Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Fantastisk tiltag: e-sport på Godsbanen hjælper unge på vej i uddannelse

Af Michael Qureshi

På Godsbanen i Aalborg bliver der spillet computer. Rigtig meget endda.

Og mens Counter Strike, Fortnite og Fifa for nogle er fremmedord, så er computerspillene en helt naturlig del af sproget og dagligdagen for de unge med særlige behov hos det specialpædagogiske uddannelses- og læringstilbud og e-sportscenter Exzentriq.

Det er dog langt fra kun computerspil, som er centrum for de unges hverdag på tilbuddets nyere faciliteter i det centrale Aalborg.

Exzentriq henvender sig typisk til unge og voksne mellem 12 og 35 år, der af forskellige årsager har svært ved at indgå i skole- og uddannelsessystemet.

I den forbindelse spiller computeren en stor rolle som middel til at udvikle de unge og hjælpe dem på vej i uddannelse.

“Fælles for mange af de unge, er, at de af forskellige årsager har et højt skolefravær, eller at de står helt udenfor skolesystemet.

Det medfører ofte social isolation, der betyder, at de også falder ud af de sociale fællesskaber.

Vi tilbyder dem derfor undervisning rettet mod folkeskolens afgangsprøve, et Særligt Tilrettelagt Uddannelsesforløb, individuelt tilrettelagt beskæftigelsesforløb, en treårig HF-uddannelse eller bostøtte og anden hjælp, ligesom de unge får et trygt sted at være i hverdagen,” siger Casper Skafte, stifter af Exzentriq og fortsætter:

“For mange er computeren et frirum, hvor de kan interagere på deres egne præmisser.

Derfor bruger vi computeren og e-sporten som drivkraft for udvikling af de unges faglige, sociale og personlige kompetencer.

Vi tror nemlig på, at alle har lyst til at lære, hvis man har det sjovt imens, og det er i høj grad også vores erfaring.”

Fantastisk tiltag: e-sport på Godsbanen hjælper unge på vej i uddannelse

e-sport til enhver lejlighed

Foruden at være et specialpædagogisk uddannelses- og læringstilbud til unge med særlige behov slår Exzentriq også dørene op for alle, der har lyst til at prøve kræfter med computerspil.

I hverdagsaftenerne og i weekenderne kan man således booke tid til at spille computer, ligesom man også kan afholde børnefødselsdage eller firmaarrangementer i lokalerne på Godsbanen.

Det positive liv hos Exzentriq glæder byudviklingsvirksomheden A. Enggaard, der ejer lokalerne, og som gennem flere år har samarbejdet med Exzentriq blandt andet som hovedsponsor for e-sportsholdet Exzentriq United, der dyster i spillene Counter Strike, Fifa, Fortnite og League of Legends.

“Vi er rigtig glade for at have Exzentriq som lejere.

Det betyder meget at have gode lejere, som bidrager aktivt og positivt til byudviklingen og bylivet ved at skabe rammer om en masse gode fællesskaber, der vigtigst af alt gavner de unge og styrker deres trivsel, men som samtidig kommer alle, der har lyst til at dyrke e-sporten til gavn,” siger bylivsudvikler hos A. Enggaard Hanne Kræn.

Fantastisk tiltag: e-sport på Godsbanen hjælper unge på vej i uddannelse

Har doneret to spilarenaer

Foruden at være hovedsponsor for Exzentriq United har A. Enggaard også doneret to spillearenaer til e-sportscenteret med plads til fem computerspillere ved hver arena, som dagligt bruges af både e-sportsholdet og øvrige besøgende.

“Vi har længe haft et godt og tæt samarbejde med A. Enggaard, og det har uden tvivl været guld værd for en opstartsvirksomhed som os at vide, at de står til rådighed, så snart vi har brug for det.

Det giver os en sikkerhed og gør, at vi kan koncentrere os om vores kerneopgave, nemlig at fokusere på de unges trivsel og give plads til personlig læring og udvikling med e-sport og computeren som omdrejningspunkt,” siger Casper Skafte.

Exzentriq blev stiftet i 2018 og har siden 2020 været beliggende på Godsbanen 8 i Aalborg.

Del artikel

Andre læser også