Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Fokus på lokale formål: DITHJEM donerer del af omsætning til velgørenhed

Af Michael Qureshi

Velgørenhed i alle afskygninger er fantastisk.

Der hentes penge til at gøre en forskel på et eller andet plan. Men der er også en del velgørenhedsorganisationer, som har svært ved at gøre opmærksom på sig selv.

Især de mindre lokale støtteformål kan godt blive overset i forhold til de store organisationer, der kan lave store landsdækkende kampagner.

Det er også en af grundene til, at Aalborgs nye ejendomsmægler DITHJEM med duoen Christina Neve og Camilla Stisager har valgt en lidt anden strategi for at støtte gode formål.

Fokus på lokale formål: DITHJEM donerer del af omsætning til velgørenhed

Tre lokale formål får del i omsætning

De tager udelukkende udgangspunkt i lokalsamfundet i Aalborg og omegn, og så er strategien at donere fem procent af årets omsætning til tre lokale formål.

Forleden kunne de afsløre, at der allerede er samlet tæt på 30.000 kr. ind i år. Når Christina og Camilla sælger en bolig, lader de sælgeren bestemme, hvilken af tre forskellige trængte formål, som de vil donere deres del til.

“Folk har taget rigtig godt imod vores tiltag. De synes, det er modigt af os, at vi gør det med omsætningen og ikke overskuddet. For i princippet kunne vi jo så bare hive mere løn ud til os selv for at nedbringe et eventuelt overskud. Omsætningen kan man ikke gøre så meget ved,” fortæller Camilla Stisager, da MigogAalborg besøger den kvindelige mæglerduo i deres lokaler i den gamle Astoria-biograf.

I første år har man valgt at fokusere på tre lokale formål: Dansk dyreværn i Nibe, Café Hjerterummet på Østerbro i Aalborg og så Barnets Blå Hus på Sønderbro i Aalborg.

Det lokale må ikke blive glemt

“Mange firmaer donerer til de store velgørenhedsorganisationer, som fx Børnecancerfonden, Kræftens Bekæmpelse eller lignende – og al mulig respekt for det. Men vi prioriterede i stedet, at det var lokalt, og vi dermed kan komme forbi og se, at pengene rent faktisk bliver brugt aktivt.

Vi brugte også lang tid på at udvælge lige præcis de her tre foreninger, som vi synes, er så hjertevarme. Alle vores kunder har heldigvis taget rigtig godt imod initiativet og går også vældigt meget op i, hvad lige præcis deres donation skal gå til,” forklarer Christina Neve.

“Vi synes eksempelvis ikke, at der er mange, der kender til Barnets Blå Hus. Det gjorde vi ikke engang selv, før vores grafiker, Kunø designs nævnte dem. Her kan børn og unge op til 13 år komme, hvis deres forældre er misbrugere eller andet.

Et opslag delt af DITHJEM (@dithjemaalborg) den

Her arrangeres fællesspisning, udflugter, psykologsamtaler mv., og de her børn fortjener virkelig, at nogen er med til at gøre en forskel for dem. Det er generelt skønt at se så mange frivillige såvel som ansatte gøre en kæmpe indsats i alle 3 foreninger,” siger Christina Neve.

Skiller sig ud i et konkurrencepræget ejendomsmarked

DITHJEM gik i luften i maj som Aalborgs nye mægler. Den seneste trend i Aalborg-området er klart, at man kan godt kan klare sig uden de store kæder i ryggen.

Både Christina Neve og Camilla Stisager er rigtig glade for responsen, de har fået, efter de er gået selvstændigt.

Fokus på lokale formål: DITHJEM donerer del af omsætning til velgørenhed

“Starten har været over al forventning. Vi har rigtig mange, der siger, at vi har været gode til at skille os ud i markedet bl.a. via vores markedsføring. Vi har ihærdigt forsøgt at adskille os fra den typiske kliché af en ejendomsmægler og vise et mere nærværende og personligt udtryk.

Mange lægger da også ekstra mærke til, at vi er to kvinder, der er startet selv. Normalt er man nok vant til at se fyrene i branchen gøre det, så det har vi nok også fået noget gratis reklame på,” siger Camilla Stisager og griner lidt.

De har også fået god respons på deres væremåde, når de er ude på vurderinger eller skal gennemføre et salg.

“Vi forsøger virkelig at bringe servicefaget tilbage i branchen. For os handler det ikke kun om køb og salg. Det er, for de fleste mennesker en meget personlig proces, så det forsøger vi at imødekomme. Det vigtigste for os er, at vores kunder er glade og tilfredse kunder – vi kan ikke leve af ét salg, så vores forretning eksisterer kun, hvis vores kunder anbefaler os til andre og gerne kommer igen.

Vi tænker selvfølgelig også forretning, men vi har nok en anden tilgangsvinkel til salgsdelen end så mange andre. Det kan folk godt lide,” afslutter Christina Neve.

Del artikel

Andre læser også