Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Facebook og billigt slik: Sådan bekæmper ung Aalborg-købmand giganterne

Af Michael Qureshi

Det er lidt som de trykte aviser. Kurven for de mindre købmandsbutikker rundt omkring i landet går den forkerte vej. Der er blodrøde tal, og mange må lukke grundet for hård konkurrence.

Giganter som Dansk Supermarked med Føtex og Bilka som mastodonterne og COOP med Kvickly og Super Brugsen smadrer stort set al modstand på deres erobringstogt gennem Danmark.

Men der findes undtagelser. Heldigvis for det. Købmandskæden SPAR har taget kampen op mod giganterne. I Aalborg på Kastetvej finder man en af succeshistorierne.

Niels Christian står der nu på skiltet i stedet for SPAR. Kæden er delt sådan op i Danmark, at alle 120 butikker hører inde under Købmandshuset. Men det er hver enkelt købmand, der reelt ejer sin butik og betaler et kædebidrag for at være en del af et fællesskab.

Det var også i det store fællesskab, at ideen opstod med fornavnene på de enkelte købmænd i stedet for SPAR-navnet. Tanken var at skabe et nærvær til kunderne. Det er lige præcis det, som Bilka, Føtex, Netto, Fakta og så videre ikke kan.

Inden for i SPAR på Kastetvej sidder Niels Christian Bertelsen så. Han har overtaget købmandsbutikken efter sin far. Som 25-årig købte han 25 procent af butikken. I 2012 som 35-årig overtog han det hele.

Her på redaktionen synes vi, at Niels Christians historie er lidt spændende set med lokale Aalborg-øjne. Det er lidt som David mod Goliath, men han ser ud til at have knækket koden på flere fronter.

For købmanden på Kastetvej i Vestbyen har også fat i den yngre målgruppe.

”Det handler et eller andet sted om at sætte en ny dagsorden hver uge. Det gør man selvfølgelig med tilbudsavisen, men vi har også stor fokus på målrettet annoncering på sociale medier som Facebook. Online-medierne spiller en større rolle for os, for det er der, hvor de unge navigerer,” forklarer Niels Christian Bertelsen på sit kontor inde i butikkens bagerste rum.

Det er også en af årsagerne til, at selve butikken på Kastetvej har over 3500 følgere på Facebook. Han når direkte ud til de yngre kunder, som formentlig fyrer trykte tilbudsaviser i postkassen direkte i skraldespanden.

”Vi kører mange konkurrencer, som især de unge kvinder er glade for. Vi er gode til at gøre opmærksomme på vores mange nemme retter, som de kan købe i butikken. Alt sådan noget virker rigtig godt.”

Man associerer muligvis en købmand med en fra den ældre generation. Men Niels Christian kan agere som en moderne købmand, fordi han ved, hvad de unge vil have. Og der er især en ting, som gør, at selv giganterne må give op over for ham.

”Billigt slik er et af vores varemærker. Nogle gange er vi helt ned på 3,95 kr. per 100 gram. Det kan de færreste hamle op med, og vi kan mærke, at det trækker kunder i butikken. Hvad vi måske taber på, at vi sælger bland selv slikket så billligt, det kan vi hente på, at de køber andre produkter her i butikken,” siger Niels Christian.

Lokale købmænd er muligvis en uddøende race i dagens Danmark, men Niels Christian Bertelsen bliver svær at vælte af pinden. En af grundene er også medvirkende til, at skiltene på alle landets SPAR-butikker er ændret til det personlige navn på købmanden.

”Folk kender ansigterne på medarbejderne hernede. Det er fuldstændig umuligt at skabe det samme i Bilka eller Føtex. Det er der for stor udskiftning til. Vi sætter alt ind på god kundeservice og på at være opmærksomme. Det er også nemmere for os at finde pengene til oftere at lave butikken om og fremstå mere nye. Det er jo et kæmpe apparat, der skal i gang, hvis det skal ske i Føtex eksempelvis,” vurderer den yngre købmand.

Spar i Aalborg

Butikken på Kastetvej har ligget der i 40 år. Imens ser man flere købmandsbutikker dreje nøglen rundt andre steder.

”Jeg tror, at det handler om, at man ikke følger med tiden. Man er nødt til at være på dupperne i den her branche og være villig til at lægge en masse timer i butikken. Jeg forsøger selv at være så meget ude i butikken som muligt, og vi kigger hele tiden på åbningstiderne i forhold til at konkurrere med de store kæder. Jeg mener groft sagt, at for mange bare giver op og siger, at det ikke nytter noget med modstand mod de store koncerner. For det kan lade sig gøre,” slutter Niels Christian Bertelsen.

Del artikel

Andre læser også