Horisonten skyder 70 meter op: Nu udbydes de første lejligheder i højhuset
Der bygges overalt i selve Aalborg og i den øvrige del af kommunen.
Nørresundby er i den grad ved at udvikle sig med flere spændende byggeprojekter.
Et af de mere iøjnefaldende byggerier er Nørresundbys kommende højhus ved Lindholm Brygge.
Bygningen får navnet Horisonten, og bliver en helt særlig etageejendom.
Horisonten kommer til at skyde 70 meter op i luften, og vil rumme 166 ejerlejligheder fordelt på 22 etager.
Bygningen bliver en blanding af bolig og erhverv i to plan, hvor der formentlig kommer til at være en café i erhvervslokalerne.
Velegnet både til private og investorer
Ejendomsmægler Nybolig Palle Ørtoft i Nørresundby, der sælger boligerne, meldte tirsdag ud, at de første lejligheder i det vilde projekt er kommet til salg.
Ejerlejlighederne er yderst velegnet både til privatpersoner og investorer, og kan derfor både benyttes til eget brug, udlejning eller som studiebolig.
De nederste etager rummer 42 ejerlejligheder med størrelser på 49-75 kvadratmeter, og er fordelt ud på 1, 2 og 3-værelses lejligheder.
Indvendigt ser der ud til at være kræset på indretningen, hvor der er fokus på lys og rene linjer. Alle boligerne får højkvalitetsinventar fra JKE.
Størstedelen af de udbudte ejerlejligheder har også en tilhørende altan, hvor nogle er op til hele 22 kvadratmeter.
Her er der masser af plads til både at kunne have havemøbler og en gasgril stående, samt potter til grønne planter.
Jo højere man kommer op etage-mæssigt i Horisonten, jo mere storslået udsigt får man over mod Lindholm Strandpark eller Egholm.
Priserne på boligerne ligger fra 975.000 kr., så det virker egentlig som priser, de fleste kan være med på, og som også er ideelle som studievenlige boliger i form af forældrekøb.
Bo i et spirende område
Lindholm Brygge var for få år tilbage et industrikvarter, hvor der var cementfabrik og udskibningshavn.
I dag er udtrykket anderledes, hvor en masse smukke bygninger er skudt til tops, heriblandt Horisonten der snart vokser over de andre bebyggelser i området.
Lindholm Brygge er en af Aalborg Kommunes nye spirende bydele, der ligger ned til Limfjorden, et fredet naturområde præget af skov og marker, samt Lindholm Strandpark, der med sine stisystemer gør det muligt at gå langs havnefronten fra vest til øst eller over den røde kulturbro.
Det forventes at Horisonten står færdig i maj 2020.
Er man mere nysgerrig på Horisonten, så kan man læse mere her.