Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Hulebyggeri og pandekager: Aalborg Søspejdere deler opgaver til børnefamilier

Af Stine Kjølby Christensen

Er der overhovedet nogen, der ved, hvor længe vi har været spærret inde?

Dage, uger, måneder … år?!

Tidsfornemmelsen er forduftet, og der er efterhånden ingen forskel på mandag og fredag.

Mange familier har været samlet i længere tid end de før har prøvet – og måske er I ved at nå til det sted, hvor kvaliteten af børneunderholdningen er dalende.

Og hvad gør man så?

Heldigvis har denne karantæne-tid også ført en masse gode tiltag med sig. Eksempelvis hos Aalborg Søspejdere, der også er mærket af, at vi ikke må samles.

Derfor har de oprettet Facebook-gruppen “Aalborg Søspejdere – Hjemmespejd“.

Alle kan lege med

Her deler de hver dag en hyggelig hjemmespejd-opgave, der kan sprede lidt hygge og glæde bag hjemmets fire vægge.

Opgaverne kan være alt fra morsekoder, venskabsknob, hulebyggeri, pandekagebagning gække breve til farverige tegninger.

Alle kan med andre ord være med – søspejder eller ej.

“Målet er at få folk til at tænke anderledes. At holde fanen højt. Få folk til at lave spejderting med deres børn.

Det er jo godt at være udenfor. Man skal bare holde afstand. Så i stedet for at sidde inde og være bange, så har folk en masse tid til kvalitetstid med deres unger,” fortæller Signe Bygum, der er en af afdelingslederne i Aalborg Søspejdere.

Gruppen har i dag delt sin 18. opgave, der henvender sig til børn. Hver gang opfordres de til at dele resultatet i gruppen, så de andre børn kan se, hvad der ellers er blevet lavet ude i hjemmene.

Et anderledes mærke til uniformen

Ud over at dele ud af inspirerende opgaver, som kan aktivere børn på en kreativ måde, giver Facebook-gruppen også mulighed for at få et anderledes mærke til spejderuniformen – hvis man har sådan én.

Klarer man en tredjedel af opgaverne i Facebook-gruppen, bliver man kvalificeret til det såkaldte hjemme-spejd mærke. Dokumentationen lægges op under opslaget i gruppen, hvor man har fundet opgaven.

Gruppeleder, Kristoffer Sloth, fortæller, at Aalborg Søspejdere håber, at mærket kan give børnefamilier et positivt minde i en ellers mørk tid, og han understreger, at det er også muligt at få mærket, selvom man ikke normalt er søspejder.

Stor opbakning i en hård tid

Kristoffer Sloth, der er gruppeleder i Aalborg Søspejdere, er glad for opbakningen og ser det som et udtryk for, at der netop i denne tid er behov for ekstra kvalitetstid i børnefamilierne:

“På et tidspunkt løber man som forælder tør for gode ideer til aktiviteter og lege med sine børn, når den eneste legeplads er derhjemme eller alene udenfor,” fortæller Kristoffer Sloth og uddyber:

“Vi giver forældrene en aktivitetsbank, som de kan bruge, som de har lyst. På den måde bliver det en positiv og rig oplevelse for hele familien. Det giver dermed noget positiv kvalitets- og refleksionstid at mindes fra denne tid,”

Facebookgruppen “Aalborg Søspejdere – Hjemmespejd” er åben for alle interesserede, og det er også muligt at få hjemmespejd mærket, selvom man ikke i forvejen er medlem af organisationen.

Du finder gruppen her.

Del artikel

Andre læser også