I dag genåbner de fleste butikker: Salling og Magasin venter lidt endnu

1. marts er dagen, som butikkerne i Danmark har set frem til.
Mandag morgen må mange af landets butikker nemlig igen slå dørene op og byde kunder velkommen indenfor – naturligvis med respekt for de gældende retningslinjer.
Disse butikker må åbne
Alle butikker, der er udvalgsvarebutikker (som sælger møbler, tøj, sko mv.) må åbne i dag, så længe de ikke er over 5000 kvadratmeter.
Derudover må caféer og restauranter naturligvis stadig tilbyde take away, så du kan stadig få din morgenkaffe to-go eller hente lækker frokost hos en af byens mange spisesteder.
Disse butikker åbner IKKE endnu
Det er dog ikke alle butikker, der kan byde kunder velkommen tilbage her til morgen.
Butikker i storcentre som eksempelvis Aalborg Storcenter, Friis og Shoppen må ikke åbne på lige fod med andre.
Dette gælder også alle andre butikker med mere end 5000 kvadratmeter – såsom Magasin og Salling.
I Justitsministeriet retningslinjer står der, at de må åbne for “et meget begrænset antal kunder mod tidsbestilling”, og at alle kunder skal have 250 kvadratmeter at boltre sig på.
Det er lidt forskelligt, om de store butikker har valgt at åbne. Ifølge EB.dk åbner følgende butikker IKKE mandag morgen:
- Ikea
- Magasin
- Salling
- Storcentre
- Biltema (har kun én butik på over 5000 kvadratmeter. Det er den i Roskilde, og den åbner ikke
Elgiganten åbner alle forretninger – undtagen dem i storcentre.
Stor utilfredshed hos de store butikker
I weekenden kom det frem, at mange af de store butikker er utilfredse med, at de må have færre kunder, end de helt små butikker.
Eksempelvis må en Jem & Fix på 1.200 kvadratmeter have 120 kunder på samme tid i butikken. En Bauhaus på 15.000 kvadratmeter må imidlertid kun have 60 kunder samtidig.
En tøjbutik på 4.000 kvadratmeter må ifølge anvisningerne have op til 200 kunder af gangen, mens Magasin på Kgs. Nytorv i København med 32.000 kvadratmeter kun må have 128 kunder på samme tid.
Årsagen er, at der fokuseres på arealkrav per kunde. Og i kategorien med butikker op til 2.000 kvadratmeter er kravet sat til 10 kvadratmeter per kunde.
I næste trin – fra 2.000 til 5.000 kvadratmeter store butikker – er arealkravet sat til 20 kvadratmeter per kunde.
Og over 5.000 kvadratmeter er kravet ikke mindre end 250 kvadratmeter per kunde. Desuden kan de enkelte kunder kun komme ind, hvis de har booket en tid i forvejen.
Salling og Magasin afventer
Hos både Magasin og Salling er der heller ikke meldt noget ud genåbning.
“Intentionen i den politiske aftale er nok ikke, at sådanne som os i det hele taget skal genåbnes nu, og det understreger dette arealkrav jo,” udtalte Peter Fabricius, der er økonomidirektør i Magasin du Nord, i weekenden til B.T.