Rift om billetter: Verdens største løbefest på oppustelig bane kommer igen til Aalborg

Skrevet af: Michael Qureshi
Foto fra Gung Ho i England
Foto fra Gung Ho i England

Vi er vant til en del forskellige motionsløb her i Aalborg og omegn.

Men sidste år blev Aalborg introduceret til forhindringsløbet Gung-Ho. De kalder det selv for verdens største løbefest på oppustelig bane.

Det var en kæmpe succes sidste år i august, og derfor er det ikke overraskende, at vi igen her i 2019 kan se frem til at få besøg af konceptet igen.

Lørdag d 22. juni vender det retur til væddeløbsbanen Racing Arena Aalborg med 10 oppustede, kæmpestore forhindringer, fordelt på 5 km.

En vanvittig løbefest fyldt med sjove overraskelser, udfordringer og oplevelser. Der er plads til hele famillien. Konceptet er enkelt: Man skal have det sjovt!

Der er også rift om billetterne allerede. Hele 14 start-tidspunkter er allerede udsolgt. Dermed er der kun 12 starttidspunkter ledige.

Billetterne bliver også dyrere jo tættere, man kommer på løbsdagen.

Det handler om at udfordre hinanden

Løbet adskiller sig fra andre fun-runs på grund af de store forhindringer.

En vigtig detalje er også, at man ikke nødvendigvis behøver at have en perfekt kondition for at deltage. Ingen bliver målt i tid – det er fun run for alle. Man kommer til at hoppe, springe, kravle og løbe på de 5 km.

Det handler om at have en fest og udfordre sig selv på en sjov måde. Udfordre sine venner og grine af dem når de vælter rundt i de oppustelige giganter.

En seriøst sjov dag

Man kan blandt andet opleve verdens største luftmadras. Hold nu fast! 12 meter bred, 32 meter lang og 5 meter høj. I alt dækker den 378 kvartmeter og 1.890 kubikmeter.

Forhindringerne har navne som: The Wall, Born Slippy, Surfin’ og The Final Countdown – alle forhindringerne er navngivet efter nogle af pophistoriens mest populære sange.

Både voksne og børn kan være med til løbet. Arrangørerne anbefaler dog at børn, er minimum otte år gamle. Alle børn under 12 år skal løbe sammen med en voksen.

Det afholdes i København, Aalborg, Århus og Odense i år.

Hvad: Gung Ho – løbefest på oppustelig bane
Hvor: Racing Arena Aalborg
Hvornår: Lørdag d. 22. juni
Billetter her

Bliv under dynen: DMI varsler kraftigt blæsevejr i Aalborg

Skrevet af: Stine Kjølby Christensen

For mange er søndagen den oplagte dag til at hygge under dynen med uldne sokker, varm kakao og binge watching af din yndlingsserie.

Netop denne søndag bliver måske oplagt til formålet.

DMI har nemlig udsendt en varsel om blæsevejr, der siger spar to.

Fra kl. 12 til 23 i aften vil der være risiko for stormende kuling fra vest med vindstød af stormstyrke, og DMI advarer om, at både tog- og vejstrækninger kan blive spærret, mens broer kan risikeres at skulle lukkes for gennemkørende trafik.

Især Skagerrakkysten forventes at rammes hårdt med vindstød på op mod 25-28 meter i sekundet.

En blæsende dag i Aalborg

Aalborg bliver dog heldigvis ikke lige så hårdt ramt, hvor styrken sandsynligvis når op på 21 m/s allerede fra middagstid og resten af dagen.

“I Aalborg nærmer vinden sig kulinggrænsen, så ifølge den nuværende prognose er der ingen grund til at frygte stormstyrke,” siger vagtchef ved DMI, Martin Lindberg til MigogAalborg og fortsætter:

“Men det er første gang i lang tid, at vi har haft så kraftig en vind, så det er selvfølgelig et aspekt, man skal tage med.

Prognosen kan også nå at ændre sig løbende, så vi anbefaler, at man følger med for at holde sig opdateret på eventuelle ændringer.”

Det er et dybt lavtryk nord for Færøerne, som i løbet af søndagen bevæger sig mod øst til Mellemskandinavien. Samtidig ligger et højtryk næsten stille vest for den Engelske Kanal.

Den store trykforskel giver Danmark et blæsevejr om søndagen, og især syd for Norge, over Skagerrak og ind over nordligste Jylland bliver vinden kraftig.

Der vil løbende blive holdt øje med udviklingen og om nødvendigt opgraderet til varsel eller justeret i risikomeldingen.

Følg med her.

Over 30 slags konditorkager: Scheelsminde inviterer til overdådig kagebuffet

Skrevet af: Stine Kjølby Christensen

Søndag d. 13. oktober kan du godt sætte et stort, fedt kryds i kalenderen.

Hotel Scheelsminde inviterer nemlig endnu engang til sit voldsomt populære kagebuffet-arrangement.

Her vil hotellets konditor trylle med lækkert bagværk, der vil kunne få selv den mest kagesultne nordjyde til at overgive sig … før eller siden.

For vi elsker jo kage. Hele året rundt. Men der sker nu alligevel noget særligt, når kalenderen skifter over til efterår og tanken om, hvorvidt bikinien passer, bliver pakket ligeså langt væk som den dårlige samvittighed.

