En hyldest til mangfoldighed: Aalborg Pride fylder gaderne med fest og farver
På lørdag den 8. juli fyldes Aalborgs gader af alle regnbuens farver!
Og det er der en meget god grund til. Aalborg Pride vender nemlig tilbage igen i år – denne gang med temaet: Wear Your Pride.
Et tema, der går hånd i hånd med det overordnede budskab om at anerkende forskellighed blandt mennesker.
Det er 3. år i træk, at Aalborg Pride indtager byen for at hylde forskelle og mangfoldighed i Nordjylland, og alle er selvfølgelig inviterede med til at deltage i festlighederne. ”Kom som du er og vær med!” opfordrer frontpersonen Kathrine Skovsgaard.
Copenhagen Pride gæster Aalborg
Arrangementet er år efter år vokset, og dette år bliver festen efter alt at dømme den hidtil største.
Grupper og foreninger fra hele landet gæster lørdag Aalborg, for at deltage i den farverige parade, som starter i Kildeparken og går gennem byen mod Karolinelund.
Se ruten her
Her kan man blandt andre møde grupperne TiD, LGBTDanmark, ZOLA, Aarhus Pride og for første gang i de 3 år Aalborg Pride har eksisteret, vil Copenhagen Pride deltage i paraden – så der er lagt op til en kæmpe fest.
Forrest i paraden vil den lokale dansegruppe Musas do Samba løfte stemningen ved at give tilskuere og deltagere et forrygende show med rytmiske sambatrin, og det er selvfølgelig helt tilladt at danse med!
Nordjyderne støtter godt op om det gode formål
Holdet bag Aalborg Pride består hovedsageligt af bestyrelsen og en række frivillige, som alle knokler hårdt for at få arrangementet op at stå.
”Gennem snart et år har vi kæmpet med at få midler og sammensætte programmet, og gruppen er yderst tilfreds. Vi er dybt taknemmelige for og stolte af al den opbakning og støtte,” fortæller Carsten Thiim fra bestyrelsen.
Aalborg Prides budskab om forskellighed er meget vigtigt og beundringsværdigt. Det er noget som vi alle sammen i det hele taget skal huske på hver evigt eneste dag. Paraden og hele dagens festligheder på lørdag bliver en manifestation af dette, og det bliver en stor oplevelse at være med.
”Vi skal ikke være ens. Vores forskelligheder er netop det, som gør os og Nordjylland unik”, fortæller Kathrine Skovsgaard og tilføjer:
”Du kan og skal være stolt af den du er, Wear Your Pride, og så skal du særligt huske, at seksualitet ikke er din identitet”.
DJ’s, Drag Queens og konfetti
Hele dagen bliver generelt bare én stor fest – og så er helt gratis at deltage. Vi bringer her årets program, som tydeligt bærer præg af, at Aalborg Pride har fået en flot opbakning fra alle sider.
12.30 Paradestart i Kildeparken
14.00 Tali Piontek, årets konferencier byder velkommen til årets Pride i Karolinelund
14.10 Dance Academy by Simonsen
14.30 Ivan Martinez
15.10 Morgana LeFay & Special Guest
15.25 DJ Andreas Leth
16.00 Sada Vidoo
16.35 Roxy Thyrune & Mariah Freefall
16.50 Konkurrence
17.15 DJ Morten Morville
18.00 Roxy Thyrune & Mariah Freefall
18.15 DJ Andreas Leth
19.00 Iris Gold
19.35 DJ Morten Morville
20.00 Royal Feet Factory
21.10 Diskofil
21.50 Tali takker af for i år
Dagen afsluttes stilfuldt med et glimmerfyldt Afterparty på det nyrenoverede Platform4 i Karolinelund. Her er der budt på en fantastisk nat med cocktails, konfetti og god stemning. I anledningen er Bakkens Club HIGH FIVE DJ’s inviteret, og de vil sørge for at festen fortsætter til den lyse morgen.
Du kan få adgang til Afterparty ved at købe Aalborg Prides støttearmbånd. Det kan købes i AOF på Boulevarden og Platform4 til 50 kr eller i døren på aftenen til 75 kr.