Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Store Bededag nærmer sig: Her kan du få lækre hveder i midtbyen

Af Stine Kjølby Christensen

I gamle dage var Store Bededag noget, man indførte som arbejdsfri bede- og bodsdag. Dette gjaldt på tværs af alle brancher, og derfor måtte byens bagere også holde lukket.

Dette skabte naturligvis stor røre blandt folk, for hvordan skulle man så få fat i sit friskbagte brød om fredagen, hvor bededagen faldt? Bagernes løsning var, at man i stedet købte sine hvedetvebakker dagen før Store Bededag – og selv varmede dem næste morgen.

Hvordan dette har forvandlet sig til en tradition, hvor vi ufortrødent kaster hvidt brød med tandsmør ned i svælget allerede aftenen før den signede dag, ved vi ikke. Men vi klager heller ikke.

Store Hvededag i Aalborg

I Aalborg har man også valgt at holde fast i den gudbenådede tradition … Udover at mange af bagerne har droppet at holde fri og i stedet sælge hveder både torsdag og fredag … og nogle endda weekenden ud.

Findes der mon en bedre undskyldning for at smovse kulhydrater i lange baner? Næppe.

Vi har her samlet de steder i midtbyen, der sælger luksus-hveder i de kommende dage:

La Bonta

Hos La Bonta i Gravensgade er der også godt gang i hvedeforberedelserne.

Her lover de intet ringere end byens bedste hveder, lavet med kardemomme så der er gennemslagskraft på smagen. Som med alt andet i bageriet, er hvederne bagt ud fra ældgamle traditioner – og det skulle altså kunne smages.

Hvederne kan fås onsdag og torsdag, men bageriet er lukket på selve Store Bededag.

Prisen er kun 7 kr. for en enkelt hvede og 30 kr. for 5 styk.

Store Bededag nærmer sig: Her kan du få lækre hveder i midtbyen

Othello Bageriet: 

Hos én af byens ældste bagere holder man selvfølgelig fast i den gode gamle bagertradition.

Opskriften er den samme, der er blevet brugt … altid … og igen i år kan du vælge mellem hvedeknopper og ristede hveder. Prisen er 9 kr. for knopperne og 5 kr., hvis de skal være ristede.

Smagen beskriver Othello Bageriet som “helt klassisk”, og du kan tilmed få dem både onsdag, torsdag, fredag og lørdag.

Penny Lane:

Hos Penny Lane på Boulevarden er der selvfølgelig også hveder på menuen – og endda to forskellige slags.

Du kan nemlig både få de traditionelle lyse eller tage den sunde(…) vej med speltknopper. En anelse blasfemisk, hvis du spørger os, men valget er selvfølgelig dit.

Hvederne kan købes både onsdag og torsdag.

Surdejsbageren:

Hos Aalborgs nok mest hypede (og moderne?) bageri er man naturligvis også med på noderne.

Her kan du få økologiske surdejshveder både torsdag og fredag, og da efterspørgslen de andre år har været tæt på vanvittig, er det en god idé at forudbestille, hvis du vil være sikker på at din Store Hvededag kommer til at indeholde de sure slags.

Prisen er 40 kr. for 5 stk.

Lagkagehuset

Ingen bagværks-guide uden Lagkagehuset, som du her i Aalborg finder ved Østre Havn, i Magasin og på Skalborg Bakke.

Årets hvedeknopper er bagt med kardemomme, en smule citronskal, kærnemælk og … ja, så tilsætter du selv smør ad libitum på toppen.

Lagkagehuset har faktisk solgt sine hveder allerede fra i går, så der er altså god tid til lige at få varmet maven (og hvederne?) op før den store dag på fredag.

Prisen er 11 kr. stykket eller 6 stk. for 55 kr.

Mener du, at vi mangler et sted på listen, så kan du sende det lige her.

Del artikel

Andre læser også