Nu kan den blive din: En af byens mest legendariske barer er sat til salg
Selvom Aalborg har udviklet sig til at blive en stor kultur- og vidensby, er byen (heldigvis) stadig fyldt med hyggelige barer og værtshuse, hvor der stadig hersker en helt speciel stemning.
Et af de mest ikoniske steder er DownTown i Skipper Clements Gade 1 , hvor der i over 40 år er blevet langet kolde øl, røverhistorier og godt humør over bardisken.
Nu kan den historiske bar blive din.
Ejendommen Skipper Clements Gade 1 KL er nemlig sat til salg hos EDC Erhverv Poul Erik Bech.
Den kan blive din for den nette sum af 2.425.000 kr., og for den pris får du 203 kvm i en bygning, der er bygget helt tilbage i 1912.
EDC Erhverv Poul Erik Bech skriver, at bygningen har flere anvendelsesmuligheder.
Selvom bygningen i dag nok er mest kendt for sin nyere historie som en af aalborgensernes foretrukne beværtninger, har bygningen også en anden erhvervsmæssig fortid.
På den store facade, står der stadig “Aalborg Litografiske Anstalt,” og fra 1925 og helt frem til 1970’erne lagde bygningen mursten til et stort trykkeri og andet grafisk håndværk.
EDC Erhverv Poul Erik Bech beskriver ejendommen således:
“Erhvervslejlighed udbydes til salg, som på nuværende tidspunkt er indrettet med stort bar- og serveringsområde, som er udsmykket i hyggelig og autentisk bodegastil. Derudover er det indrettet med kontor, køkken, samt depotrum og toiletkerne med 3 toiletter.
Hele erhvervslejligheden andrager ca. 203 m² med god facade i gadeniveau mod Skipper Clements Gade med vinduer af bundegårdsvinduer fra 2017, som sikrer et godt lysindfald og samtidigt bidrager til den autentiske stil. Baren har i dag åbent torsdag, fredag og lørdag.
Nærområdet er kendetegnet ved et højt aktivitetsniveau alle ugens dage, som bl.a. kan tilskrives den gode sammensætning af detail-, café- og restaurationsliv samt øvrige beværtninger, der bl.a. forefindes på Boulevarden eller i gågademiljøet.
Nærmeste naboer er Caféministeriet, Penny Lane samt Mølleå Arkaden.
Den attraktive og centrale placering, kombineret med det i forvejen eksisterende forretningsliv sikrer således et stærkt kundegrundlag.
Der er mulighed for at indgå aftale med nuværende ejer om køb af inventar.”
Du finder mere info om bygningen her.