Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Efter ni hektiske år: Musikkens Hus-direktør trækker stikket i en periode

Af Michael Qureshi
Lasse Rich Henningsen
Lasse Rich Henningsen

Lasse Rich Henningsen har siden sommeren 2022 planlagt at holde en ”midtvejspause” fra jobbet som administrerende direktør i Musikkens Hus, Aalborg Symfoniorkester og Restaurant Fauna.

Tanken blev født allerede for fem år siden, men først i november sidste år faldt de endelige detaljer på plads i samarbejde med koncerthusets og orkestrets bestyrelser.

Lasse Rich Henningsen holder således orlov fra april og frem til slutningen af juli, og i stedet overlades ansvaret i perioden til økonomidirektør Rasmus Bundgaard og kunstnerisk chef Tecwyn Evans.

Det skriver Musikkens Hus på deres hjemmeside.

Ingen stille dage på kontoret

Siden 29. marts 2014, hvor Musikkens Hus for første gang slog dørene op, har der ikke været en stille dag på kontoret for Lasse Rich Henningsen.

En tætpakket kalender, stribevis af arrangementer og en jobpalette udvidet med bl.a. poster som bestyrelsesleder for Danske Koncert- og Kulturhuse og Nordisk Konserthusråd har lagt beslag på størstedelen af Lasse Rich Henningsens vågne timer, men nu er er det blevet tid til en kort ”midtvejspause”.

“Jeg er 45 år og har været leder i 25 år uden pause – de seneste 11 år i spidsen for Musikkens Hus.

Det er jeg utroligt beæret over. Men samtidig er rollen og ansvaret forbundet med mange arbejdstimer, og jeg har nok heller ikke holdt i nærheden af den ferie, jeg burde.

Jeg bebrejder ingen for dette, heller mig selv. For jeg elsker ledelse, og jeg elsker mit job,” siger Lasse Rich Henningsen og fortsætter:

“Men ledelse er også krævende, og jeg vil gerne kunne være leder i 25 år mere, hvis det ønskes af mig. Derfor giver en pause på halvvejen rigtig meget mening med mulighed for at se tilbage på de sidste 25 år og tanke energi til de kommende 25 år.

Og den beslutning bakker koncerthusets og orkestrets bestyrelser heldigvis op om. Samtidig har jeg vished for, at den øvrige ledelse og medarbejderstab vil varetage de daglige opgaver på fornemmeste vis i mit fravær,” forklarer direktøren.

Gode kræfter overtager

Ledelsen af Musikkens Hus og Restaurant Fauna overtages i Lasse Rich Henningsens fravær af økonomidirektør Rasmus Bundgaard, mens kunstnerisk chef Tecwyn Evans vil varetage det overordnede ansvar for Aalborg Symfoniorkester i orlovsperioden.

“Lasse har siden etableringen af Musikkens Hus været garant for en utrættelig indsats som direktør for huset og leder af vores mange medarbejdere.

Derfor er det naturligvis også med vores fulde opbakning, at han nu for en kort stund puster ud og samler kræfter, og vi ser det som en moden beslutning efter mange år i manegen.

Huset er nu snart 10 år gammelt, vi står godt rustet med den rette organisering og ledelse – og det er ikke mindst Lasses fortjeneste, som han nu kan høste frugterne af ved at få en velfortjent pause,” siger bestyrelsesformand i Musikkens Hus, Christen Obel.

Har været bannerfører

Han bakkes op af Inge Nesgaard, bestyrelsesformand i Aalborg Symfoniorkester:

“Det er nu tre år siden, at vi valgte at intensivere samarbejdet mellem Aalborg Symfoniorkester og Musikkens Hus med en organisatorisk sammenlægning.

Lasse har som direktør været bannerfører for det tætte partnerskab på tværs af de to institutioner, og den nye organisering med fælles ledelse og fælles medarbejderstab er nu helt på plads og ligger på husets rygrad.

Derfor giver det også tidsmæssigt mening, at Lasse netop nu tillader sig selv et pusterum,” lyder det fra Inge Nesgaard.

I orlovsperioden fortsætter Lasse Rich Henningsen aktiviteterne som bestyrelsesleder for Nordisk Konserthusråd og Danske Koncert- og Kulturhuse.

Del artikel

Andre læser også