer om ventetid for patienter i hele Nordjylland
Har man en tid hos hospitalet i dag, skal man være opmærksom.
Lige nu giver IT-problemer problemer nemlig hospitalerne problemer.
Det gælder alle Region Nordjyllands tre hospitaler.
Det skriver Region Nordjylland i en servicemeddelelse.
Årsag er endnu ukendt
Der er tirsdag morgen konstateret IT-netværksproblemer hos Aalborg Universitetshospital, Regionshospital Nordjylland samt Psykiatrien.
Det kan betyde ventetid for ambulante patienter.
Det betyder, at der indimellem er problemer med at tilgå IT-systemer, herunder patientjournaler.
Det kan betyde, at patienter, der har en tid i et ambulatorie her til morgen og formiddag, kan komme til at opleve ventetid.
Regionen kender endnu ikke årsagen til de udfald, der opleves, men arbejder intenst på at opklare det.
Umiddelbart er der ikke noget, der tyder på cyberangreb, lyder det fra Region Nordjylland.
Hospitalerne håber på forståelse fra patienterne og arbejder med at få systemet til at køre stabilt igen.
Vi har nu lokaliseret den fejl, der har været skyld i IT netværksproblemer på de tre nordjyske hospitaler, som omtalt her til morgen:
Opdatering d. 28. marts kl. 14.12: Fejl i forbindelse med IT-problemer er fundet og løst.
Fejlen er relateret til en central komponent i regionens datacenter. Der er derfor ikke tale om et cyberangreb.
Fejlen har betydet, at der ikke er blevet aktiveret redundans i datacentret. Efter fejlen er blevet lokaliseret, er systemer blevet flyttet enkeltvis.
Selvom systemerne nu kører igen, tager det tid, inden hospitalerne er tilbage i normal drift.
Regionen vil de næste dage følge op på hændelsesforløbet i forhold til, hvilke erfaringer der skal høstes med henblik på at undgå lignende situationer fremover.