Nu gælder det bare om at nyde synet af Aalborgs bronzefarvede landskaber, duften af nyfaldne blade og selvfølgelig smagen af din absolutte favoritkage.

Og det bliver der rig mulighed for.

Over 30 hjemmelavede kager

Netop denne kage-buffet består af mere end 30 forskellige hjemmelavede lækkerier: alt fra citrontærte, hindbærsnitter, gateau marcel, gulerodskage til den ikoniske Othellolagkage.

Fik vi sagt, at det hele er hjemmelavet?

Hotellets konditor bager for eksempel selv lagkagebundene og koger selv kagecremerne.

”Alt er lavet fra bunden – som i virkelig alt!” har hotellets konditor, Mia Bragenholt, tidligere fortalt om det overdådige kagebord.

Du skal være hurtig

Scheelsminde introducerede for første gang konceptet i februar sidste år, hvilket viste sig at være en massiv succes.

Faktisk så stor en succes, at alle pladser lynhurtigt blev udsolgt.

Derfor er det altså en god idé at tjekke sin kalender allerede nu, så du kan nå at sikre dig en plads til en drøm af et kagebord.

Efter kageædegildet har du sandsynligvis brug for lidt frisk luft … Her kan man passende tage en tur i Scheelsmindes dejlige park, hvor efteråret tager sig allerbedst og smukkest ud, i takt med at de gyldne blade daler ned fra træerne.

En plads til årets mest syndige arrangement koster 148 kr. og kan sikres lige her.

Hvad: Kagebuffet
Hvor: Hotel Scheelsminde
Hvornår: 13. oktober 2019

Nyt fra Eatlow: Plantebaseret takeaway tager over

Skrevet af: Redaktionen

I øjeblikket løber Aalborg Bæredygtighedsfestival af stablen i midtbyen, og hundredevis af aalborgensere har kigget forbi til en sludder om, hvordan vi hver især kan være med til at gøre Aalborg til en endnu grønnere by.

I Utzonparken har hele 70 standholdere stået klar til at berette om bæredygtige initiativer, der hver dag er med til at gøre en forskel for kloden.

Én af dem er PLA:NT: en 100 % plantebaseret takeaway og tilmed den første af sin slags i Aalborg.

Som enhvert anden plantefrø er PLA:NT lidt pludseligt skudt op af jorden uden at gøre nogen særlig stor opmærksomhed af sig.

Men det skulle vise sig, at PLA:NT ikke har valgt et tilfældigt sted at slå sine grønne folder ud.

Dette er nemlig sket i Reberbansgade 20, hvor Eatlow ellers har holdt til siden 2013.

Fra Eatlow til PLA:NT

Eatlow var kendt for blandt andet at tilgodese de aalborgensere, der gik ekstra op i sund kost med de rigtige næringsværdier – uden at gå på kompromis med smagen.

I september 2018 blev Eatlow tilbagekøbt af folkene bag SushiMania, der også oprindeligt startede konceptet op.

Siden har koncernen arbejdet på videreudvikling af det stærke Aalborg-brand, og det er altså nu blevet til PLA:NT.

Vi har taget en snak med nuværende indehaver samt COO i SushiMania Aalborg, Nathalie Ina Kühl:

“Det nye sted hedder Plant og bliver 100 % plantebaseret takeaway.

Det er noget, vi har arbejdet på i meget lang tid, da vi ville være sikre på, at vi kunne lancere noget mad, der smager minimum lige så godt som ikke-plantebaseret mad. Ellers gav det ikke mening for os,” fortæller Nathalie.

Mange ting på menukortet vil være velkendt af inkarnerede Eatlow-kunder, og blandt andet er shakes, burgere og wraps stadig at finde – bare uden dyr.

Rødbedebøf, socialt ansvar og verdensmål

Du kan for eksempel nyde godt af en no-hamburger med plantebøf, iceberg, tomater, pickles, løg, ketchup, sennep, mayo eller en signature burger med rødbedebøf, plante mozarella, avocado, salatmix, tomater og pickles.

PLA:NT har også tilføjet en proteinburger på menukortet, der i følge Nathalie indeholder mere protein end alle Eatlow’s kødbjerge.

“Vores koncept er skabt ud fra de beslutninger og erfaringer, vi har draget i vores andre virksomheder, gode som dårlige, sådan at vi i dag står med en sluttet cirkel af bæredygtighed.

Det betyder, at vi tager socialt ansvar, bruger bæredygtig emballage og samarbejder med Jysk Energi sådan, at vi kan udnytte strøm og el på den bedst tænkelige måde,” fortæller Nathalie, der slet ikke er i tvivl om, at fremtiden indbyder til, at endnu flere skal tage ansvar for den grønne udvikling.

“Klimasnakken kan jo blive lang, men faktum er, at kød bruger nogle ressourcer, som vi er ved at slippe op for. Det betyder også, at vi må begynde at tænke i andre baner, og derfor er blandt andet verdensmålene vigtige for os.

Personligt elsker jeg bøffer; og jeg kan sagtens spise en rød bøf om lørdagen og få frokost fra Plant om mandagen. Det ene behøver jo ikke at udelukke det andet,” fortæller hun.

PLA:NT bliver altså god, veltilberedt mad med god samvittighed – for både din krop, miljøet … og alt andet.

Du kan se hele menukortet her.